Murky Munroe er nok det bedste tilbud på singlernes dag

"Debut single blander Cave, Cohen og persisk pop snilde"

Fotograf: Brian Selander

Den ene højtid afløser den anden i denne tid. Først Halloween, så i dag ”Singlernes dag” og inden længe Black Friday, men så kan vi puste ud helt til Jul! Det lige til at blive forpustet, frustreret eller flintrende ligeglad over – alt efter temperament og sikkert også forbrugsbehov- og vaner.

Sådan er det også med musik – ikke mindst her om efteråret – der i sandhed også er højtid i forhold til antal af udgivelser. Side 33 får så mange henvendelser at vi ingenlunde kan følge med, og derfor er vores primære fokus på at få omtalt udgivelser af album og EP’er.

Men her på denne store dag for alverdens singler må vi da naturligvis gøre en undtagelse, og fremhæve en helt ny single fra en musiker, som vi længe har ventet på nyt fra – og denne gang er det i nye klæder.

PRESSEFOTO af MIKKEL SYLVESTER LARSEN

Kunstnernavnet er Murky Munroe – og bag det gemmer sig sangeren og sangskriver Mazdak Khosravi, der tidligere var manden bag dark-folk duoen Black Dog Howl, sammen med Signe Møller Rosendal. Begge vokset op i Århus og omegn – men siden flyttet til København. Det ellers vellykkede debutalbummet ”Psalm” fra 2017, blev desværre også svanesangen for duoen – men nu er Mazdak Khosravi – med men markante dybe og mørke baryton røst  altså klar med første single fra sit nye projekt.

”The Drought” blander på dragende vis ørken-soul og dark-folk – og tager lytteren med på en tur, der nok er dyster i sin grundtone – men også rummer løfterige og iørefaldende poptoner.  En lille genistreg, om du skulle spørge denne skribent.

Om tilblivelsen af singlen fortæller Mazdak i pressematerialet –

“Bag sangens umiddelbare vemod, gemmer der sig en fortælling, der mest af alt skal indgyde håb og forsoning, blandt de som har oplevet at give en masse af sig selv til et andet menneske, for blot at blive ignoreret og negligeret – om der så er tale om forhold, familiære relationer eller venskaber”

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.