På opdagelse i slaraffenlandet AmericanaFest – Del 4

"De musikalske nyforelskelser stod i kø"

Fotograf: Anders Johansson

Vi er nået til den sidste del af vores serie om dagene til AmericanaFest 2019 i Nashville i September. Selv for en – syntes vi da ellers selv – ”hardcore-vi-følger-da-med-i-alt-redaktion” er vi blevet taget med bukserne nede og åbne polypper. For det godt nok imponerende hvad, der blev lagt ører til på de seks dage i Nashville – og hvor stor talentmassen er. Det bliver konkurrencen, jo så heller ikke mindre af ! Tror nok vi skal se at få hørt op på nogle af de navne, som var gået vores lille redaktion helt forbi. God læselyst med de sidste …………     

Musikhjertelige skriblerier modtaget fra Gry Bondebjerg – a true musiclover!

Day 4

Tog ud i Sound Stage Studios, et af de utallige studier der fylder gaderne i Nashville. Her så jeg optagelsen af et radioprogram, med en vært som åbenbart er kendt i Australien og Nashville for altid at dække festivalen. Sjov intim oplevelse, som man igen kun kan få med hvis man har ’the conference ticket’. Her oplevede jeg en Real storyteller, Steve Poltz. Han er kendt i Nashville som ’the man that never growes old’ Wow, Han gav kys og “Hello Nice to meet you lady” bagefter. Svært ikke at elske den amerikanske kærlige stil.  Har tjekket ham ud og hans sange er skæve iagttagelser af levet liv og de små ting man hver dag kan skabe gode historier ud af.

Herefter var det hurtigt tilbage Downtown for at se en “legende” herovre (har jeg nu fundet ud af), Jim Lauderdale. Slet ikke den slags country jeg hører mest, vist det man kalder California country. Han var super underholdende og man kan mærke, “he has been around”. Jeg tror jeg endte med at se ham spille til otte koncerter, i alle mulige konstellationer. Han er åbenbart så meget legende, at han også deltager i serien Nashville. Hvis nogen ser den slags .

Jim Lauderdale

The Maes blev dagens sidste koncert i dagslys. Dem faldt jeg pladask for, da jeg fandt dem på playlisten med AmericanaFest 2019. De er et ungt australsk band bestående af tre kvinder. Et par albums bag sig og forhåbentligt mange flere i fremtiden. Smukke harmonier, gode tekster og hver især gode deres instrumenter, guitar, banjo og cello.

Der er flere australiere på festivalprogrammet, blandt andet også Tami Nielson, som har været på Tønder festivalen flere gange og senest spillet i amager bio og senere på aftenen skulle jeg blive overrasket over at en af de største indenfor countrygenren pludselig dukkede op som gæst til en koncert! På vej mod de næste koncerter, var lyset i Nashville smukt og vinden kølede lidt efter 5 dage med 35 gr.

Aftenens sidste koncert havde jeg glædet mig til, siden jeg første gang så Foy Vance på Tønder Festival i 2017. Han stod dengang med sin guitar og en trommeslager på nogle kæmpe tønder i baggrunden. Meget smukt og ja, også temmelig religiøst for sådan en dansk ateist som mig .

Foy Vance

Aftenen endte som en fuldstændig utrolig ”once in a lifetime” oplevelse. Foy er irer og har en messende soulet og kraftfuld stemme, der går lige i hjertekulen. Han har turneret med Ed Sheeran og Elton John, men har aldrig slået rigtig igennem. Hvilket er meget mystisk. Har spiller både klaver og guitar til denne koncert og hans all-girls band, der til lejligheden indeholder Bonnie Bishop på kor.

Hørte hende lige inden Foy og hun er virkelig værd at tjekke ud. Soulet, men med folket lyd og en god stemme. Og da hun spiller i dk i denne måned, kan du måske nå at fange hende.

Nå men altså, tilbage til koncerten med Foy. For hvem melder pludselig sin ankomst Keith Urban. Keith har indspillet Foys sang ”Burden”, i en meget meget smukt version og som om det ikke kunne blive smukkere, så har de også indspillet den som duet.  Og hvilken melodifornemmelse den mand har. Elsker hans guitarlyd. Tårerne fik frit løb, præcis sådan skal en koncert være! I aften bar de begge min byrde og var mit guiding light hele vejen hjem.

Lyt også til Foys ’Guiding Light’, så fordrives alle dine bekymringer og man tror på noget større, som i hvert fald er kærlighed, selv for en dansk ateist som mig.  

