Ny musikbog oser i ord og billeder af kærlighed til selve musikkens sjæl

”The Stars Are Out Tonight er meget mere end pynt til kaffebordet”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Det er vel mere et værk, end en musikbog det her. I format en tung og stor (A4-format) coffee-table-book. Hele 345 sider – der en anelse irriterende kun delvist er nummeret og savner en indholdsfortegnelse – spækket med 175 musikfotos
i alle afskygninger. Af stjerner på scenen, bag scenen, og i mere intime eller private sammenhænge.

Fotograf Henrik Hildebrandt har været her, der og de fleste vegne i løbet af sine 40 år med kameraet, som tro og skarp følgesvend. Med åbenhed,ærlighed, engagement, venligt sind og en evne til ”small-talk” med høj og lav – og ikke mindst et naturtalent for at præstere i den svære disciplin at tage et godt foto – har Henrik Hildebrandt i den grad et solidt og unikt materiale af fremvise. Hans foto aftvinger både respekt og nysgerrighed – og tænder undervejs lys på mindernes allé. Ved de enkelte fotos er der nemlig – om muligt – henvist til tid og begivenhed. Denne skribent var f.eks. under læsningen pludselig i tankerne tilbage til en harmonisk Crosby, Stills & Nash koncert i Falkoner Salen i 1992, til en kæk James Brown koncert på Midtfyns Festival i 1995, og en regnfuld og rebelsk John Fogerty koncert på Roskilde Festival i 1997.      

Men hvad er så et godt foto? Og hvordan tager man sådan et? Henrik Hildebrandt giver i bogens 1 Del ”Manden bag linsen” – i et langt og ganske interessant interview begået af bogens forfatter Thomas Vilhelm sine egne bud – for en konkret opskrift findes altså stadig ikke – og slet ikke i en branche hvor arbejdsvilkårene hele tiden ændres (forværres).  

Henrik Hildebrandt er en diplomatisk mand – men der bliver sagt nogle ting, som forhåbentligt giver plads til eftertanke eller konstruktiv debat i alle led af den fødekæde, der både indeholder artister, publikum, fotografer, journalister, spillesteder, management, og pladeselskaber.  

Bogen indeholder nogle fotos – som i sin art og karakter helt af sig selv ophøjer sig til det ikoniske. Fotos hvor alt bare er gået op i en højere enhed, og hvor man tænker, at det jo næsten er et kunstværk, der burde hænge og pryde på en væg.  Se f.eks. Phil Lynott (side 46), Frank Zappa (side 50), B.B. King (side 92), Iggy Pop (side 205) og Johnny Cash (side 225).

Den indeholder også nogle fotos – der hverken er skarpe eller ret originale – men her skal man notere sig, at vi ikke har at gøre med en billedbog – og slet ikke en glansbilledbog – men derimod en bog, hvor der i 3 af de 4 dele, er  en tæt sammenhæng mellem tekst- og billedvalg – og en bog, der blandt andet vil vise noget af det uperfekte i det udadtil perfekte liv i stjernelyset.  

Det retfærdiggør de fleste valg – selvom det forbliver en lille gåde hvorfor f.eks. uskarpe fotos af Robert Plant og Queen (endda hentet fra en kollegas billedarkiv) skal tage spalteplads?

Teksterne af Thomas Vilhelm er hentet fra godt 10 års skriverier og opslag på f.eks. Facebook – alle her i redigeret og opdateret form. De afspejler at han er en mand med stor viden og indsigt i rockhistorien, og at den røde tråd i hans skriveri er glød, begejstring og til tider også en markant holdning. Han skriver kort sagt generelt underholdende og med overskud.   

Valget af kunstnere, der portrætteres eller tages med som delelementer i bogens store 2 Del – der under overskriften ”Rockens rødder” – og 10 velvalgte underafsnit – kan altid diskuteres. Men igen skal man huske på at bogen præsenteres som et forsøg på at fange øjebliksbilleder samt magiske eller bare væsentlige momenter i cirka 70 års musikhistorie. Og det lykkedes glimrende.  Thomas Vilhelm kommer ind på de fleste sværvægtere fra musikhistorien lige fra Fats Domino, Chuck Berry, Jerry Lee Lewis via The Beatles, Brian Wilson, The Rolling Stones, The Who og til David Bowie, Eric Clapton, Pink Floyd, Bruce Springsteen, Nick Cave – for bare at nævne nogle få udvalgte. Han overrasker også ved at give velfortjentplads til nogle af de vægtigste ”sidemen”, som f.eks. Mark Ronson, Nils Lofgren og Little Steven.

Til gengæld savner man lidt kvinderne i bogen – Patti Smith og Tina Turner får nogle få ord med på vejen – men det ville havde klædt dette smukke værk, ikke mest at gøre musikhistorien til mænds værk.  Bare kort – men selvstændig omtale af navne som eksempelvis Tracy Chapman, Aretha Franklin, Lucinda Williams, Madonna, Marianne Faithfull eller Joni Mitchell skulle nok have være berettiget.  

Men lad os kalde det en lille skønhedsfejl i en bog, der både er lækker i sin grundform, og har masser af relevant og lettilgængeligt (men aldrig overfladisk) indhold, som man kan gå til og fra uden af være hverken musiknørd eller historiker.

En bog, der utvivlsomt vil pryde som coffee-table-book, men også en bog, det har indhold, som det er værd at vende tilbage til igen og igen, og derfor næppe får lov at samle meget støv på kaffebordet! Der kan roligt noteres ”langtidsholdbar” bagpå andet oplag!

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.