Sangeren, sangskriveren, keyboardspilleren, forfatteren, forlæggeren, filmmanden og mystikeren Lars Muhl fylder 70 år i dag og kan se tilbage på en særdeles indholdsrig samt omskiftelig tilværelse nærmest uden sidestykke inden for den danske musikbranche og holistisk alternative verden.
Lars Muhl, der er født den 14. november 1950 i Aarhus, sugede allerede til sig af viden og musik fra de tidligste teenageår. Interessen for religion, filosofi, aramæisk, kristen og jødisk mystik har stået på lige siden. Pigtrådsmusikken rasede i landet, da Muhl hoppede med på vognen omkring 1966 som aktiv musiker og sangsmed først i Dragon Five og dernæst hos Aarhus bandet Daisy, der gjorde sig bemærket på den dansk beatscene i slutningen af 60’erne med deres blanding af rock, pop og mere progressiv orienteret rock.
Daisy nåede frem til midten af 70’erne at udgive nogle singler samt et enkelt album med Muhl som komponist, vokalist og keyboardmand. 1978 grundlagde Lars Muhl så Warm Guns, der blev noget af et stilskifte for ham. Warm Guns fik et par gedigne radiohits med ‘The Young Go First’ og ‘Wunderkids’ samt debuterede med det første studiealbum i 1980, ‘Instant Schlager’.
Jeg var hengiven fan af Warm Guns i starten af 80’erne, hørte dem via DR P3 på køkkenradioen i Aabenraa eller lånte pladerne på Det Sønderjyske Landsbibliotek. Jeg nød derfor genhøret med Lars Muhls sange under de ‘rockarkæologiske udgravninger’ til brug for bogprojektet om Flemming Rasmussen og Sweet Silence studiets historie, som Flemming og jeg har arbejdet med siden begyndelsen af 2019.
Muhls hørbare inspiration fra den britiske punk- og new wave scene skinner kraftigt igennem på Warm Guns albums, og ‘Italiano Moderno’ (udsendt i to forskellige versioner 1981-82) understreger hans klare inspiration fra Elvis Costello vokalt som kompositorisk. Det farver ligeledes ‘Follow Your Heart or Fall’ (1983), Warm Guns sidste studiealbum, men peger også i retning af hans senere solokarriere.
Lars Muhl udviklede sig til en karismatisk talentfuld ener herhjemme med tæft for at skrive fængende melodier, både når det gjaldt de hurtige, hårde og energiske rocknumre og ikke mindst de store ballader. Sidstnævnte udtryk prægede det første udspil i eget navn fra 1986, der bærer den imposante titel ‘The Glorious Art of Breaking Little Girls’ Hearts and Blowing Big Boys’ Brains’.
Herfra endte den fødte evergreen ‘One More Minute’ som Muhls mest kendte sang, der blev fortolket af Lis Sørensen, Sissel Kyrkjebø og Fabienne Guyon i en dansk, norsk og fransk version. Muhl fulgte stærkt trop med det lige så ambitiøse og internationalt klingende ‘King of Croon’ i 1988, min egen personlige favorit fra hans soloperiode. Sangskriverhåndværk af høj klasse tilsat en illustrativ liste af dygtige korsangere og sidemen.
I løbet af 90’erne nåede Muhl at udgive ydermere fire plader hvoraf den ene, ‘Regnfald’, er hans musik til Susanne Holms moderne ballet af samme navn. 1997 kom ‘Mandolina’ det foreløbigt sidste studiealbum bærende Muhl signatur. Det blev to år senere fulgt op af opsamlingsalbummet ‘Till The End of Time – Best of Lars Muhl’, der sætter fede streger under hans evner som melodimager med flair for romantiske stemninger af internationalt tilsnit i de bedste stunder.
I dag er Muhl et helt andet sted i sit liv med fokus på spirituel og mental udvikling. Den rejse i sindet tog yderligere form, efter Muhl forlod musikbranchen kort før Millennium skiftet, hvilket har ført til omfattende kursus- og foredragsvirksomhed i Danmark og den øvrige verden samt en lang række bøger om disse emner i samarbejde med sin kone, lydterapeut og komponist Ghita Ben-David. De nævnte aktiviteter har ydermere kastet flere film og filmprojekter af sig.
Tillykke med de 70 til Lars Muhl, hvis rigt facetterede virke har bragt ham mange steder hen såvel musisk, åndeligt som intellektuelt. Uanset hvad Muhl kaster sin energi over, er det organisatoriske, produktive, praktiske, kreative og kunstneriske udbytte anseeligt.
Omkring 2005-06 stiftede jeg for en stund bekendtskab med manden, da han som redaktør for komponistforeningen DJBFAs blad skrev særdeles positivt om min første bog ‘Det visuelle øre – filmmusikkens historie’. Tak for det,