Day 5

Jeg var på femte dagen ret træt af at fræse rundt på løbehjul eller med Uber og Lyft til de mange venues. Så jeg besluttede mig for at bruge hele dagen på et event på toppen at The Westin, det officielle festivalhotel, hvor alle konference talks afholdes og de fleste branchefolk bor.

Festen/koncerten foregik på roof toppen med en scene bygget ovenpå den udendørs pool, ret cool venue og virkelig god stemning.

Her var der et overflødighedshorn af kunstnere præsenteret i samarbejde med Transoceanic Records og Atomic Music Group, vist nok pladeselskaber. Og her var mange højdepunkter. Gretchen Peters, som jeg har fulgt siden hun lavede den magiske plade ”Blackbirds”, med det helt suveræne titelnummer med samme titel, er altid nærværende, politisk og hendes sange er fyldt med stærke budskaber om skæbner i det amerikanske samfund.

Så fulgte blandt andet, Strung like a horse, Caleb Caudle og Scott Mulvahill. Men Nicki Bluhm leverede igen den stærkeste koncert. Helt suveræn med hendes hæse soulede stemme og samtidigt folkede sange. Hende så jeg gerne til København eller Tønder.  

Caleb Caudle

Jeg mødte undervejs en Canadisk country musiker, Patsy Thompson, som sørgede for at få mig ind til Willie Nelson koncert i Jackson ugen efter, men det er en helt andet historie. Så vi fortsatte sammen til The Cannary Ballroom. Virkelig et dejligt koncertsted. Her så jeg en kunstner, der blæste mig bagover, så jeg ikke engang fik filmet hende (måske også grundet en lang dags fest i solen). Hun tog helt r….. på mig og jeg lyttede bare med åben mund, Sierra Ferrell, hold øje med hende, hun er så hemmelig, at hun ikke findes på Spotify.

Til sidst måtte jeg forlade mine nye bekendtskaber, da endnu en koncert med Dee White ventede på 3rd and Lindsley. Og han skuffede heller ikke anden gang. Nu i mørke og mere dyster, lækkert. Han har udgivet én plade og er udråbt af Rolling Stones som en kunstner man skal holde øje med. Så jeg opfyldte bare mine pligter.

Efter den koncert var jeg helt færdig, men VILLE se Lori Mckenna, som er min absolut yndlings sangskriver for tiden. Hun har skrevet sange for masser af kunstnere, men har lavet nogle gedigne albums. HUSK at tjekke hende ud.

Der skete så det uheldige, at jeg for vild midt i den mørke Nashville nat og selvom google maps er fint, så var det ikke fint at ramme et meget mørkt og tomt område helt alene pige. Så jeg var fornuftig og vendte om. Derfor lyt til min bøn alle bokere i dk. BOOK hende NU!

Day 6

Jeg var efterhånden ved at være godt brugt og satsede mine sidste Uber penge på at køre til Madison lidt udenfor Nashville til et Backyard Party sponsoreret af Yeti og Wrangler i et privat hjem tilhørende en musikfotograf. Her var vaaaarmt og ingen skygge og aircon, så det var bare med at hælde øl og vand ned i stride strømme og nyde musikken som var cremen af Americana. Bedst var Brian Wright, Sarah Shook, Katie Pruitt, Dylan LeBlanc, som lige har spillet i lille vega og som jeg ser som den nye Neil Young/Bob Dylan med sin helt unikke twangede stemme og hans maleriske og vilde sange med masser af guitarstøj (ja ja, selvfølgelig ikke ligeså ikonisk). Til sidst, da solen var gået ned og folk havde samlet sig om scenen, gik mine all-time yndlinge på – The Lone Bellow! Jeg har set dem utallige gange på Tønder og flere gange i Vega. Deres harmonier og samspil, både musikalsk og menneskeligt har jeg ikke set hos andre. De er nærmest vokset sammen til én organisme. Deres sange er folk pop af høj klasse. De fortalte de var ved at lægge sidste hånd på en ny plade – YAY! Og rygtet siger at de rammer Danmark snart. Det skal I ikke snyde jer selv for.

Sarah Shook

SÅ måtte jeg i seng og jeg takker Nashville for en magisk AmericanaFest. Det bliver ikke sidste gang jeg tager turen til musikbyen der nu har gennemsyret hele min DNA. Ja, faktisk har jeg allerede tænkt jeg er med næste år igen !

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.