Palace Winter overrasker med meditativ instrumental EP

”Seks velkendte numre er fortolket tilbage til udgangspunktet”

Fotograf: PRESSEFOTO

Det dansk/australske band Palace Winter har allerede via en EP og tre album – senest ”Keep dreaming, Buddy” fra sidste år, slået fast med syvtommersøm, at de kan sammensætte sange, der hver især lyder af helt små symfoniske værker. Stemningsfulde og iørefaldende, og med masser af luftige lag i en kulisse, der oftest er i bredformat.  

Bandet består af multiinstrumentalist Caspar Hesselager samt sanger og musiker Carl Coleman, og de er snart klar til at tage på deres første internationale turne i 3 år. Hele 16 koncerter giver de i perioden fra 16.09, hvor de starter på det skønne spillested Harders I Svendborg – og siden lægger vejen forbi Vega, Gimle i Roskilde, Rader i Århus og Studenterhuset i først Ålborg og siden i Odense, inden turen går videre til Tyskland, Holland, og England – hvor turen slutter den 27. november i Leeds.

Men inden da tager Palace Winter sine fans med tilbage til der hvor sangene starter i form af EP’en ”6 songs (solo piano), der udkommer digitalt den 27. august. Her kan du høre seks af bandets tidligere kompositioner skåret ind til benene i nye instrumentale klaver-udgave – blot indspillet af Caspar Hesselager alene på piano.  

“Lige så meget som jeg elsker processen af producere og opbygge hele lyduniverser, så er der noget tilfredsstillende og givende ved at spille sangens “kerne” på bare et instrument. Mange af vores sange opstår, når Carl og jeg sidder og spiller guitar og klaver i samme rum, så det er altid en stor fornøjelse at gå tilbage og genopdage sange i deres oprindelig udgangspunkt.” fortæller Caspar Hesselager.

Indspilninger skete for et par måneder siden over en nat, og havde fuld fokus på melodi og harmoni, og en så intim lyd som muligt. Første smagsprøve – nummeret “Soft Machine” – er netop i dag udkommet på diverse streaming tjenester. Og trænger du til bare at nyde før du sikkert igen skal yde – ja, så er det bare at læne dig tilbage og drømme dig væk i den godt 4 minutters intime stund, som “Soft machine” udspiller sig i.

De fem andre numre der er at se frem I nyfortolkede udgaver er ”Kenopsia”, ”Birth”, ”The Deeper End”, ”Acting Like Lovers “ og ”Lava Moving over the Land”. Albummet udkommer via TAMBOURHINOCEROS

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.