Marc Facchini er en prisbelønnet dansk/italiensk sanger og sangskriver, der med både sensitive folk sange og ruskende rocksange har gjort sig særdeles ’heldigt bemærket’ via fire soloalbum i perioden 2015 – 2020 – senest ”Ind i evigheden”, som vi her på siden kårede til ’årets danske album 2020’ – og tildelte de maksimale seks ’side 33 skiver’ i vores anmeldelse.
I januar og februar 2022 udgav Marc Facchini sine første sange på italiensk; henholdsivs ‘Io & Te’ og ‘Dietro Vetri Oscurati’. Sangene er oversættelser af to af numrene fra omtalte ‘Ind i Evigheden’. Marc Facchini fortæller om arbejdet med de to sange:
“Jeg har længe gerne villet udgive noget på italiensk, men det har føltes ekstra sårbart at synge på det sprog, fordi jeg har et kompliceret forhold til min anden nationalitet.
Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg føler mig enormt hjemme hos min familie i Italien. Da jeg var lille talte jeg sproget flydende, men i løbet af min barndom og ungdom glemte jeg det, og måtte senere kæmpe for at få sproget tilbage.
Det betyder blandt andet, at det kan vække en følelse af mindreværd i mig, når jeg snakker italiensk, fordi jeg ikke føler at jeg er så dygtig som jeg burde være. Fordi det minder mig om, en del af min identitet, som jeg på en eller anden måde har mistet. Mine italienske sange er et forsøg på at komme i kontakt med den identitet og den kultur, og måske et skridt på vejen imod en dag at skrive nogle italiensksprogede sange fra bunden”.
Følelser, kultur og mindreværd er der også masser af når debatten raser omkring dansk og europæisk flygtningepolitik. Marc Facchini har aldrig været bange for at favntage aktuelle problemstillingerne i sine tekster eller for at give noget at sig selv i sine sange.
Derfor føles det ganske naturligt, at det er ham der nu udsender en smuk, rørende og tankevækkende single og video med titlen ”Betaler for at puste”, som en kommentar til den aktuelle flygtningepolitik.
Nummeret er skrevet i ’21 og udgivelsesdatoen er planlagt længe før Putin invaderede Ukraine. Men med sangen sætter Marc Facchini musik til et altdominerende højaktuelt emne; mennesker der flygter fra krig.
”Betaler For At Puste” er et guitardrevet rocknummer, der forsøger at sætte lyd på frustrationen ved at være en del af et europæisk samfund, som ifølge Facchini i årevis har gjort alt hvad det kan gøre, for at holde flygtninge og migranter væk.
“Den tragiske situation vi står i lige nu, har kun har gjort det mere tydeligt, at vi har et strukturelt problem med, hvordan vi behandler flygtninge og asylansøgere fra ikke-europæiske lande. Det er selvfølgelig det helt rigtige at gøre, at tage imod krigsflygtninge fra Ukraine. Men retorikken omkring den nuværende situation, står i skærende kontrast til hvor meget frygt og lede vores presse og vores politikere kunne presse ud af, at der for få år siden var nogle stakkels mennesker i Syrien, som stod i samme situation, som ukrainerne står i nu.
Ukrainerne tager vi imod med åbne arme – syrerne fik lov at sejle deres egen gummibåd, på tværs af Det Ægeiske Hav, blot for at blive puttet i lejre hos os, og måske endda blive sendt tilbage til det rædselsregime, de var flygtet fra. Det tror jeg godt, at vi kan gøre bedre i fremtiden”
– Marc Facchini
Kunsten at skrive politisk
Hos SIDE 33 finder vi det vigtigt og relevant at motivere og opmuntre sangskrivere, som kan og vil udtrykke sig. Folk der i tekst og musik kan sætte ord på egne og andres indtryk fra en verden i åbenlys ubalance. Om man er rød, blå, sort eller hvid bør ikke længere være spørgsmålet. Farverne har fået en anden lyd, nu trænger vi til at lytte til nogle, der kan skabe historiefortællingerne via musikken. For i musikken findes også håbet om at finde ind til fællesskabet og samhørigheden.
