NEIL YOUNG – 75 ÅR

”DEN STÆDIGE OVERLEVER MED SJÆL OG NERVE”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

En canadisk rocklegende i den tungeste vægtklasse målt i betydning som oftest iklædt skovmandsskjorte runder i dag det trekvarte århundrede. Tillykke med de 75 til guitaristen, sangeren, sangskriveren, produceren, filminstruktøren, filantropen og forretningsmanden Neil Percival Young født den 12. november 1945 i Toronto.

Siden årene hos Buffalo Springfield i slut 60’erne, gennem en lang solokarriere, som medlem af superkvartetten Crosby, Stills, Nash & Young og især det djærvt knoklende backingband Crazy Horse har Young forsøgt sig i et utal af genrer; fra blød country og sing/songwriter stil over rockabilly, electronica til fræsende, tung og hårdtpumpet rock med kant og hysteriske guitarudladninger i langstrakte soli, der byder på både momenter af storhed og tomgang.

Neil Young har dog leveret en god portion stedsegrønne klassikere og er i besiddelse af en vedholdende kunstnerisk integritet, ingen kan fratage ham. Den kompromisløse fighter ser ydermere ud til at fortsætte sit virke sandsynligvis en del år frem, skulle helbredet holde til det, og det igen bliver muligt at turnere for Covid-19 pandemien.

Her følger nogle punktvise overflyvninger og nedslagspunkter i Youngs rigt facetterede virke med et imponerende antal stationer, konstellationer og en frygtindgydende produktion af studie-, koncert- og koncertalbums heraf flere samlet i prangende bokssæt. Materiale skorter det ikke just på.

Marts 2020 kunne Crosby, Stills, Nash & Youngs (CSN&Y) første fælles album ‘Déjá vu’ fejre de 50 år. Det har solgt omkring 9-10 millioner enheder, hvilket ikke er lykkedes de fire stjerner at matche sidenhen hverken samlet eller hver for sig.

Sammenlagt er Young kun med på godt halvdelen af skæringerne, men hans balstyrisk gnistrende guitarspil høres tydeligt her og der. Et halvt år senere satte han trumf på i eget navn med ‘After The Gold Rush’.

Som så mange af 60’ernes og 70’ernes markante udspil har eftertiden set med mildere øjne på ‘Déjá vu’, der i dag nyder klassikerstatus, og det er over en bred kam i orden, selv om lp’en ville have stået langt stærkere i bevidstheden, havde Neil Youngs kraftfulde protestsang ‘Ohio’ været at finde blandt numrene.

‘Ohio’, der rangerer højt på listen over Youngs bedste politiske sange, adresserer uden omsvøb begivenheden den 4. maj 1970, hvor fire ubevæbnede studenter fra Kent State Universitetet blev dræbt af Ohio National Guard under en anti-Vietnam demonstration. ‘Ohio’ udkom først som single juni måned samme år.

Godt nok blev tiden med Crosby, Stills & Nash i første omgang kortvarig, hvilket dog ikke forhindrede de tre herrer i at synge kor på ‘Harvest’, Youngs største kommercielle hit til dato.

‘Harvest’ ramte kommercielt midt i dartskiven med evergreens som ‘Old Man‘ og især den uopslidelige ‘Heart of Gold. I det tunge og alvorligere leje findes en af Youngs øvrige signatursange, ‘The Neddle And The Damage Done’, som handler om de kunstnere, der var døde af heroinmisbrug. Senere ramte denne skæbne Danny Whitten, guitarist i Crazy Horse, der gik bort november 1972.

Pladens brede appeal gjorde Young mere populær, end han umiddelbart kunne overskue – den nyvundne stjernestatus bekom ham overhovedet ikke, og i selvbiografien fra 2012 fremgår det, at han følte trang til at skifte markant kurs efter ‘Harvest’ for at distancere sig mest mulig fra dens succes. I

 løbet af 70’erne blev sange om hjerter af guld og nostalgiske tider udsat for langt kraftigere volume, dog uden at de blødere kanter med inspiration fra folk og country helt forsvandt af den grund.

