Dette er anden del af de spændende musikhjertelige skriblerier vi på baggrund af hendes oplevelser i sidste måned på AmericanaFest 2019 i Nashville, har modtaget fra Gry Bondebjerg.
Hvordan planlægger man så sit program når der er 6 dage med musik fra formiddag til sen aften, på 65 forskellige venues, fordelt over hele byen, med 370 bands/solister, fordelt over 60 koncerter hver dag. Jeg havde hjemmefra lyttet nææææsten alle bands af. De laver en app med program og listen over kunstnerne er med link til musikken. Meget brugbar!
Første dag var magisk. Jeg havde lagt benhårdt program og var klar. Jeg startede dog ud med et par øl på det der hurtigt var blevet min yndlingsbar (efter kun tre dage i Nashville), nemlig Doc Hollidays på en sidegade til Broadway. Her sidder der singer-songwriters af ret høj kvalitet og spiller hver dag hele dagen. Det kan anbefales og er ikke så festagtigt som nede på Broadway hvor det oftest er hele bands der spiller.
Derefter gik turen videre til en showcase på The Cannary Ballroom. Jeg havde været så heldig, at min konference billet gav
adgang til en særlig Spotify showcase med Sheryl Crow, hvor hun skulle spille numre fra sit nye albu ’Threads’. Albummet består af duetter med store solister, blandt andet Jason Isbell, Chris Stapleton og Bonnie Raitt, så forventningerne var tårnhøje til gæsterne på scenen. Først introducerede hun Jade Bird, som er en meget hypet ny kvindelig sangskriver fra England, nu bosiddende i Nashville. I kan tjekke hende ud, da hun spiller i Lille Vega d.25.2.2020.
Derefter spillede Sheryl selv et par numre fra pladen, men det var tydeligt at der manglede duet makkerne. Men SÅ skete der noget. Bonnie Raitt kom på scenen og med sin vanlige ro, sang de sig igennem ’Tell me when its over’ En virkelig god sang fra ’Threads’. Sheryl proklamerede at det ville blive hendes sidste plade og det må vi jo så se om holder.
Det var virkelig en god start på festivalen og kastede en del stjerneglitter udover mine forventninger. Jeg fortsatte herefter ud til Basement East, som ligger udenfor city i East Nashville. Her foregik en af disse hyldest koncerter med overskriften: “Better Together: That Memphis Groove and Grind” . En række musikere var samlet for at fejre Memphis og dets musiske produktion og de musikere der bor der og har skrevet sange der. Det var en aften med én lang række af højdepunkter.
Kvaliteten var tårnhøj (det kommer I til at høre mig sige mange gange ) og det var imponerende at se den professionalisme hvormed de skiftede ud i rækkerne ved hvert nummer uden forsinkelse og uden at miste flow i koncerten.
Denne aften var de musikalske højdepunkter for mig Nikki Bluhm med sin soulede country, Dee White, med moderne country lyd, Sarah Potenza, soul med en bidsk Aretha sound og Will Hoge, country rock med en følsom og moden stemme.
Nikki Bluhm og Dee White er jeg sikker på bliver store og Dee White leverede det mest originale Country jeg har
hørt længe. Jeg tror ikke han bliver populær hos det danske publikum, men hold op en crooner og country vibe han kunne præstere. Samtidigt med hans virkelig gode tekster.
Herovre er teksterne ligeså vigtige som musikken. Sangskriverne er guder og man er stolt af at have fået skrevet en sang af en god sangskriver og at spille andres gode sange. Det er noget der adskiller sig væsentligt fra Danmark, hvor man helst ikke siger det højt, hvis man ikke selv har skrevet sin musik.Herovre er man stolt af hele den amerikanske sangskriver
tradition og de ’store’ sange kender folk og ved hvem der har skrevet dem også selvom de synges af en anden kunstner.