Det er Marc Facchini et lysende eksempel på. Det er dog ikke uden omkostninger i en kommerciel og underholdningspræget musikbranche. Marc Facchini kom selv i går ind på problemstillingen på sin Facebook profil, hvor han lagde en længere udtalelse op. Vi bringer her et uddrag:
Det gamle ordsprog siger, at al politisk kunst er dårlig kunst, men at al god kunst er politisk.
Jeg håber at du vil lytte med, og så må vi se, hvilken kategori sangen falder ind under…
I mine danske sange har der altid været et vist politisk indhold, i perioder mere og i perioder mindre. Det har fået min musik ud til lyttere der ellers ikke ville have hørt den, mens det har fået andre til at tage afstand.
Jeg er mange gange blevet rådet til at blive “mindre politisk”, fordi det angiveligt ville være godt for min karriere. Det har jeg ikke haft lyst til at rette mig efter. Jeg vil hellere nå færre mennesker med præcis dét jeg gerne vil udtrykke, end jeg vil nå flere mennesker, med noget der er designet til, at man ikke skal kunne slå sig på det.
(Disclaimer: Jeg siger ikke, at man ikke kan lave kunst, der både har kant og appellerer bredt. Jeg siger, at hvis man har en dyb følelse af, at ens kunst skal være på en bestemt måde, så skal man stole på den følelse.)
Når man som kunstner blander sig i den offentlige debat, plejer der ikke at gå lang tid, før man får at vide, at kunstnere skal blande sig udenom, og holde sig til det de er gode til.
Problemet med den argumentation er, at dét vi kunstnere er gode til, netop er at forholde os til verden. At sanse den, og at omsætte den til ord, lyd, billeder, bevægelser og så videre. Jeg mener ikke, at det er kunstnerne der skal snakke mindre om politik – det er alle jer andre der skal snakke mere om politik!
Det er ikke meningen med vores demokrati, at det kun er nogle få mennesker med en bestemt baggrund eller uddannelse, som skal kunne deltage i den offentlige debat. Vi kan ikke blive ved med at være uengagerede, og stadig synge den samme sang, om at dem inde på Borgen ikke er i kontakt med den virkelige verden. Vi ER den virkelige verden. Lad os tage ansvaret på os.
I disse dage kører der en forfærdelig historie, om en kurdisk kvinde, der med vold er blevet fjernet fra sit et-årige barn, for at blive såkaldt “hjemsendt”. Hun måtte skære sig selv til blods med en flaske i en tyrkisk lufthavn, for at få lov at blive sendt tilbage til sin familie i Danmark. For nogle år siden blev en mand kvalt af de betjente, der skulle eskortere ham ud af landet.
Og nu, imens (de hvide) ukrainere starter i danske skoler og jobs, sender vi unge afghanere tilbage til et land, som vi ovenikøbet selv har været med til at destabilisere igennem en årelang invasion, der får Don Quixote til at ligne Anders Fogh. Eller hvordan var det nu det var?
De seneste uger har, på godt og ondt, gjort det klart, at vi har de nødvendige ressourcer, til at tage os af de mennesker, der har brug for vores hjælp. Rigtig mange mennesker. Det har været smukt at se, hvordan vi hurtigt kunne hjælpe ukrainerne. Bagsiden af medaljen er, at det er blevet tydeligt, hvor dårligt vi behandler alle vores andre flygtninge.
Hykleriet er til at tage og føle på, men i det mindste er der ikke længere nogen der nægter, at vores udlændinge- og asylpolitik er blevet til et spørgsmål om kultur, religion og hudfarve.
Jeg tror heldigvis på, at der er en revolution i gang – også selvom der er nogle af 68’erne, der ikke kan se den. Rigdommen, vejen til det næste store nordiske rige, ligger ved vores fødder. Dens navn er Mangfoldighed. Den bliver båret i guldstol, på skuldrene, i øjnene og på læberne, af en generation der er trætte af at snakke, og klar til at handle. Med omtanke. Med præcision. Med sikkerhed. Med kærlighed.
Sikke en verden, det bliver
Marc Facchini kan efter en længere pause fra LIVE scenerne opleves solo hos TCB Underground i Odense torsdag d. 7. APRIL 2022 KL. 20.00.
