På torsdag bliver det ”Ægte jul” for alle Falch & Falch fan

"Side 33 på ’WALK AND TALK’ med Mathilde Falch - gav både breaking news, ny viden og gode råd"

Fotograf: Maria Fremming

Det støvregner udenfor, vejret er bare gråt i gråt og jævnt kedeligt. Det er som om denne dag aldrig rigtigt lader lyset skinne igennem. Men det får Mathilde Falch lavet om på, da hun med det største smil og med meget hurtige skridt finder hen til vores bord i Jægerhytten ved Birkerød, der er beliggende i en skov ved kanten af Sjælsø.

Inden tjeneren overhovedet når at serverer for os, er vores samtale i fuld gang. En dialog der går i alle mulige sjove og interessante retninger. Mathilde Falch er en kvinde der næsten sidder stille på en stol, mens hun taler. Hun fortæller så dragende at jeg bliver aldeles opslugt at hendes historie. Mathilde er et fantastisk og positivt menneske med begge ben på jorden. “Dog er de ben aldrig helt i ro”. Hendes livsglæde smitter af i hele restauranten og jeg lægger mærke til de andre gæster lytter diskret med i vores samtale. Når samtalen kommer ind på børn og familie, så er det som om hendes aura lyser alt op i rummet, øjnene gnister af livsglæde og man fornemmer en brandvarm kærlighed, fra en stærk kvinde, der selv har taget den lange vej fra livets mørkeste kælder, op ad de stejleste trapper. Helt uden elevator, til lige præcis den etage hvor hun ønsker at være til stede i livet. 

Mathilde Falch kan hvad hun vil og det der interesserer hende fuldfører hun. Det der ikke har hendes interesse, får ingen opmærksomhed, og sådan har det været siden skolen, hvor der blev brugt  tid i timerne uden for døren, hvis undervisningen ikke var interessant nok. Ud over at være musiker har Mathilde også en uddannelse som zoneterapuet. Hun er ligeledes ambassadør for SIND (Landsforeningen for psykisk sundhed), MOT (Styrker unges robusthed og livsmestring) og Refluks Foreningen (en gråzone sygdom). Udover det, er hun bestyrelsesmedlem i “De vildeste Fugle et socialt initiativ” (Hjælp til børnefamilier med alkoholrelateret dysfunktion). Det er alle foreninger som virkelig gør en forskel for mange mennesker og som Mathilde Falch er meget glad for at være en del af.  

Hvad der ellers blev snakket om i Jægerhyttet kan du læse i vores interview nedenfor – der iøvrigt indeholder en regulær BREAKING NEWS.

“Walk and Talk” konceptet er en artikelserie her på Side 33, hvor vi lader musikken vandre og musikeren tale. Som en tradition overdrager vi et stykke dansk musik i fysisk format med enten en artist, der tidligere har optrådt i serien, eller en artist som vi mener fortjener en endnu bredere formidling – også internt i musikmiljøet.

Mathilde Falch får derfor overdraget en signeret LP fra rockgruppen Falderebet, og jeg får en Mathilde Falch signeret CD med retur som en valgmuligheden til den næste musiker i rækken. Selvom Mathilde er stor tilhænger af genbrug, så falder en spritny rockplade med danske tekster i god jord.

SIDE 33 – Du er den 29. oktober ude med en ny single “Solen Brænder” – der følger op på singlen “Mellem mig og gud”. Er der et nyt album på vej – og hvornår?

Mathilde Falch (MF) – Ja. – Mit band og jeg er i gang i studiet med mit 5. studiealbum. Jeg har skrevet sangene og er i gang med at spare de sidste penge op til at færdiggøre albummet. Jeg håber på at udsende albummet i marts/april 2021. Jeg har endnu ikke fundet den rette navn til albummet, det og layoutet kommer tit på plads i sidste etape af færdiggørelsen. Jeg har fundet inspirationen til dette album i livet omkring mig. Både i min nære omgangskreds, i mit eget liv og som iagttager af andre i livet der lige optager mig. 

