Musik der gør en forskel!

”Jeanett Albeck har leveret et forløsende titelnummer til stærk DR-Dokumentar”

Fotograf: Ole Christiansen

Skuespiller, sangerinde, sangskriver m.v. Jeanett Albeck må siges at være inde i periode, hvor det hun laver, nærmest har magisk kraft og karakter.

Hun har netop leveret titelnummeret til TV-dokumentaren ”LIVET MENS VI DØR” – der i sidste uge havde premiere på DR1. Den følger gennem to år fire yngre kvinder, der er uhelbredeligt syge af kræft. Det er en ganske kraftfuld, smertefuld men også meget livsbekræftende dokumentar, der først og fremmest handler om LIVET.

I forhold til at skulle bidrage med titelnummeret fortæller Jeanett Albeck:

”Det var vigtigt for mig at titelsangen blev universel, så den ikke handler om at være syg af kræft, men om at insistere på at leve fuldt ud den tid vi er her.

Om det er sygdom, kærestesorg, tab, ensomhed eller andet, så rammes vi allesammen af og til af kriser i vores liv. Musik kan nogle gange have healende kræfter og give os et skub hen imod håbet igen. Det er ønsket med videoen her. Som en af de medvirkende skrev; ´Elsker, elsker, ELSKER det titelnummer allerede! TAK for at sætte musik og ord på – jeg føler virkelig, at jeg nu har noget, jeg kan bære med mig alle vegne. Fuld af forløsning. Tak!’”

Og fuld af forløsning er måske det helt rette ord i denne sammenhæng – hvor det virkelig er lykkedes for Jeanett Albeck i tekst og musik at løfte det samlet op til en tankevækkende og inspirerende indgang til den næste vej her i livet.


Fra 12. august spiller hendes performancekoncert ”BRØGGER ” – en musikalsk fortolkning af Suzanne Brøggers univers igen på Revolver på Republique – og der er på grund af stor efterspørgsel allerede sat forestillinger op for 2021.

En forestilling, der ved premieren i 2019 udløste en sand lavine af positive superlativer fra den seriøse side af dagspressen – og hvis forførende musikalske lydspor er udgivet på vinyl under titlen ”Eros”.


Tidligere i år udgav makkerparret Jeanett Albeck/Suzanne Brøgger også sangen ”Mens verden går under” med den malende sætning ”Kan man tillade sig at danse og synge mens verden går under, hvis ikke nu, hvornår så?”  

En sang der var et bidrag til ”Coronamonologerne”, som Republique lavede under COVID-19 lockdown, og som i Suzanne Brøggers tekst i den grad evner at vende tingene på hovedet og se verden fra et lidt andet perspektiv.

Det iørefaldende nummer er sat i musik af Jeanett Albeck sammen med kæresten – produceren og musikeren Noah Rosanes – og har i den grad fået en fængende grad af radiopotentiale, som man i første omgang ikke lige tænker et nummer med spoken word skulle kunne have. Det måske derfor DR ikke lige har fanget den endnu – men det jo heldigvis ikke for sent! Foreløbig har vi her på Side 33 lagt dem på vores “Nordic” Spotify liste.       

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.