Nordirsk musikveteran har slået sig ned i Danmark

”Se VIDEOPREMIERE på ny stærk single, der varmer op til aktuel tour rundt i landet”

Fotograf: PRESSEFOTO

Den herboende nordirske aktivist, sangskriver og musiker Joby Fox slår et solidt slag for sammenholdet, kærligheden og naturens kraft på sin aktuelle single ”Stronger”, som vi i dag har videopremiere på.

”Stronger” er lyden af nutidig folk-pop a la Paul Brady og David Gray. Et umiskendeligt irsk touch, og en følsom, varm og nærværende vokal, viser retningen for en sang, der bestemt er stærkere end gennemsnittet.

Nummeret handler om at erkende livets hårdhed og at vokse med den. Mærke kærligheden og det nære midt i en pandemi, der trækker tænder ud, føle en forbindelse til naturen og jorden og på den måde blive stærkere – sammen.

“When you face the challenges, they ultimately make you stronger, and you learn to dance with them”

– Joby Fox

Videoen er optaget I området omkring Almind Sø. For Joby Fox har nemlig for et par år siden slået sig ned i Lemming ved Silkeborg med sin danske kæreste, og deres søn. Brexit blev for Fox en god anledning til at vælge et EXIT, og vælge en ny vej for ham sig selv og sin familie.  

Da Joby Fox og familien flyttede til Danmark efter et par turbulente år i London, skulle han naturligvis bruge lidt tid på at tilpasse sig sit nye miljø. Han gik derfor alene på opdagelse i det naturskønne område omkring Lemming og Silkeborg. Det var bl.a. her ideen til den aktuelle single “Stronger” blev skabt. Området omkring Almind Sø, og skov, er nemlig et af Joby Fox‘ yndlingssteder, fordi stedet både har hjulpet ham til at opnå indre ro og føle sig hjemme i sit nye land og område.

“I de sidste to år, har jeg brugt meget tid alene her i Danmark, i dette fremmede og nye miljø, væk fra Irland. Jeg var derfor ofte ude i naturen. Verdenen havde lukket sig ned og jeg kunne ikke tage tilbage til mine gamle vaner og komme ud og spille. Til tider føltes det som et fængsel, mens andre tider som komplet frihed,” fortæller Joby Fox.

Hans hyldest til hjembyen er blevet en ægte klassiker

Joby Fox voksede op i hjertet af Belfast, og har fra en meget tidlig alder måtte forholde sig til uroligheder, vold og konflikter. Musikkarrieren startede ligeledes i Belfast med punkbandet Bankrobbers, med hvem han engang blev arresteret for at trykke falske pengesedler med bandets logo på. Joby Fox fortsatte til London med bandet Energy Orchard, som gik nummer 1 på den irske hitliste med nummeret ”Belfast” fra deres debutalbum (1990). Sangen var skrevet af Fox, som en hyldest til hjembyen Belfast, og er den dag i dag stadig en af de eneste sange, der synges af både katolikker og protestanter på de kanter.   

Siden dengang har Joby Fox haft gang i flere musikalske soloprojekter, et par EP-udgivelser, og ikke mindst nogle væsentlige humanitære samarbejdsprojekter. Senest er han gået fuldt ind i flygtningekrisen i Middelhavet, hvor han med sin organisation Refugee Rescue har været med til at redde tusindvis af mennesker fra at drukne.

I 2019 var har på tour som support for Pligten Kalder (Johan Olsen og Torben Steno) og senere har han medvirket i tv-programmet ”Anne og Anders – i Brexitland” på DR.

Nu tager han på tour i eget navn, hvor han kommer vidt omkring – lige fra Aalborg til Roskilde via Ærø og Esbjerg – og det skulle være sikkert og vidst at Joby Fox har masser af anekdoter og sjove røverhistorier i ærmet fra et farverigt liv, der har haft skyggesiderne som følgesvend.

Turen starter i morgen den 11. februar i Århus hos Uncover Music – og dagen efter optræder han på den hyggelige Strib Vinterfestival, som en del af et flot program, med masser af danske og internationale topnavne indenfor folk- og roots musikken.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.