Ny LIVE udgivelse fra legendarisk dansk prog-rockband

”40-års jubilæumskoncert er udkommet digitalt”

Fotograf: Brian Selander

Når jeg skal se tilbage på dette mildt sagt amputerede koncertår, så er der heldigvis stadig lyspunkter. Året bød som bekendt ikke på en Roskilde Festival – men til gengæld bød det på Roskilde Rock Galla den 1. februar i Gimle i Roskilde.

Her var der tre gode gamle Roskilde baserede band på plakaten – Dieters Lieder, Effy & Eliten og ikke mindst Agathorn, der rent faktisk åbnede Roskilde Festival tilbage i 1983!

Agathorn blev dannet i 1980 af Henrik DallErik Havaleska, Morten Bruun PedersenJan Heidebo, Jan Kargaard Madsen og Lars Jensen – men fungerede siden 1984 blot som en kvartet, med de fire førstnævnte, der kun optrådte sporadisk, indtil de altså igen stod på scenen for at markere deres 40-års jubilæum – denne charmerende vinteraften i Roskilde foran et tætpakket Gimle.


Personligt kendte jeg kun bandet overfladisk, men der skulle ikke mange toner til før jeg vidste, at dette var en oplevelse jeg ikke ville have været foruden. I min omtale her på siden skrev jeg :  

”Og troede man at man skulle høre et band, der var lidt rusten og nervøst i starten, så kunne man tro om igen med det samme – for hold nu op for et udlæg de kom med! Åbningsnummeret fra debutpladen ”Suffragette-set” åbnede også her og var energisk prog-rock af aller fineste karat – og blev fulgt op af de lige så fornemme ”85”. der blev leveret lige så overbevisende og stilsikkert – med god lead-vokal, sikre harmonier og anden stemmer, effektive rytme skift og skønne soloer – og man nåede at tænke ”det bliver forhåbentligt aldrig umoderne “bare” at være god til noget”.

For nok var det lyden af 70’erne og 80’erne Gimle blev fyldt af – og det blev ikke sidste gang at man i aftenens én time lange sæt hørte kompositioner, der lige så vel kunne være komponeret af genre kapaciteter som Saga, Supertramp, Styx eller Mike Oldfield. Det var rent ud sagt høj høj klasse – og numre som ”Good Days”, ”Robots” og det afsluttende næsten 10 minutter lange ”Louise” kan man kun være taknemmelig for at have fået spillet ind på øregang og nethinde. Agathorn fik dokumenteret en tidløs kvalitet i deres materiale – og gav en stor lyst til at dykke nærmere ned i bandets alt for sparsomme albumhistorik”.

Nu kan man så genhøre koncerten – eller for første gang høre hvad man gik glip af dengang i februar. Hele koncerten er nemlig udgivet på diverse streaming tjenester og på video via YouTube. Jeg har genhørt hele herligheden, og jeg står ved hvert af ovenstående ord fra dengang.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.