Lørdag den 11. februar sender DR Dansk Melodi Grand Prix direkte fra Arena Næstved, når danskerne skal stemme om, hvilken sang der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Storbritannien til maj. Lørdagen efter gælder det børnenes MGP.
Hele byen I Næstved står man sammen om byens store begivenheder, og både borgmester Carsten Rasmussen og direktør i Arena Næstved, Jakob Brixvold, glæder sig over for første gang at være værter for de to melodiske fester i februar 2023.
-Hele kommunen trækker i festtøjet, siger borgmester Carsten Rasmussen, og hvis vi selv skal sige det, er Næstved det oplagte valg, for vi har udklækket to grandprix-vindere: Fra Næstved Musikskole sangerinde og skuespiller Flora Ofelia, som vandt børnenes MGP i 2015, og fra Næstved Ungdomsskole trommeslager Ihan Haydar, som har vundet Dansk Melodi Grand Prix i 2012 og sørme også i 2022.
Professionelt samarbejde
Arena Næstved kommer til at være et festligt midtpunkt for alle der holder af Melodi Grand Prix og MGP, og direktør Jakob Brixvold forsikrer, at der bliver fest i gaden.
-Der ligger et par års forarbejde i at få en begivenhed som denne i hus, siger han, og det er skønt at konstatere, at vi som venue nu er i en liga, hvor vi i et professionelt samarbejde med DR skal skabe to fantastiske events for publikum, kunstnere og hele den store produktion et Melodi Grand Prix består af.
Stærk tradition i DR
Dansk Melodi Grand Prix har 60 år på bagen, og ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, Gustav Lützhøft, lægger vægt på at Melodi Grand Prix’et sammensættes af et bredt felt af kunstnere og musik som afspejler den danske kultur- og musikscene lige nu.
-Dansk Melodi Grand Prix samler os på tværs af generationer og smag, siger han. Derfor er det igen i år ambitionen at skabe et show, der bringer danskerne sammen, siger han.
De senere år har Dansk Melodi Grand Prix da også bevist at de nok er kommet for at blive og de har præsenteret ikke bare stærkt nationalt vinderpotentiale fra f.eks. Reddi og Fyr & Flamme, men også en bærende bredde ud i hvad en god langtidsholdbar popmelodi kan indeholde, tjek bare de stadig lytteværdige bidrag fra navne som Juncker, Mike Tramp, Isam B, Emma Nicoline, Maja & De Sarte Sjæle, Morten Fillipsen, Fuld Effekt, og Chief1/Thomas Buttenschøn.
Og at også MGP kan være et skridt på vejen til noget endnu større er førnævnte Flora Ofelia et af tidens smukkeste eksempler på.
De to Grand Prix begivenheder skal nok være med til at understrege at Næstved i disse år i den grad har vokseværk som musikby, hvilket efterårsprogrammet for ikke bare Arena Næstved, men også hos byens andre førende spillesteder Vershuset og Grønnegades Kaserne Kulturcenter i den grad allerede har klare beviser på.