På opdagelse i slaraffenlandet AmericanaFest – Del 1

”Når en musikelsker lander i Nashville - så tror man ikke sine ører”

Fotograf: Anders Johansson

Hvert år i september – i år var det i dagene 10.-15.09.19 – afholdes en af de største branchefestivaler for country, americana og roots musik – AmericanaFest. Nysgerrige folk fra hele verden valfarter til for at opsnuse “the next big thing” – og i håb og forventning om at få nogle af de helt store oplevelser på små steder. Herhjemme er det velkendt, at en festival som Tønder Festival i de senere år i høj grad har haft antennerne ude i forhold til hvad der rører sig på festivalen.  

Side 33 var ikke tilstede på årets festival, men det var musikelskeren Gry Bondebjerg, der også på instagram kan følges via grymusic – hvor hun, som en hyldest til selve musikken deler og dokumenterer mange af hendes fantastiske oplevelser med musik rundt omkring.

Heldigvis var Gry frisk på at dele sine oplevelser med Side 33 og vores læsere, så vi aftalte at hun skulle sende os lidt ord om nogle af hendes mange minderige stunder i Nashville. På redaktionen sidder vi nu lidt åndeløse tilbage, og prøver at holde en musikhjertelig misundelse tilbage. For sikke da en tur – der nu er sat ord på! I Nashville mødtes hun med flere af de gode folk fra Rootsy Live Falkenberg – og artiklerne vil udover Gry’s egne fotos være tilføjet fotos fra Rootsy’s fotograf Anders Johansson derfra. Læs her hendes indledende ord – og glæd Jer til at vi i ugens løb bringer yderligere tre dele i serien vi har valgt at kalde – ”På opdagelse i slaraffenlandet AmericanaFest”

Gry beretter –

Jeg er musikelsker og har i mange år haft en drøm om at komme til AmericanaFest i Nashville.

Det viste det sig at være en magisk og mindblowing musikalsk oplevelse. Her har jeg skriblet lidt ned om alle de bands og solister, jeg nåede at høre på de 6 dage festivalen varede.

Hvordan er denne by endt med at være så helt gennemsyret af musik, selvfølgelig mest af genrerne, country, folk, bluegrass, Honky Tonk……. eller Americana som mange samler det hele under? Det blev jeg meget klogere på efter to uger i byen.

Jeg var taget afsted for at deltage i den legendariske AmericanaFest. En festival der hylder Americanaen og dens mange lag.  Festivalen har eksisteret siden 2000, så I år var det den tyvende af slagsen.

Festivalen er samtidig en konference for musikere og branchen, hvor de kan mødes og networke, lære om musikhistorie, rettigheder for sangskrivere og alt muligt andet. Fans er inviteret med til disse arrangementer, hvis man køber en særlig konference billet, som giver adgang til en masse foredrag og særlige events og showcases, som den almindelige billet ikke giver adgang til. En almindelig festival billet er billig og giver adgang til ret meget af det og ikke mindst musikken.

Men når man er lidt af en musiknørd og er kommet på SPOT festivalen i årevis, som har lidt samme koncept, så blev det selvfølgelig en konference billet jeg måtte ha!

Festivalen præsenterer både legender, og ikke mindst mange som er legender her, men som ingen i Danmark aner hvem er. Festivalen præsenterer dog endnu flere upcoming kunstnere og kunstnere, som ikke er mainstream eller storsælgende. Det er egentlig her du kan få nogle af de vildeste oplevelser. På programmet er også hyldestkoncerter, hvor der hyldes en musikby, en sangskriver, en begivenhed, en epoke osv. Disse koncerter er helt magiske, for der spiller alle musikerne sammen på kryds og tværs i løbet af en aften.

Du kan også oplever at pladeselskaber, studier og radiostationer åbner dørene og holder koncerter.

Alle disse koncerter og events afholdes alle i en ånd af at musik er det vigtigste i livet, så jeg følte mig utroligt hjemme blandt alle disse fremmede mennesker. Kærligheden til musikken er stor herovre og man mærker meget tydeligt at den binder folk sammen

…………. fortsættes

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.