SIDE 33 – Mange musikere har svært ved at få spillejob i disse tider – hvad gør du for at holde “gryden i kog” ?

MF – “Jeg er meget opsøgende på nye muligheder. Jeg er heldig at have opbygget et godt forhold til spillesteder og private arrangører igennem årene og i sådan en tid er jeg ekstra taknemmelig for det. Jeg bruger meget tid på at kontakte alle små spillesteder og caféer med henblik på koncerter og så har jeg opfordret mine følgere til at blive koncertarrangører, det har resulteret i mange specielle aftaler i kalenderen. – F.eks. skal jeg lave en koncert d. 28 november på Møn i min søsters yogacenter Hèlt. Det er beliggende i et kæmpe råt lokale på den Gamle sukkerfabrik i Stege. Vi står selv for det hele. Alt fra billetsalg til at stille stole op og sælge drikkevarer, vi har altid elsket at lave projekter sammen og nu fører vi et mere til samlingen.”


SIDE 33 – Hvad føler du, at tage kan tage med dig fra dette mærkværdige og meget anderledes år 2020? 

MF – Jeg er endnu engang blevet bekræftet i hvor vigtig musikken, koncerterne, og fællesskabet med mit band er, samt at se og gense mit publikum,  alt det er vigtigt  for at jeg kan føle en glæde ved musikken.

SIDE 33 – Musikbranchen er kendt som en hård og på mange måder ret egocentrisk branche. Du har selv taget initiativer – bl.a. omkring nogle Streaming festivaler  her i COVID-19 perioden. Arrangementer der rakte ud, og inkludererede mange andre kunstnere. Hvad fik dig til det – og hvad fik du personligt selv ud af det?

MF – “Jeg vil rigtig gerne være en del af en branche , der er inkluderende og støttende. Det er vi heldigvis rigtig mange der ønsker. For mig er det naturligt at sætte projekter i gang og det er altid fedt at “gi’ den op for andre”. Jeg er overbevist om at fordi f.eks Signe Svendsen eller Kajsa Vala, skriver gode sange,  så gør det ikke mine sange dårligere – og der er altid plads til gode sange og gode musikere. Så den hårde konkurrence mentalitet er helt unødvendig.

SIDE 33 – I forlængelse af ovenstående spørgsmål, føler du så at musikbranchen som helhed er blevet mere splittet eller mere samlet i en tid hvor det måske kan være helt naturligt, at at man hver især koncentrerer sig om sig og sit? 

MF – “På mange måder har jeg følt en større samhørighed, fordi vi alle er “på den” og har brug for at stå sammen og sparre med hinanden. Jeg har talt rigtigt meget med mine kollegaer også dem som jeg ikke kendte personligt i forvejen. Vi har talt sammen i denne kaotiske tid, mere end nogensinde før. Det har været naturligt at række ud til hinanden, rase ud sammen, græde ud sammen og så brainstorme idéer og være iværksættere som de fleste af os jo er. 

Der er desværre heller ikke tvivl om at vi alle mere end nogensinde kæmper for de få koncerter der er og for at komme med på programmet de næste år. Men det tror jeg er vendt til en vrede og stress over COVID19 – og ikke på hinanden.”  


SIDE 33 – Har du ellers kunne lægge nogle konkrete planer for 2021 – og kan du indvie os i nogle af dem?

MF – “Jeg skal på tour med bandet i foråret. Så udgiver vi en ny plade i marts/april, og så skal der skal traditionen tro holdes en  fed releasefest.  Jeg håber stadig på at det bliver muligt med spillejobs til festivaler samt udendørs koncerter til sommer.

Jeg skal ligeledes ud og spille Rolling Stones koncerter i januar og oktober 2021. “It’s Only Rock’N’Roll but we like it” Tour. Det bliver sjovt at prøve at spille så store sange. Sangen “Wild Horses” er den eneste jeg har fået valgt til repertoiret indtil videre. Med på denne tour er også Jimmy Jørgensen, Tracii Guns (fra L.A. Guns og en af originalmedlemmerne fra Guns N’ Roses), Bjørn Fjæstad (forsangeren fra gruppen Ball), Bobo Moreno, og Adam Winberg, der er trommeslager i mit band.”


