På opdagelse i slaraffenlandet AmericanaFest – Del 3

”Dag 2 og 3 på AmericaFest”

Fotograf: Anders Johansson

Musikhjertelige skriblerier modtaget fra Gry Bondebjerg.

Så kom den store dag hvor jeg skulle deltage i American Honors And Awards show. Det er en prisuddeling hvor The Americana Association uddeler priser præcis som Grammys, bare indenfor Americana musikken.

Og igen var det fordi jeg havde konferencebilletten at jeg også kunne købe billet til dette show. DET var ALLE pengene værd. For det første foregik showet i The Ryman Auditorium, det legendariske spillested, som oprindeligt var en kirke og tidligere hjemsted for The Gran Ole Opry, hvor stjerner som Johnny Cash, Tammy Wynette og Waylon Jennings har optrådt.

Privatfoto

Stedet emmer af tradition og når musikerne omtaler dette sted er det altid med en næsten religiøs feeling. Hvis man har spillet her, så er man nået langt.

I løbet af aftenen optrådte Lori Mckenna, Brandi Carlisle, Amanda Shires, Mavis Staples, Bonnie Raitt, John Prine, The War & Treaty, Yola og mange flere. Det var en aften med cremen af Americana og de gamle og unge blev hyldet sammen.

Elvis Costello modtog æresprisen og spillede tre sange og pludselig forstod jeg hvor bredt Americana genren kan strække sig, bare man har en god historie at fortælle.

Privatfoto

Jeg sluttede aftenen af i mit ’Hood’ East Nashville, med en mindre koncert, men på ingen måde ringere. En skøn soulfunky og lidt jazzet koncert. Adam Wakefield og hans band. Jeg overraskes stadig over niveauet og den generøsitet der gives musikerne imellem. Musikken kommer altid først. Alle giver plads til hinanden. På det andet nummer er det guitaristen der synger og en ven præsenteres og kommer op og spiller mundharpe, og kan også lige synge kor. Det er nu anden dag jeg hører det her cover – ”Ain’t no love”…. smukt og så har Whitesnake jo også gjort det legendarisk. Det er åbenbart en klassiker på disse kanter. Nu var det jo jeg burde have lært, at i Nashville skal man altid vide hvem der har skrevet nummeret og nævne det. So here it goes. ”Ain’t No Love” er oprindeligt et R&B nummer, skrevet af Michael Price og Dan Walsh og indspillet første gang i 1974 af Bobby Bland. Sådan!

Dagen efter lagde jeg ud med endnu et særligt arrangement på min konferencebillet. En ’house concert’ arrangeret af et mindre pladeselskab: det fo4regik i et hus i East Nashville. Stuen var ryddet og der var Bloody Marys til morgenmad. They know how to start a day !

Privatfoto

Jeg kom for at høre Sarah Siskind, Mark Erelli og Kirby Brown. Især Kirby Brown skal man holde øje med. Han skriver virkelig gode sange og er moderne countryfolk med en stærk vokal.

Derefter var det videre til et event jeg havde store forventninger til. Så turen gik fra de smukke sange til det vildeste ride. Koncerten foregik midt i Little Harpeth Brewery, som ejes af Dan Auerbach (Black Keys).  Han har et pladeselskab i Nashville (Easy Eye Sound) og hvis man ser hvem han signer, så har han rigtig god smag. Jeg kom for at høre Marcus King Band. De spillede i sommer på Tinderbox, men lur mig om nogen satte pris på det. Han er en 23 -årig guitarist fra South Carolina og det høres i hans twangede bluesy vokal og guitarspil. Og hvilket guitarspil. Han er eminent og legende og er fuldstændig sammensmeltet med den. Bandet er ikke nyt men startede i 2013, men det virker som om de først nu er kommet ud i verden med deres musik. Jeg håber at se dem i Danmark snart.

Derefter spillede Dee White og jeg er nu forever fan. Herefter gik Yola på siden, vinder af prisen ’årets nye sangskriver’ ved American Honors and Awards sang sig også smukt igennem de 35 graders hede uden aircon, men med masser af koldt øl.

Derefter gk turen til spillestedet 3rd and Lindsley for at høre Emily Scott Robinson, fra North Carolina. jeg havde efterhånden lært, at det er meget vigtigt hvor man kommer fra herovre. Alle bands præsenterer deres medlemmer med navn og by/stat. Det er fascinerende. Tænk hvis man i Danmark blev præsenteret som, Gry Bondebjerg fra Amager og omegn på vokal. Men herovre er det cool og giver vingesus. Det giver en fornemmelse af at man har sin historie med sig. Og til slut måtte jeg se The King (Marcus) igen. Jeg tog udenfor centrum til Millenial Park, hvor der var et gratis arrangement, som del af festivalen. Her var folk samlet i stort set totalt mørke i en park, kun oplyst af lyset fra en lille scene. Marcus var magisk på den guitar og har så meget soul af en 23- årig at være. Og også han præsenterede sit band inkl. stat/by for hver enkelt

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.