Ny video fra Jens K

”Sport, nazisme og biler er de forunderlige ingredienser i en pop-perle af en sang”

Fotograf: Maria Fremming

Sidste år udgav Jens K sit hidtil bedste og mest helstøbte album “Skarpladte drømme”, i en karriere der siden 2001 ellers mest har foregået i udkanten af skyggesiden. Og dette til trods for at han undervejs har kunne plukke nok anmelderroser til op flere store flotte buketter.

Vi gav albummet 5½ skiver ud af de 6 mulige under overskriften ”Klangfulde kys til både livet og drømmene” – og vil den dag i dag påstå, at det var et af årets tre bedste dansksprogede pop-album i 2019. I anmeldelsen skrev vi blandt andet :     

Dette album bør reelt fremstå som Jens K’s svar på Lars HUG’s ”Kysser himlen farvel” – for så helstøbt et værk er der rent faktisk tale om. I den stærke og smukke – men altså alligevel rustikke og rundhåndede produktion fra multiinstrumentalisten Flemming Borby – høres der da også undervejs genklange af netop Lars HUG og hans tidligere legekammerater Kliche og Hilmer Hassig – og det skal helt bestemt opfattes som et kvalitetsstempel af fineste karat.

Otto numre. Lige over 33 minutter.  Mere eller mindre skal der altså ikke til for at have skabt noget, der er snublende nær at være et nutidigt mesterværk indenfor genren.

Alene titlerne vidner om en pop-poet der har sat hjerne, hjerte, livet, døden og drømmene i spil. Melodisk mest dragende og vanedannende er de tre første numre ”Tintin og Zen”, ”Spejderrøg og skarpladte drømme”, ”Et enkelt blad i vinden” – og senere ”Sport, nazisme og biler”, der næsten lyder som resultatet af et finurligt sidespring imellem ibens og Sonja Hald. Man behøver ikke sige hit med historierne her – de sidder rent faktisk lige i skabet fra første lyt – og de vokser endnu.”

Og netop nummeret ”Sport, nazisme og biler” har nu fået en video, som vi har fået lov at lufte her på siden:

En god anledning til lige at få mulighed for “opdage” eller genopdage Jens K – hvis det nu var smuttet i et tæt musikår 2019.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.