Når musik er mere end musik  

”Der høres og mærkes efter i populære lytteklubber landet rundt”  

Fotograf: Brian Selander

I en tid hvor alting helst skal gå stærkere end stærkt, og hvor nyheder helst skal breakes inden der er reelt er noget at berette om er det glædeligt, at observere, at lytteklubber landet over er i en rivende udvikling.

Ikke mindst på landets biblioteker strømmer folk til for at komme tættere på musikken, og for at høre historierne bag og omkring. Enten fra artisterne selv, eller fra mange gode, og vidende foredragsholdere.

Høje Taastrup Bibliotekerne har længe haft succes med deres jazzlytteklub, og næste arrangement kunne meget vel være et af dem, der trækker nye folk til huse.

Tirsdag den 30. januar 2024 kan man således gratis på Hedehusene Bibliotek, Hovedgaden 516 B, 2640 Hedehusene møde den danske jazzguitarist og komponist Jakob Bro, inden der er filmvisning af MUSIC FOR BLACK PIGIONS, hvor Jakob Bro er den gennemgående figur. Som bandleder har han udgivet 13 albums, og har turneret rundt i det meste af verden.

Jørgen Leth og Andreas Koefoeds film søger ind til musikkens væsen og de kreative processer med Jakob Bro som omdrejningspunkt – sekunderet af nogle af vor tids mest indflydelsesrige jazzmusikere, heriblandt Bill Frisell, Lee Konitz, Palle Mikkelborg og Midori Takada.

Er det overhovedet muligt at sætte ord på musikkens væsen? Den smukke og generøse film handler dybest set om at være til stede i nuet, om at spille og improvisere, om at videreføre arven fra generationer af jazzpionerer.

Filmholdet har fulgt Jakob Bro gennem 14 år og overværet hans musikalske møder med musikere på tværs af generationer og landegrænser. Gennem Bros kompositioner udforsker filmens karakterer musikkens rum og giver poetiske, livsbekræftende og humoristiske svar på i hvert fald nogle af de spørgsmål, der stilles.

Filmen har i år modtaget hele tre Robert nomineringer for henholdsvis bedste dokumentarfilm, bedste klipper: Adam Nielsen, og bedste lyddesign: Peter Albrechtsen

“Det er en søgen efter mening. Hvis jeg må blive så højtflyvende. Er der en mening, og hvis der er, kan jeg forstå den og være med?”. Sådan sætter Palle Mikkelborg ord på sin musiske livsrejse i filmen, der i øvrigt også kan ses via dr.dk.  

Bro åbner Vinterjazz festival med Mikkelborg og Mazur

Jakob Bro, Palle Mikkelborg og Marilyn Mazur har med den enestående liveindspilning “Strands” sat den første fuldkomment danske jazzplade i verden på det internationalt anerkendte ECM Records, og musikken fra det album, der blev udsendt sidste år kan opleves på Vinterjazz festivalens åbningsaften i Brorsons Kirke den 1. februar 2024.

I et spontant og udforskende territorium mødes tre af dansk jazz’ største kapaciteter fra hver sin generation og maler et sfærisk og dybtfølt melodisk øjebliksbillede. Der er luft i musikken, stor frihed og et fælles ønske om at skabe noget, der ikke nødvendigvis kan forklares, men mærkes.

Jakob Bro vender iøvrigt også sammen med trioen tilbage til Taastrup, når de den 22. februar spiller i Taastrup Teater & Musikhus.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.