Den 46-årige nordmand Erlend Ropstad har hidtil udgivet 7 studiealbum, et par EP’er og en LIVE EP siden han debuterede i 2005. Derudover har han i 2017 lavet filmmusik til ”Natta Pappa henta oss” – og i år leverede han sange til teaterstykket ”Menneske, kjære menneske”, der desværre blot nåede at spille et par gange på Nationaltheatret i Oslo – før at lockdown også fik sat en stopper for det.
Så kunne der i stedet blive tid til at lave endnu et album. Og hvilket et! Vel nok karrierens mest rå og befriende i hele sit indlevende udtryk fra start til slut. I udgangspunktet er Erlend Ropstad en klassisk singer-songwriter, der da også har turneret rundt som solo artist. Men han er også anerkendt for nogle energiske live optrædener med sit band. Siden sit tredje album har han sunget på norsk – og det klæder ham i den grad at synge på modersmålet – med tekster der rummer både punch og poesi. I årenes løb har han da også for såvel tekst som musik opnået flere nomineringer i forbindelse med hjemlandets fineste musikpris ”Spellemannprisen”.
Rocken har altid luret i krogene hos Erlend Ropstad, men på det album som udkom i går den 16. april – ”Da himmelen brant var alle hunder stille”- springer han i den grad ud med mere guitarbaseret fuldblodsrock end før hørt – selvom der stadig er andre spændende nuancer i lydbilledet, som f.eks. velplacerede strygere på den gennemførte og stærkt Bruce Springsteen tonede sang – ”Det er vår stillhet jeg behøver”.
Springsteen er da også en åbenlys inspirationskilde, ligesom Neil Youngs Crazy Horse er det – og hvis du som lytter også normalt holder af nordiske artister som Thåström, Torgeir Waldemar, Lars Winnerback og Magtens Korridorer så bør du altså følge med her.
Det er i sin grundform et triorock album – med power og pondus, men alt også med en klædelig variation undervejs – som f.eks. den flotte og dæmpede piano baserede duet ”Så lenge må du bli” med Hanne Kolstø – og så er der sandelig også ekstra forstærket guitarudtryk på tre numre, der gæstes af Mattias Hellberg fra Hederos og Hellberg.
Det er rent faktisk et album, som jeg ikke har fået præsenteret til anmeldelse – men bare selv har været OBS på – fordi interessen for denne artist i den grad blev vækket med det slidstærke og rustikke roots-rock album ”Brenn siste brevet” fra 2019. Denne interesse blev fra første tone på åbningsnummeret ”En sang om en hund” nu til en sand åbenbaring – for dette album mærkes simpelthen som et kraftfuld kald for fuld udrykning. Et af den slags album, der kan gøre forskel. Skabe håb, glæde – og fortsat tro på rockens udefinerbare magi – og er det ikke bare lige det vi har brug for i disse tider?.
Faktum er i hvert fald at de 9 numre på cirka 41 minutter for mig som lytter en af den slags oplevelser, der er lige så effektive som en hjertestarter. Et album, der har rod i det uperfekte. Et album der både vil kradse og kramme, og derfor skal have en brændende varm anbefaling herfra!
