På årets første dag udkom albummet ”For Those About to Pull the Rug” fra danske D. Henry. Det er et debutalbum, der for musiknydere med hang til Select Captain, den ”bløde del” af Tim Christensen og den mindst feststemte del af Gangway kunne være interessant at lægge ører til.

Produceret af Søren Vestergaard (Pernille Rosendahl, Select Captain) er det et atmosfærisk, primært tilbagelænet og forholdsvis enkelt lydbillede, der møder en. Det er tydeligt at teksterne ikke skal gemmes væk i et inferno af lyd. De 10 numre afvikles på godt 32 minutter, og det kan mærkes, at der er noget på spil – og et klart mål om sammenhængskraft. Det lykkedes – og hvis ikke Carsten Holm i sit nye program ”Toner” på P4 lige fanger det fængende radiopotentiale i et vanedannende nummer som ”Dear Christina”, så må det være fordi han endnu ikke er kommet længere end til  albummets åbningsnummer ”Not a Fan of Me”.

I morgen den 04.01.20 er der gratis pladerelease og minikoncert på Bartof Station på Frederiksberg.

I forbindelse med albumudgivelsen (kun digitalt) har han på sin Facebook side delt en stærk personlige refleksion over et album, der er blevet til på baggrund af en følelsesmæssig hård skilsmisse.

Den beretning fortjener i den grad TALETID, for der er stof til både eftertanke og handling!

D. Henry aka Dan Østerby skriver:      

Der er ingen enkel måde at skrive dette personlige post, så nu folder jeg det ud i anledning af album release.

I dag udkommer” For Those About to Pull the Rug”. Der er ingen facader. Jeg kan uden omsvøb sige, at jeg har gravet dybt indvendigt og på alle øvrige konti for at lave albummet. De fleste sange er skrevet og indspillet i løbet af få måneder det forgangne år i kølvandet på den meget svære, påhovedetvendte tid, som det var, da vejene skiltes mellem mine børns mor og jeg i Julen 2018. Symbolsk udkommer albummet nu præcis ét år efter. Min største drøm i livet udover at være sangskriver og far, var at leve som familie. Der er ikke nogen grund til at lægge skjul på, at albummets tematik udspringer af, at det sidste ikke gik. Men jeg vil gerne pointere, at albummet mere er en universel tematisering af det svære og smukke ved det største, vi har, end det er en pladderromantisk tirade over et konkret brud.

Men hvor der lukkes en dør, åbnes nye. Og hvor der er en slutning, var der engang en start. Så jeg skruer lige tiden tilbage. Som ung havde jeg den forestilling om fremtiden, at man som voksen på et tidspunkt ville ”lande”, og at livet så rigtigt kunne begynde i en klart defineret identitet med ukuelig selvtillid og tro på eget værd og evnen til at guide sig selv uden om ulykker. Nu har jeg en voksen mands alder, og har efterhånden indset, at virkeligheden ikke er sådan. Man lander aldrig rigtigt. Man fødes, man flyver, man dør, og måske får man læsebriller undervejs. Tilværelsen er, uanset alder eller måske især pga alder, konstant overraskende og bliver ved med at smide både lort og lagkage i hovedet på én, og desværre ikke altid i et indbyrdes mængdeforhold som er proportionelt med evnen til at håndtere det. Nogle gange falder man bagover. Og de fleste rejser sig styrket igen. Men identitet, selvtillid og selvværd er ikke stationære størrelser eller bestemt af alder, og man tager det med sig ind i forholdet til andre mennesker. Spørgsmålet er dernæst, om det så løftes eller slides i den enkelte relation. Identiteten især.

