Musikere er i arbejdstøjet

”Lørdag byder på muligheden for to helt særegne festival oplevelser”

Det store samtaleemne i disse dage er arbejde og arbejdskraft. En kompleks dagsorden, som jeg ikke skal kloge mig alt for meget på, andet end at jeg bliver nød til at nævne , at det generer mig grænseløst, at der fornemmes en underliggende opfattelse af at opgaver indenfor musik- og kunst endnu ikke helt anerkendes som rigtigt arbejde.

Jeg gad godt vide om disse kritikere har prøvet at stable en festival på benene, skrive en bog, lave en film – eller været med at sætte en større musik, teater eller musical forestilling op? Det kræver håndværk, samarbejdsevner, kreativitet, og ikke mindst en stor arbejdsvilje. Som oftest er det endda arbejdet, der bærer lønnen i sig selv, for kun få i branchen kan reelt få et levebrød ud af disse mange arbejdstimer, der ligger i både skabelsesproces- og i selve leverancen.

Derfor tager f.eks. mange unge musikere med åbent sind arbejde på pizza restauranter, plejehjem og vuggestuer – også selvom deres nye single lige er blevet P3’s uundgåelige. Lad os aflive myten. Der er (stort set) ingen kreative ildsjæle, der lever i en drømmeverden eller i et parallelsamfund, hvor de tror de får alt foræret. Det der afviger dem fra de fleste på arbejdsmarkedet, er at blot de ikke går så meget op i om de arbejder 35 eller 45 timer om måneden, og til hvilken timeløn.

Måske skulle politikerne over en bred kam se ind ad – og se på hvordan vi alle i fællesskabets navn bedst kan smede for vores egen lykke! Det hjælper ihvertfald ikke at skære ned på erhvervsvejledere og konsulenter i kommunerne, så de unge fleste bare vælger den ‘sikre’ vej i uddannelsessystemet. Lad os skrue op – så unge tidligere bliver ‘scannet’ ud fra kompetencer og realistiske personlige udviklingsmuligheder, der sporer dem i de retninger, hvor der er størst behov for arbejdskraft. Et behov vi iøvrigt skal huske på er variabelt, og afhængig af blandt andet hvordan politikere og verden omkring håndterer en nødvendig klimaomstilling.

Uanset hvad, så har vi alle behov for kunst og kultur – unge som gamle og dem af os der er midtvejs. Den afspejler og samler os som et folk, og sætter vores fortid, nutid og fremtid i perspektiv. Det giver pusterum, det giver energi, det giver glæde, det giver viden, det giver mental balance – også når vi ellers er i ubalance. Så lad os da for filan glædes over at der er kreative arbejdssomme ildsjæle, der også fremover vil skabe den form for livsbekræftende oplevelser.

To at de mest kreative og aktive ildsjæle vi har på den danske musikscene i disse år hedder Mads Mouritz og Bjarke Falgren – og hvad de ikke har udfyldt af jobtyper og roller i årenes løb burde Thomas Vilhelm – eller andre skarpe forfatterpenne – måske skrive en bog om! Nu skaber de igen – hver deres særegne festival – der kan give ‘folket’ en ekstraordinær oplevelse, som man som deltager med garanti kan leve længe på efterfølgende.

Mads Mourtiz, der lige nu er brandvarm med albummet ”Lykkelige mennesker” fra Mouritz/Hørslev Projektet er en af arrangørerne bag MØN FESTIVAL, som afholdes på lørdag den 11. september i  Askeby på Møn. Her bydes der for maksimalt 200 deltagere på en bredside af forskelligartede musikalske oplevelser – lige fra omtalte Mouritz /Hørslev Projektet, via Michala Petri, Findlay Brown og til Daimi. Der er ét fælles aftensmåltid for alle deltagere, og det er inkluderet i billetprisen. Derudover er der mulighed for at campere. Selve musikken bliver præsenteret i en gammel trælade.

