På ”Varmestuen” spiller det for dem, der tør sætte ord på!

”Nyt album fra Rasmus Johansen fra Fly skaber tro og hjertero, og hylder evnen til at bygge bro”

Fotograf: PRESSEFOTO

Med seks udgivelser under kunstnernavnet Telestjernen, to udgivelser med musikerkollektivet Keminova Cowboys, udgivelse af tre børneplader og nu med to udgivelser som Rasmus Johansen fra Fly er det både en erfaren, favnende, farverig og søgende kunster, som nu udsender albummet ”På Varmestuen” digitalt den 25. februar.

Rasmus Johansen fra Fly har i tæt samspil med brugerne af Kirkens Korshærs Varmestue i Holstebro begået et album, der høres og mærkes, som en hjertevarm fortælling om livet – på godt og ondt – og med alle dets mange bud på facetter, faldgruber, fristelser og fællesskaber.

12 mangfoldige, stærke og hjertevarme sange tager dig som lytter med ind i varmestuen og bekræfter næstekærligt at alle mennesker er unikke og værdifulde, selvom det måske ikke altid spiller efter den gængse brugsforvirring.

Titelnummeret, der landede som single den 11. februar, står på skuldrene af Kirkens Korshærs vision om at udføre socialt arbejde i Danmark, hvilket de har gjort siden 1912, og hvor udgangspunktet er omsorg, nærvær og respekt.

Sangen er en absolut nærings- og læringsrig protest mod nedgøring! Konkret handler sangen om et “jeg”, der søger den basale hjælp i form af hjertero, samvær, et måltid mad og et bad.

JEG HAR TAGET TUREN OP AF TRAPPEN FØR,

FOR JEG VED HVAD HJERTERO KA´ GØRE

HER BLIR KRAMMET, DRUKKET KAFFE, RØGET SMØGERE, SPIDSET ØRE …

OG TAGET CHANCER NOK FOR ALLE DEM DER TØR!

– fra “På Varmestuen”

”Om det er vigtigere at lave debatterende sange om ulve, landbrug og køddage end at spille en go’ gang glad undergrundspop, syrerock eller købmands-country ska’ jeg ikke gøre mig til herre over, men en ting er sikkert: Det har været vældig meningsfyldt at tage turen op af trappen og træde ind af døren i Kirkens Korshærs varmestue… ”

”Albummet består af 12 numre, hvor jeg er bagmand på 7 af disse, mens de øvrige enten er udført eller skrevet af varmestue-brugere ved Kirkens Korshær. Hvad angår de 7 numre jeg er bagmand på, så bygger de på inspiration fra samtaler med brugere; samt iagttagelser og betragtninger, der tager afsæt i livet på og omkring en varmestue. Således kunne man skrive, som man så ofte læser i aviser og blade:

’Disse 7 sange udelukkende er udtryk for sangskriverens holdninger!’

Men når det så er sagt, så er det Korshærs- og arresthuspræst, Anette Ejsing og afdelingsleder Esben Esmarch, der har inviteret mig ind og skabt de frie rammer for dette mangfoldige og underfundige projekt, som vi alle håber at I vil tage vel imod. Det er i Kirkens Korshærs ånd at holde alle brugere anonyme; derfor vil I heller ikke se billeder af brugerne i forbindelse med markedsføringen af denne plade.”

– Rasmus Johansen fra Fly
Pressefoto – Esben Esmarch, Anette Ejsing, Rasmus Johansen

Musikalsk er albummet ganske genkendeligt, hvis du i forvejen har været så heldig at begive dig ind i det altid originale og spændende sanger/sangskriverunivers som Rasmus Johansen har været aktiv aktør i siden debutalbummet fra Telestjernen i 2009. Har du ikke det kan det anbefales hvis du ellers holder af relaterbare artister som Allan Olsen, Sonja Hald, og Annika Aakjær.

Rasmus Johansen fra Fly har udover at have skrevet tekst og musik også selv produceret albummet og står selv for vokal, guitar, banjo, tangenter, bas på alle numre på nær de 5 numre (1, 4, 7, 9 og 10), hvor det er brugerne fra varmestuen, der optræder med ham som wingman. Søren Bigum bidrager på sav eller havneguitar på 5 numre ((2, 3, 5, 11 og 12) , og så ellers gæstes enkelte numre af gode folk som Kasper “Lefty” Vegeberg: Twang-guitar (2), Joakim Okkels: Accordion (3), Michael Hornhaver Mortensen: Mandolin (3), Jens Mikkel: Kontrabas (5), Andreas Tophøj: Violin (11), Rune Barslund: Accordion (11).

Fællesskaber er udgangspunktet for albummet. Et omdrejningspunkt for Rasmus Johansen i hans daglige virke som både musiker, skolelærer og indehaver af Flyfabrikken i landsbyen Fly, som arbejder på at fremme kulturen i Danmarks små samfund, er fællesskaber. Og derfor var han aldrig i tvivl om at fortælle om livet fra en varmestue, da chancen bød sig. Og med det spritnye album ønsker varmestuen og Rasmus Johansen mest af alt at male ‘et håb med lyd’.

Efter at have haft albummet i varm rotation en uges tid her på redaktionen, må jeg sige at missionen er lykkedes – det har tændt ‘et håb med lyd’. For efter en tur “På varmestuen” er det ærlig talt lidt sværere at tro på at det stadig er en kold tid vi liver i.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.