Som nogen måske kan genkende, kan det være svært at tale pænt til sig selv altid. Det er jeg ikke særligt god til, og jeg kan generelt genkende følelsen af konstant at være søgende efter et eller andet. Være på vej. Ikke være lykkedes endnu. Så presser man citronen. Det kan være stressende og angstprovokerende til tider… Som menneske får man et sæt kort på hånden, man må prøve at forvalte bedst muligt. Alle kan ikke blive til hvad eller hvem, de vil. Jeg tror ikke på ideen om, at alle har lige muligheder. Selvfølgelig kan man arbejde med meget, men man er et godt stykke af vejen, dén man er. I starten af tyverne havde jeg en ung mands stålsatte tro på egne evner og min identitet som sangskriver og musiker i mine bands. Der var da også radioairplay og andre pin points i retning af noget, der kunne ligne vejen til et gennembrud, hvilket i nogle år gjorde det lettere at fastholde både jeg’et og drømmene, der fulgte med. Men mange af drømmene forblev drømme, og i takt med tiden ændrede optimismen sig til realisme, og sidenhen til tider også til pesimisme. Så begynder man at tvivle på sig selv. Enten kæmper man hårdere for at fastholde den, man troede, man var. Eller også giver man slip på det gamle, og skaber en ny i mødet med nye mennesker. Eller en ny kæreste. Men det er risky business, for der var en grund til, at man var, som man var.

Og hvorfor fortælle om det. Fordi det i virkeligheden er albummets tematik og budskab. At kærlighed og identitet er nært forbundet. Hvem var man, inden man fandt sammen, hvem blev man til undervejs, og hvordan modtager man det, ens partner spejler tilbage. Hvis man synes, kærligheden er blevet så svær, at det overvejes, om græsset bliver grønnere af at trække tæppet væk under sine børn, sig selv og/eller den, man lever med, er det måske værd at overveje netop det, inden man giver selve kærligheden skylden, fordi den føles fraværende i en periode. Med tilstrækkeligt klare linjer, hvor ingen føler, de går for meget på kompromis med deres dna, så går det nok. Selvfølgelig løser det ikke alt. Og kun ukrudt blomstrer uden gode valg og viljen til at vande det græs, man står på, inden man spejder efter grønnere andetsteds. Det er inspirerende at tænke på ordet ”elske” som det, det er: et verbum. Noget man gør, og ikke (kun) noget man føler. ”Someone told me love, is not something we feel, it’s something that we do, so dont wait for that feeling, start doing and fuck the feeling” (fra One 2 Pull The Rug). Men igen, nogle gange går det alligevel bare ikke.

Jeg læste på et tidspunkt en artikel om de psykologiske konsekvenser af brud. Artiklen rangerede dem lige under sorgen over nogens død og sygdom. Uden at negligere sidstnævnte på nogen måde, er det ærligt talt en sandhed, jeg kan genkende. Det kan være svært nok i sig selv at give slip på et menneske, man har holdt af, men ”drømmene” er sværere. Det er i dén henseende nok mindre væsentligt, hvem der går, og om bruddet er ”lykkeligt” uden drama og begge parter trives godt hver for sig, hvad der heldigvis er tilfældet for mig og mine børns mor. Skilsmisse med børn involveret er en livsdrøm, der er brast, og det er svært at balancere i uanset hvad. Det kan alle, der har prøvet det, nok bevidne. Man satte ikke børn i verden for at gå glip af halvdelen af deres barndom, og det er ikke sikkert, at græsset på sigt bliver meget grønnere, end det var engang, med tanke på dine-mine-vores-børn og meget andet. Men tilbage hvor jeg indledte, så åbnes nye døre, hvor gamle lukkes. Og på trods af det tabte, er jeg gladere for tilværelsen og mere tilfreds, end jeg har været meget længe. Derudover er jeg heldig (og det mener jeg virkelig) at kende mange fantastiske mennesker tæt på. Kvinder, mænd, familie, venner, kolleger. Og mine børns mor. Men fælles for alle relationer er, at der altid er noget, som kan fungere, og noget der ikke kan fungere. Identiteten i kærligheden. Kærligheden i identiteten.

Med ønsket om, I vil lytte til albummet som en sammenhængende fortælling: Pas på dem og det, I holder af, men pas også på jer selv.”