Ny bog med udgangspunkt i “Kulturen i karantæne”

"Musikjournalist og musiker Per Wium har læst - og sætter her ord på oplevelsen"

Fotograf: PRESSEFOTO

“Grundet mit synshandicap valgte jeg frivilligt at isolere mig en tand yderligere for at undgå situationer, der potentielt kunne bringe mit og andres helbred unødigt i fare”.

Ordene er Thomas Vilhelms – og han brugte den selvvalgte isolation til at skrive løs. Han skrev fra start marts til og med maj og resultatet er en kulturel dagbog, der udkommer i dag, 5. november. Titlen er “Kulturen i karantæne” og rummer en lang række artikler. Om musik, film, bøger, mennesker etc. etc.

Vilhelm skriver godt og med begejstring og passion. Han er ikke bange for at bringe sig selv i spil i flere af artiklerne. I en – i det store hele – velfungerende balance mellem at føre læseren ind i oplevelses-sfæren / føre sig selv frem.  

“Kulturen i karantæne” er nok ikke en bog, man læser fra start til slut som en roman. Det er en bog man kan have liggende i lang tid, og så kan man nyde et kapitel eller tre, når man har lyst til en god oplevelse. Læsning om navne, man kender godt, blandes med ditto om ukendte navne. Sådan tror jeg de fleste vil opleve bogen.

OVERSPRING – ELLER FREM MED LUPPEN

Man kan sandelig også være selektiv og vælge frit. Undertegnede sprang behændigt henover afsnittet om Kris Kristofferson, mens jeg læste afsnittet om Jimi Hendrix med lup.
NB – Vilhelm redegør meget fint og læsværdigt om de sidste ni måneder i Hendrix’ liv og karriere.

Apropos Hendrix: Vilhelm er subjektiv i sine beskrivelser, det ligger i kortene når der er tale om essays. I afsnittet om Woodstock skriver Vilhelm at “… Hendrix kæmpede med at få sit nye hold helt på plads, mens folk i tusindvis forlod pladsen mandag morgen..”.

Nope, kære Thomas Vilhelm, Hendrix spillede et forrygende sæt med både power og skønhed. Undervejs flænsede han den amerikanske nationalhymne som et forvarsel om at den amerikanske præsident 50 år efter smadrede USA. Og at publikum forlod pladsen, havde intet med de optrædende at gøre. Det var fordi det var blevet formiddagen efter at festivallen var slut. Men dette kun ment som kollegial drilleri. Sådanne bittesmå “udfald” slører på ingen måde for bogens indlysende kvaliteter. Vilhelm har ordet i sin magt og musikken (m.m.m.) i sit sind og intellekt.

WONDERFUL

Afsnittet om Stevie Wonder viser meget tydeligt hvad Vilhelm kan. Som læser får vi info om hans liv og karriere – men først og fremmest: Vi får lyst til at høre om de udgivelser og sange, Vilhelm skriver om. Det er flot!

Meget levende er også afsnittet om 80-års-fødselaren, Tom Jones. Vilhelm har også her temmelig stærke holdninger til hvilke udgivelser, der er gode, og hvilke der ikke er. Men igen: Det er ikke doserende eller overlæreragtigt. Balancen mellem objektivitet og sub-ditto fungerer simpelt hen.

Masser af god og berigende læsning. Blevet til i isolation i en dybt mærkelig tid.

Thomas Vilhelm: Kulturen i karantæne udkommer i dag den 5. november via Lykkedal Forlag.


Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.