Så savner du ‘handmade music’, festival og fælleskab – i intime og naturskønne rammer, så er det med at få købt billet via tikkio.com.  

Program:

13.15 – 14.15 Michala Petri, Snöleoparden & Paolo Russo

14.30 – 15.00 Jørgen Teller og Johan Segerberg

15.00 – 15.30 Lisbet Laugesen

15.45 – 16.15 Balz Isler aka Louis Beton

16.15 – 16.30 De Røde Myrer

16.30 – 17.45 Mouritz/Hørslev Projektet

18.30 – 19.30 Ballalajka banden

19.30 – 20.00 Findlay Brown

20.15 – 21.30 Daimi & Louisiana Jazzband

22.00 – 23.00 Snöleoparden og dem der vil være med

23.00 – 1.00 DJ LyStig

Mads Mouritz – Foto af Maria Fremming

Men er du mere til et program der byder på:

Frede Thorsen (klassisk piano), Bertram Kvist Quartet (Jazz) Snorre Kirk (trommer), Esben Just (pianist/sanger/entertainer), Mads Mathias (Crooner, sanger, saxofonist), Twang (folkemusiktrio med Peter Banks, Thyge Van Dassen og Spencer Gross), Niklas Walentin (violinist), Pelle Von Bülow (guitarist), Mathias Petri (kontrabas), Ulla Britt Simonsen (vokal) og kor fra Næstved Musikskole, Lea Havelund (cello & vokal) og  Bjarke Falgren (violin/viola m.m.) så skal du i stedet tage til en af de efterhånden berømmede Bjarke Falgren & Friends Festival Night, der i år afholdes ved Grønnegades kasserne Kulturcenter i Næstved. Talentscenen åbner kl. 15.30 – mens hovedprogrammet starter kl. 18.30.

Bjarke Falgren har i år udsendt sig første regulære soloalbum – men har ellers udgivet i adskillige forskellige konstellationer – ligesom han har været ‘sideman’ for noget der kan minde om gud og hvermand, og han har optrådt for dronningen, været med i Melodi Grand Prix etc.– ja, hans CV er langt længerere end gennemsnittet på LinkedIn. En iværksætter, en arbejdshest, en virtuos på det instrument, som hans mentor Svend Asmussen gjorde folkeligt og mangfoldigt.

Den allerede populære festival afholdes for tredje gang i hjembyen Næstved – og den har fra starten haft fokus på relationer til et bredt felt af både talent, bredde og etablerede prisvindende artister indenfor ganske forskellige genre.

Bjarke Falgren – Foto: Maria Fremming

Skal vi sætte en politisk krølle på det hele så skal ligeledes nævnes at det hele afvikles som en mere bæredygtig koncertaften. Derfor er der et CO2 gebyr på kr. 10 i billetprisen.  De 10 kr. pr. deltager bliver efter arrangementet “offsettet” til Bjarke Falgrens samarbejdspartner Climate Care som er én af verdens ældste og største organisationer på CO2-neutraliseringsbanen. Det betyder i praksis at en stor del af publikums og musikernes C02 udledning i forbindelse med transporten til og fra arrangementet bliver neutraliseret ved at der f.eks. bliver bygget vindmøller, plantet træer og gennemført udviklingsprojekter i tredje verdenslande som har til formål at nedsætte CO2 udledningen der hvor den er størst og samtidig forbedre levestandarden. Climate Cares model er blevet nøje gennemgået af Det Økologiske Råd som er de førende eksperter på området herhjemme.

Nej – det at være aktiv udøvende musiker m.v. er i altså ikke ’bare’ en hyggelig hobby – det er et givende (men usikkert) arbejde, der på mange plan kan gøre en forskel for mange i det fællesskab, som heldigvis langt de fleste vil bidrage til uanset alder, køn, religion, landsdel og social baggrund.

Så STØT musikken fremfor at gå nede Mette og åben Vermund i takt med hovedparten af et farveblindt folketing, der åbenbart har sendt kultur og hele den million industri den reelt er over i skammekrogen! .

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.