Ny duo kickstarter med VIDEOPREMIERE

”Simon Ask & Bo Riemer går efter totaloplevelsen i nytænkende projekt”

Fotograf: Daniel Buchwald

Simon Ask er til daglig guitarist, sangskriver og producer i Katinka Band, der sommeren igennem gæster diverse store danske festivaler, og f.eks. på lørdag den 10. juli rækker ud efter stjernerne, når de står på scenen på Syd for Solen festivalen i København, samme dag som Iggy Pop og The War on Drugs besøger festivalen.  

Men ved siden af Katinka Band har Simon Ask også eksperimenteret med andre musikalske gøremål, hvilket blandt andet resulterede i en EP i eget navn tilbage i 2018, og som inden længe vil følges op med et soloalbum. I den forbindelse stødte han ind i den velrenommerede kirkeorganist Bo Riemer, og den kontakt har nu afstedkommet et helt nyt projekt ved navn ‘Simon Ask & Bo Riemer’.

Fotograf: Oliver Hoffmeyer

Simon Ask & Bo Riemer nyfortolker kort fortalt kirkemusikken og blander den med egne kompositioner, vilde improvisationer, og moderne klange.

De blander her deres forskellige musikalske verdener til et nyt himmelsk udtryk med en nærværende jordforbindelse. Det traditionelle og moderne mødes, og kirkeorglets mange klangfarver forenes med akustisk og elektrisk guitar samt elektroniske effekter og beats.

Duoen bruger kirkerummet som en unik koncertsal og skaber der en nytænkende helhedsoplevelse, der udover musikken også inddrager stemningsskabende lyd og lys. De sætter bogstavelig talt kirkerummet i spil og i et nyt lys, der giver plads til fordybelse i en verden, hvor det for mange er en åbenbar mangelvare.

Selve koncertoplevelsen og kirkerummet er således projektets omdrejningspunkt.

”I første omgang er selve projektet live, da vi også synes det skal leve i kirkerummet med lys og den fantastiske stemning, der er i et sådan rum.

Men det kan bestemt ikke udelukkes, at vi på et tidspunkt optager en hel koncert og udgiver det. Men det må fremtiden vise.”

– Simon Ask

I marts måned gav de en koncert i Sions Kirke på Østerbro i København, og det er en optagelse derfra, der i dag kickstarter det nye projekt helt officielt. Det i form af videoen til deres helt fortryllende fortolkning af ‘Se nu stiger solen’. Der arbejdes på opfølgende koncerter, men der er i skrivende stund ingen bekræftede aftaler.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.