Morten Kjerumgaard Reumert fra Beefeaters er død

”Sov lørdag fredeligt ind efter længere tids sygdom”

Fotograf: Søren Schnoor

Morten Kjerumgaard Reumert  – organisten i det banebrydende danske tresserband Beefeaters –  er død lørdag morgen. Det meddeler hans nærmeste familie i dag via hans Facebook konto.  

Han spillede på begge de nu rockhistoriske Beefeaters plader ”Beefeaters” ( 1967) og ”Meet You There” (1969) og på de eviggrønne hitsingler, hvor Povl Dissing sang med Beefeaters som backing-gruppe – f.eks. ”Lad Mig Blive Noget” og ”Den Grimmeste Mand i Byen” – og så var han også en væsentlig del af det legendariske Dissing-album  ”Nøgne Øjne”.

Da Beefeaters i 2018 blev gendannet – med Morten Kjerumgaard Reumert som eneste medlem af de originale Beefeaters – var jeg sammen med min daværende Side 33-makker Kurt Baagø hjemme hos Morten i Lyngby, hvor de nye Beefeaters øvede. Vi fik hørt dem spille et par numre og interviewede dem om gendannelsen. En minderig dag, hvor Morten var ganske generøs med sine fortællinger, der blev fortalt på en utrolig behagelig, levende, ydmyg og jordnær facon.

FOTO: Mads Kornum

Det blev der en fin lille podcast ud af – ligesom Kurt Baagø lavede en opfølgende et par måneder senere. Hør eller genhør dem her:

Selv havde jeg fornøjelsen af den 3. november 2018, at se Beefeaters gøre comeback på H9 i København. En oplevelse, der aldrig vil gå i glemmebogen. Min omtale af koncerten bringes derfor i dagens triste anledning herved for første gang bringes her på websiden. Æret være hans minde.

LIVE! HØRT!  

BEEFEATER – H9, København, 03.11.18

”Bøf Deluxe med hammer hammer fedt hammond og schnoor lige guitar grabs – da Beefeaters blev vækket respektfuldt til live”.

Foto: Mads Kornum

Denne lørdag var det ikke helt let at være en anmelder, der ikke kunne være flere steder på en gang. Der skulle træffes et valg. Skulle man f.eks. vælge Blues paradiset i Arena Næstved med Buddy Guy som det funklende hovednavn – eller skulle man se om det virkeligt er holdbart at gendanne Beefeaters efter årtiers dvale – og ikke mindst uden Peter Thorup? Denne skribent valgte det sidste – og efter lørdagens 95 minutter – fordelt på 2 sæt – er der absolut ingen grund til at fortryde.

Den anerkendte musiker/foredragsholder mv. Per Wium lagde ud med en personlig og hjertevarm introduktion, der fint understregede hvad det her drejede sig om. Talent kan og skal ikke holdes nede – slet ikke når det har skabt et unikt og tidsløst musikalsk udtryk – som der reelt ikke er nogle herhjemme, der har løftet siden dengang da nu 72-årige Morten Kjerumgaard Reumert lagde bøfferne på køl tilbage i 1971 efter fire forskellige udgaver af bandet.

Morten Kjerumgaard Reumert er altså manden, som har været med hele vejen, og det er ham, der leverer den fantastiske orgellyd, og som også gerne tilføjer strejf fra jazzens vingesus via sit Roland klaver. Og han var på ingen måde rusten. Lidt nervøs i starten – ligesom resten af bandet – men som koncerten skred frem – forstod man hvorfor Per Wium og mange andre musikere med ham betragter ham som et forbillede.

Der var glød og glimt i både øjne og tangenter, og samspillet med ”de nye drenge i klassen” blev varmere og varmere som koncerten skred frem – og til sidst turde de endda tage nogle chancer, og bare spille sig helt ud. Sanger og guitarist Frederik Schnoor er ikke Peter Thorup – og det er heller ikke meningen. Han har sin egen personlige klang i stemmen og i guitarspillet, der blev serveret tændt og nutidigt med ånden fra dengang som makker. Noget som både den lille herlige gruppe af unge ny-hippier foran scenen – og de mange noget ældre følgere kunne mærke tydeligt fra første tone i åbningsnummeret ”You Changed My Way of Living”.

Rytmesektionen med Rune René Hansen (trommer) og Torben Guldager (bas) spillede tæt og tight – og sikrede – at man samlet hørt oplevede et band, som i den grad bør have en fremtid, der er mindst ligeså indholds- og historierig som dets fortid. De to ting blev smukt knyttet sammen på ”Stormy Monday Blues”, hvor Flemming ”Keith” Volgersen, der var bassist på bandets bare to album fra 1967 og 1969, kom på scenen som en velplaceret og kærkommen gæst på mundharmonika. Der var meget få mellemregninger – og et væld af højdepunkter i løbet af koncerten.

Det ene øjeblik kunne man lukke øjnene og drømme sig hen til en jazz & blues bar i Chicago området, det næste til en svedig Rhythm & blues klub i London, og undervejs også føle sig placeret til en Jamaften med Spencer Davis Group og Santana. Der var nerve, der var udtryk – og det gjorde helt åbenlyst godt indtryk på alle tilstedeværende.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.