Via hans officielle instagram profil er det i dag offentliggjort af musikeren Neal Casal er afgået ved døden den 26.08.19. Dødsårsagen er ukendt, men blot to dage før havde han optrådt på den store festival LOCKN i hjemlandet USA.
Den officielle melding lyder – “It’s with great sadness that we tell you our brother Neal Casal has passed away. As so many of you know, Neal was a gentle, introspective, deeply soulful human being who lived his life through artistry and kindness. His family, friends and fans will always remember him for the light that he brought to the world. Rest easy Neal, we love you.”
Neal Casal nåede at udgive 10 soloalbum – og senest havde han som sanger, guitarist og sangskriver stået i front for bandet ”Circles Around the Sun” – der med instrumentale psykedeliske-rock-flader fyldt med funky og groovy feeling spillede ånden fra The Grateful Dead videre til en ny virkelighed. De nåede at udgive to album – samt tidligere i år singlen ”Peace Reprise”, der var en forløber for EP’en ”Circles Around The Sun Meets Joe Russo”, som var planlagt til en oktober udgivelse.
Ellers vil mange nok huske ham som en væsentlig sideman, ikke mindst som guitarist hos først Ryan Adams & the Cardinals, hvor han var med på 4 album i perioden 2005-2009 – og siden som en bærende figur hos Chris Robinson Brotherhood, siden debutalbummet i 2012. Han var også med i den såkaldte supergruppe Hard Working Americans sammen med Todd Snider, Dave Schools & Duane Trucks – og nåede at udgive tre album med dem.
Hans sidste optræden på dansk grund blev med Chris Robinson Brotherhood i Skråen i Ålborg den 13.03.18, der blandt andet fik fem stjerner fra Thomas Treo i Ekstra Bladet med blandt andre disse linjer –
”Veteranens uskyldige entusiasme oplyste bandets gavmilde repertoire, der boblede lystigt med bevidsthedsudvidende soloer fra guitarbegavelsen Neal Casal og keyboardtroldmanden Adam MacDougall”
SPOT ON – for det er i den grad en betagende bevidsthedsudvidende guitarbegavelse og solid sangskriver, der ikke er blandt os længere. Æret være hans minde.
På de sociale medier strømmer det allerede ind med kondolencer og mindeord – og det er helt tydeligt at han ikke bare som musiker, men også som et godt humant menneske, var højt agtet, respekteret, anerkendt og elsket.