Nyt band – KÚLU – vil mere end bare rock

”Debut EP fuld af hvilende støj”

Fotograf: PRESSE

KÚLU er et nyt dansk band, der i dag udsender deres debut EP (VINYL/Digitalt via Celebration Records) med fire numre.
 
Bandet er centreret omkring Daniel Buchwald, som sangskriver, guitarist og bassist, og så Asger Techau (tidligere Kashmir) på trommer, Dennis Winterskov på vokal og guitar, og Søren Sunding på guitar.
 
Det er fire numre med det bandet selv kalder ret veldefinerede udtryk. De tager udgangspunkt i postrock og støjrock, men medtager gerne mere poppede elementer, og kalder selv genren ”Quiescent noise”.
 
Det lyder som et ganske udmærket bud, for det er bestemt fire numre, som tydeligvis ikke vil sættes i bås. Det er musik, som er skabt til at gå på opdagelse i – og som der meget gerne må skrues op for.
 
Åbningsnummeret ”Toiling” er i bund og grund et ret klassisk indie rock nummer, der først forløses efter cirka 3 minutter, hvor det så eksploderer med ringlende guitar guirlander, der smukt matcher ind i et stort og bombastisk lydbillede, som heldigvis får lov at folde sig ud over næsten 5.30.
 
Næste nummer ”Lonely Running Man” prøver ihærdigt at løbe sig i mål i en atmosfære af støj-pop, men kommer ikke rigtigt nogle vegne, og mærkes desværre mest af alt som lidt små opvarmningshop på stedet.
 
”Jove” er måske pladens sande og stærkeste bud på begrebet hvilende støj. Også her får nummeret lov at spille flot ud over de 5.30 minutter – og det ikke et sekund for meget – for den brusende melankoli i musikken får skønsomt lejlighed til at virke og vokse indtil klimaks.
 
Det hele slutter med et rent brag af et nummer ”Stranger”, der med dragende og dynamiske trommer – og et fængende omkvæd – og skæve drillesyge stilskift undervejs – i den grad emmer af et rebelsk rocknummer, der fortjener at komme ud i bredformat.
 
Det har alternativt hitpotentiale, og lyder ikke rigtigt som noget andet. Alligevel når man da at skænke både Carpark North, David Bowie, Deerborn og Kashmir en tanke undervejs. Men det er vel mest af alt kvalitetsstempler. Så hvis man kan lide nogle af de kunstnere, så vær da lige så venlig at lukke denne formfuldendte fremmed –  KÚLU – ind i folden.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.