‘Live Rust’ udkom november 1979 blot få måneder efter ‘Rust Never Sleeps’, og der et vist sammenfald af numre de to skelsættende albums imellem. Førstnævnte er optaget under Neil Young & Crazy Horse’ USA turne i 1978, hvorimod sidstnævnte er en blanding af koncert- og studiooptagelser.

Begge står som centrale hovedværker i Youngs digre diskografi, der varierer en del både stil- og kvalitetsmæssigt, men ‘Live Rust’ går rent igennem på alle parametre og dækker repertoiret fra de første udgivelser og frem til ‘Rust Never Sleeps’ med højdepunkter fra ‘Everybody Knows This Is Nowhere’, ‘After The Goldrush’, ‘Harvest’ og ‘Zuma’ – med og uden Crazy Horse.

På ‘Live Rust’ når Young det meste af paletten rundt: Fra hjerteskærende akustiske hymner med nasal stemmeklang og mundharpe til de mest brutale højelektriske udladninger for fuld smadder, hvor Den Skøre Hest vrinsker vildt og virilt, som gjaldt det livet. I rytmegruppen knokler Billy Talbot (bas) og trommeslageren Ralph Molina som besatte samt evner at lægge en tyk bund under helheden, der er nær enestående i rockens historie.

Frank Sampedro leverer sammen med kapelmesteren de sonisk råt rykkende riffs, der får yderligere strømførende næring af Youngs stolt vrængede soli. Hertil føjes kvartettens tætklingende vokalharmonier – et møde mellem skønheden og det utæmmelige udyr.

Neil Young og Crazy Horse slog maj 1969 for første gang deres talenter sammen på ‘Everybody Knows This Is Nowhere’, der kastede klassikere som ‘Cinnamon Girl’ og ‘Down By The River’ af sig. Den 25. oktober 2019 blev syv års pause siden ‘Psychedelic Pill’ (2012) med den Skøre Hest som backing endelig brudt. ‘Colorado’ er det pt senest udgivne studiealbum bærende Youngs signatur, der samtidig markerede 50 året for samarbejdet mellem Young og Crazy Horse. Først et par rockhistoriske mellemregninger:

Nils Lofgren er tilbage som officiel del af Crazy Horse i stedet for Frank ‘Poncho’ Sampedro, der forlod holdet i 2018. Det trækker dog ingenlunde fra på ‘Colorado’. Lofgrens fortid hos Young går tilbage til 1970, hvor han medvirkede på ‘After The Gold Rush’ som guitarist, sanger og pianist. I 70’erne og 80’erne er det blevet til flere optrædener live og i studiet. Nævnes bør ‘Tonight’s The Night’ (1975), der reelt set er en Crazy Horse lp dog krediteret Young solo, og den noget mislykkedes synth- og electronica dominerede ‘Trans’ (1982).

Talbot og Molina har foreløbigt udgjort krumtappen i bandet fra 1969-2019. Begge de herrer rundede de 77 i år, men lægger stadig den fede bund i lydbilledet. ‘Colorado’ er ingen undtagelse fra den formel, der plejer at fungere upåklageligt.

‘Colorado’ er rent musikalsk som veltempereret årgangsvin, der bliver bedre og bedre under lagring. Masser af flerstemmige lækkerier og rå beskidt rock i rillerne på dobbeltalbummet, der reelt set kun er halvandet, da side fire er tom. Ti numre i alt med en samlet spilletid på omkring 50 minutter.

Teksterne er sædvanen tro fyldt med budskaber om at passe godt på Moder Jord, tage klimakrisen alvorligt og ikke lade alt gå til i grådighed og dumhed. Det kan virke lidt old School hippieagtigt i nogens ører, men Young vil stadig noget som kunstner, og ‘Colorado’ er beviset.

Et højt hurra skal herfra lyde til The One And Only Neil Young, en mand af sjældent format gjort af ditto stof.



Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.