Jeg har indrømmet altid haft en svaghed for engelske Joe Jackson, en åbenmundet, kompromisløs musiker og sangskriver, der ikke er for fastholdere, der kun ønskes at blive strøget med håret. Jackson gør sig i mange forskellige genrer kombinationer og lagde stærkt fra land i karrierens startfase med Look Sharp! (1979), I’m the Man (1979), Beat Crazy (1980) og Joe Jackson’s Jumpin’ Jive (1981), der pendler mellem post punk, new wave, ska, swing og iørefaldende pop.
Den konservatorieuddannede, belæste og skarpmælede Jackson er en glimrende pianist, keyboardspiller, arrangør og saxofonist, hvilket ligeledes kommer stærkt til udtryk på det femte studiealbum Night and Day udgivet juni 1982. Pladen er blottet for guitar og bæres igennem af Graham Mabys potente og spændstige basspil plus Larry Tolfrees trommer og Sue Hadjopoulos arsenal af congas, bongos, timbales og øvrige slagtøjsinstrumenter, der betjenes med stort musikalsk overskud.
Hertil skal føjes Joe Jacksons tangent driblerier og vokal sjældent hørt bedre. Han er fremme i 80’er fodtøjet med et farverigt mix af verdensmusik, latinrytmer, synth pop, et strejf new wave og stort anlagte ballader. Tjek Another World med enormt drive i salsa pianofigurerne, der leder direkte over i det eksotisk klingende Chinatown, en hyldest til den berømmede bydel i New York. Night and Day titlen spiller på Cole Porters sang af samme navn og hans mange tidløse klassikere og lyriske tongue in cheek univers.
T.V Age besynger det bugnende udbud af kanaler med masser af tomme kalorier og fjernbetjeneren klar til brug, hvilket virker altmodisch i vor tid med flow tv på vej ud. Target tager igen en runde med salsamusikken, og det svinger som bare fanden i nummeret om New York metropolens evigt rastløse puls og døgnåbent over alt. Target leder direkte ind i pladens hårdtpumpede electro pop hit Steppin Out, der er en hyldest til at mærke verden med fest, farver og fart i vejbanerne. Steppin Out røg i top ti i England og USA og blev voldspillet det år.
Breaking Us In Two tager temperaturen på parforholdets svøbe og kærlighedens smerte tilføjet et diskret cha-cha-cha beat og demonstrerer Jacksons tæft for holdbare melodier. Cancer dvæler ved emner som forbud, sundhedshysteri og medieskabt angst for alt og alting, forteelser vi stadig må forholde os til. Cancer holdes oppe af et smittende percussion groove og Jacksons evner som solist ved klaveret. Hans jazzfarvede funky solo har det virkelig i sig og et af albummets højdepunkter.
Den pompøst anlagte ballade særligt i b-stykket, Real Men, og dens vers om kønskamp, mænds udfordrede maskulinitet, hang til krig og destruktion, hints til datidens bøssemiljøer i USA og kvinders mere veludviklede evner for et nuanceret følelsesliv har intet mistet i aktualitet og ville udsendt i dag nok vække samme opsigt som i 1982. Real Men er overlegent velproduceret og veludført – Jackson kender sine virkemidler ud i mindste detalje.
Alt dette kan gentages i forhold til den majestætisk opbyggede A Slow Song, der går fra det tyst lavmælte til vokalt klimaks i omkvædet, der stemmemæssigt trækker tænder. Men Jackson tager stikket hjem i karrierens stærkeste sangpræstation med sin indtrængende bøn om at få lov til at nyde en flot ballade i selskab med sin elskede, uden alverdens DJs alene skal bestemme udbuddet af musik.
Joe Jackson spillede to tredjedele af Night and Day under sin koncert ved den 12. Rockpalast nat april 1983 og gav en rygradsrislende flot udgave af A Slow Song og afsluttede sin afdeling med et forrygende Motown medley før ekstranummeret. Han markerede på den måde, at verdensmusikalske strømninger, soul og elementer af jazz ville komme til at dominere en stor del af årtiets rock- og poplyd.
Et hip hurra til Joe Jacksons Night and Day, der jævnligt er blevet fundet frem af gemmerne her på matriklen i tidernes løb, hvilket jeg sikkert bliver ved med til næste runde jubilæum i 2032, skulle det stadig times mig at Steppin’ Out in Another World frem for Cancer. Vi kan vel alle have brug for A Slow Song i ny og næ.
Joe Jackson har 1982 siden være ganske aktiv på udgivelsesfronten, og udgav i sidste årti tre album – The Duke, Fast Forward og senest Fool fra 2019.
Han er aktuelt på US tour.