SIDE 33 – Man siger at man skal lære hele livet – hvad lærte du af at være på din første og meget succesfulde tur med din far Michael Falch? 

MF – “Jeg lærte at vi er meget forskellige i vores måde at arbejde på, at forberede os på og at være på scenen på, og at det var vigtigt at vi lærte at acceptere hinandens forskelligheder. De ting der i starten irriterede mig lidt, lærte jeg virkelig at holde af og sætte pris på. Det smittede i den grad også af på vores personlige forhold.  Vi har opbygget en stor gensidig respekt for hinanden og  lært af vores forskelligheder. Min far sendte mig setlister, flere måneder før vi skulle afsted, da det var en ting som min far gerne vil have styr på. Når jeg er afsted på tour med mit band så er setlisten en af de ting der meget tit bliver lavet  i sidste øjeblik. Jeg tror at min far så det som om jeg ikke havde styr på det, men tværtimod, det er præcis det jeg har. Det er bare min måde at gøre tingene på. Bare for at nævne en af vores forskelligheder som vi løb ind i på vores optakt til touren. Selvom vi har et tæt far og datter forhold både privat og når vi er på tour så er der stadig hemmeligheder vi hver især holder for os selv. “


SIDE 33 – Der vel næppe plads i Michaels 2021 kalender med solo job og Malurt – men tænker du at det på et tidspunkt kunne komme på tale med en ny tour med Jer to – og kunne der måske ligefrem være håb om et fælles album eller anden form for fælles sangskriver projekt fra Jer?   

MF –Vi har ikke nogen konkrete planer, men vi har begge lyst til at tage på tour sammen igen. Jeg tror ikke at vi kommer til at lave en plade sammen foreløbigt. Det tror jeg vi begge er meget glade for vores egne projekter, samarbejdspartnere og måder at skrive på.

Jeg kan afsløre til jer som de første, at vi lige har skrevet en julesang sammen som udkommer den 26. november.  Titlen på vores jule single er “Ægte Jul”. Det var en intens proces at skrive sammen, fordi vi begge har vores egen måde at skrive på og vores egen idé om hvad der er vigtigt i en sang, no goes osv. Men jeg synes der er kommet en god sang ud af det. Vi skal ligeledes optræde med den i TV 2 Juleshow.

Hertil kan det iøvrigt indskydes, at Mathilde da under vores snak også kom ind på at hun får hele familien til middag juleaften, og skal i den den forbindelse  selv lave maden og hun har betroet mig at hun elsker at lave mad, så mon ikke der bliver “Ægte jul” hos familien Falch i år?.  

SIDE 33 – Du virker udadtil altid så smittende glad, og er også meget aktiv i forskellige roller som enten ambassadør for eller initiativtager til diverse støtteprojekter. Samtidig har du din egen lille familie, og du kører selv din egen musikkarriere via dit pladeselskab Just for the Records. Mange vil sikkert godt have opskriften – hvor finder du den enorme mængde af positiv energi – og hvordan tager du ‘frisk luft’ ind engang imellem? 

MF – “Først og fremmest, tak. Jeg har ild i røven, det har jeg altid haft, den ild forsøger jeg at bruge konstruktivt. Jeg kan nå meget på kort tid. Jeg bliver drænet indeni hvis de ting jeg laver ikke giver mening for mig, så jeg har forsøgt at fylde mit liv op med opgaver og oplevelser, der giver mening for mig. Det kan godt være pissekedelige ting der giver mening. Udefra set har jeg måske mange forskellige kasketter på (jeg er også uddannet zoneterapeut og Børne Sundhedsvejleder og elsker at forsøge at hjælpe børn til trivsel. Så nogle gange kan der godt lige komme et barn til behandling inden lydprøven når vi er på tour, men for mig er alle delene bare mig og ingen af delene er finere eller mere værd, og de er afhængige af hinanden hvis det giver mening. For at gøre det rigtig stort, så tror jeg at det er i relationerne og i det vi giver videre til andre, at vi finder mening med at være til i livet.

