Islandske Kaleo fik deres verdensomspændende gennembrud med deres andet – og første internationale album ”A/B” fra 2016. Ikke mindst singlen ”Way Down We Go” har udviklet sig til lidt af en ny-klassiker – selvom det var nummeret ”No good” som fik en amerikansk Grammy nominering i 2017 i kategorien ” for Best Rock Performance”.
Men ”A/B” var meget mere end de to numre. Det var et regulært kæbestød af et helstøbt album, der siden – med vedholdende kraft – har holdt sig i udbrud. Sprængfyldt med alternativ rock med ulmende bluesfornemmelser, som i den grad virkede dragende og effektfuldt – ikke mindst på grund af den karismatiske sanger JJ Julius Son med den næsten naturstridige rustikke vokal helt i front.
Det opfølgende album er udskudt utallige gange – men nu skulle det være sikkert og vidst at ”Surface Sounds” med mere end et års forsinkelse udkommer den 23. april 2021 (digitalt/CD/LP).
Der er foreløbig udsendt hele fem singler fra albummet – og de lover i den grad godt for det kommende album. Ikke mindst den senest single ”Skinny”. Den er netop udsendt i en LIVE version optaget i forbindelse med det aktuelle vulkanudbrud i hjemlandet. På alle måder storslået!
Hele deres 2021 tour er som følge af COVID-19 situationen udskudt til 2022, hvor der desværre foreløbig ikke er nogle danske eller europæiske koncerter på programmet.
Deres hidtil eneste koncerter i Danmark var i 2017 hvor de gæstede Tinderbox festivalen og spillede et brag af en koncert i Store Vega i København. Her optrådte de med support af Judah & The Lion og Billy Raffoul, og det udviklede sig til en af de aftener, hvor der blev lavet et regulært hattrick af måske historiske dimensioner. Ikke mindst fordi nok cirka halvdelen af Store Vega var fyldt af begejstrede islændinge, der også delte deres entusiasme og begejstring over de nævnte supportnavne, der da også mere end leverede varen – og siden da også har gjort det på efterfølgende anbefalelsesværdige album. Tjek dem ud!