Min lille familie er selvfølgelig det allervigtigste for mig. Min mand og jeg har faktisk gået hjemme med min søn det meste af hans 3-årige liv og har skræddersyet vores arbejdsliv på en måde der fungerer rigtig godt for os. Nu er han begyndt i børnehave og det frigiver lige pludselig en masse tid og energi til at iværksætte en masse nye projekter. “


SIDE 33 – Du har en utrolig god og tæt kontakt til en din loyale fanskare. Hvad betyder det for dig i forhold til dine valg og dit virke? 

MF – Min karriere er opbygget sammen med mine følgere. Vi har “spillet den op” sammen. Så de betyder utrolig meget for mig. Jeg elsker tanken om at det på nærmest græsrods-maner, er muligt at skabe en bæredygtig karriere uden om branchefolk mm. Der er folk, der har fulgt med mig/os i 11 år – deres livshistorier kender jeg som om de var mine pårørende. Bandet og jeg følger  vore fans op og nedture, på samme måde som de mærker og følger  vores. Det er et særligt bånd, som giver så meget mening for os.

SIDE 33 – Du har ofte optrådt med Signe Svendsen i duo format. Hvad er det der bare spiller når I er sammen – og hvornår kan vi forvente at se Jer igen? 

MF – “Signe er en fantastisk dygtig og modig sangskriver. Hendes stemme og ord rører mig altid. Så er hun samtidig et af de sødeste, klogeste og sjoveste mennesker jeg kender, så det var meget let at sige ja, da hun første gang i 2015 spurgte om jeg ville med på en lille tour. Det har vi så gjort hvert år siden. Grundet lorte-virussen kommer vi ikke afsted i år, men vi har planer om at tage ud sammen igen i efteråret/vinteren 2021″. 

SIDE 33 – Du er efterhånden en etableret artist med en del album bag dig. Er der for dig stadig større drømme forbundet med det at være musiker – og i givet fald hvilke? 

MF – “Min drøm er at fortsætte med at turnere og udgive mine sange indtil jeg bliver meget gammel. Jeg har faktisk aldrig haft drømmen om verdensherredømmet, men om at fylde de mellemstore spillesteder hver aften, hvilket også er en vild drøm når man kender branchen. Skulle jeg ønske og drømme om at lave musik med andre, ville  den australske fødte rocksanger Nick Cave eller  svenske Nina Persson fra gruppen The Cardigans være nogle af mine helt store ønsker. Indenlandsk er både Kasper Eistrup fra Kashmir og Kira Skov på min ønskeliste over kunstnere jeg meget gerne ville samarbejde med

SIDE 33 – Mange musikere opgiver måske netop drømmene i disse tider – pga. at det for de fleste er umuligt at tjene til et levebrød på baggrund af deres musikalske håndværk. Har du nogle råd du kan dele til alle dem, der lige nu måske er ved at kaste håndklædet?   

MF – “Jeg er overbevist om at sangskrivere og kunstnere ikke kan lade være med at producere, fordi det er i vores DNA og det holder os i live. Men i denne krisetid må vi nok alle sætte vores tålmodighed på prøve. Mange må vente med at udgive og vente med at få koncerter i kalenderen. Jeg tror på at man godt kan tjene penge på anden vis ved siden af musikken og stadig lave god musik. Eller studere ved siden af musikken. Det har de fleste gjort de første år af deres karriere, eller sideløbende med deres karriere.

Der kan være meget inspiration at hente, selv i kedelige jobs. Jeg arbejdede f.eks på et tidspunkt på en genbrugsstation, der samlede inspiration (særligt igennem irritation og vrede:)) og penge ind til mit 2. album.” 


Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.