En af de mest talentfulde, betydende og stilskabende spillemænd overhovedet i rock- og popmusikkens historie fylder 80 år samme måned, som The Beatles albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band kunne fejre 55-årsdag.
Selve 50-årsdagen blev i 2017 markeret med et nyt stereomix af George Martins søn, Giles Martin, der understreger, hvor kreativ, kompetent og ovenud musikalsk en bassist, Paul McCartney vitterligt er.
Lidt research omkring Sgt. Pepper jubilæet blotlagde, som en del vidste i forvejen, at billedet af John Lennon som den evigt progressive Beatle og Paul McCartney, som den harmløse og pussenussede bidragsyder er decideret fejlagtigt og uretfærdigt grænsende til det latterlige.
Den pæne Paul vs. den sande ‘rocker’
McCartney har indrømmet vist sin pæne og letvægteragtige side hos Beatles, senere Wings og som soloartist, der i de værste stunder grænser til det banale, men under arbejdet med Revolver (1966) og især Sgt. Pepper var han den, der opsøgte nye strømninger indenfor avantgarde, kunst, musik, film og mode og færdedes i disse miljøer i The Swinging London, mens Lennon gik derhjemme for at passe børn. Desuden demonstrerer McCartney jævnligt, at han såvel vokalt, som musisk er en sand rocker med en misundelsesværdig energi, når det stikker ham. Det gør det heldigvis tit, og sådan vil McCartney blive ved til sine dages ende, tyder en del på. Han har just afsluttet sin Got Back turné i USA, der løb af stablen april-juni måned med en repertoireliste domineret af sange fra Beatles kataloget.
Inspirationskilderne
Det kræver digre værker at yde en mand af Paul McCartneys kaliber fuld retfærdighed, men her må der nøjes med punktvise nedslag i en nærmest uoverskuelig stofmængde tilføjet egne subjektive synsninger. James Paul McCartney er født den 18. juni 1942 i Liverpool. Han blev præget af jazzmusikken, hans far spillede, og den rock´n´roll man kunne høre i radioen og købe på plade i løbet af 50´erne og starten af 60´erne. Disse påvirkninger tog McCartney med sig hos The Beatles plus melodisk inspiration fra de popnumre og evergreens, han også holdt af at lytte til. Det er And I Love Her, Yesterday, Eleanor Rigby, Blackbird, Michelle, Here There and Everywhere, The Fool on The Hill, Hey Jude og The Long and Winding Road fine eksempler på. Der kunne nævnes mange andre.
Vingerne kunne bære efter Beatles
7. april 1970 udkom Paul McCartneys debutalbum McCartney tre uger før Beatles albummet Let It Be og midt i en tid med opbrud og konflikter i Beatles lejren. Til trods for datidens kritiske anmeldelser og Beatles fans negative reaktioner på McCartneys offentliggjorte exit fra gruppen, klarede pladen sig flot på hitlisterne og i konkurrencen med Let It Be. Sammen med sin kone Linda, trommeslageren Denny Seiwell og guitaristen Denny Laine dannede McCartney dernæst Wings, der kom pauvert fra start med Wild Life (1971). Bedre gik det i 1973, hvor det blev til to albums, Red Rose Speedway og Band On The Run.
Sidstnævnte er spækket med glimrende sange og noget af det bedste, McCartney har indspillet udenfor Beatles. Titelsangen, Jet, Bluebird og Let Me Roll It – her kørte det i højeste kreative gear. Samme år begik McCartney med Live and Let Die sågar en af de bedste temasange nogensinde til en James Bond film. De følgende Wings plader hen mod opløsningen i 1979 er desværre for ujævne befolket af halvkedelige numre under standard, selv om singlen Mull of Kintyre (1977) nærmest solgte som sand i Sahara. Dog viste det tredobbelte livealbum Wings over America (1976), at bandet forstod at levere varen i en koncertsituation.
Egne veje
Som på McCartney valgte ex beatlen i 1980 at indspille det hele selv på næste solo album, det new wave, synth-pop og electronica dominerede McCartney II. Det mente en del kritiske ryster, han hellere skullet have ladet være med. Langt bedre fat fik Paul McCartney med Tug of War, hvor det vrimler med dygtige studiemusikere samt kendte kolleger heriblandt Ringo Starr, Stevie Wonder, George Martin og Carl Perkins. Wonder duetten Ebony and Ivory endte som et af 1982-årets største slagere fra et ganske gedigent popalbum. Flowers In The Dirt (1989) udkom op til McCartneys første store verdensturne siden Wings i 1975-76. På Flowers In The Dirt er fire af numrene skrevet i samarbejde med Elvis Costello, hvoraf My Brave Face hittede markant.
Flaming Pie (1997) er et yderst habilt udspil, og i 1999 viste McCartney med Run Devil Run, at hans rock og rul hjerte stadig slår bakket op af notabiliteter som David Gilmour, Ian Paice og Mick Green. Pladen består overvejende af kendte og enkelte obskure numre fra 50´erne oprindeligt lanceret af Elvis Presley, Chuck Berry, Carl Perkins og Gene Vincent. Der er god energi at hente i Driving Rain (2001) med nye folk ind over, hvoraf de to sidenhen har udgjort grundstammen i hans altid upåklageligt spillende tourband: Abe Laboriel Jr. (trommer) og Rusty Anderson (guitar og bas). Dette gælder ligeledes for bassisten Brian Ray, der gav en hånd med på Memory Almost Full, en skønsom blanding af McCartneys både bløde og hårdere side.
Stadig gode sange tilbage i posen
At der stadig er masser af gode sange tilbage i posen på højde med Beatles, når McCartney virkelig rammer den klokkerent, kan man overbevise sig om ved at nærlytte Egypt Station (2018) og McCartney III (2020). Førstnævnte er mere en bandplade, hvor Laboriel, Ray og Anderson viser, de er lige så skrappe i studiet som under de lange turneer med chefen i front. Fraset hjælp på et enkelt nummer klarer Paul McCartney resten på McCartney III og slipper langt bedre fra det end på romertal I og II.
Hans evner som multiinstrumentalist klæder McCartney III med tjek på det oprindelige sangskriverhåndværk, der for længst har cementeret hans legendestatus, og med gehør for, hvad der rør sig i nuet uden at lefle unødigt for tidsånden.
McCartneys Covid-19 lockdown plade fører sig fornemt frem med pop pletskud, soul-farvede sange og rå riffrock. Den umådeligt arbejdsomme ’Macca’ har desuden skrevet klassisk partiturmusik med hjælp fra nodekyndige personer, hvilket er dokumenteret på albums som Paul McCartney´s Liverpool Oratorio (1991), Standing Stone (1997) og Ocean´s Kingdom (2011). Ydermere er det blevet til tre udgivelser under navnet The Fireman i samarbejde med produceren Youth. Af dem kan Electric Arguments (2008) anbefales.
Tilbageblik
Paul McCartney kan ses i et hav af dokumentarfilm og programmer altid veloplagt, vittig og veltalende. I 2021 demonstrerer han sin legesyge og eksperimenterende side med og uden The Beatles i miniserien McCartney 3,2,1, hvor han, ledsaget af værten og produceren Rick Rubin, bid for bid går i detaljer med en række sange og fortæller om processen bag deres tilblivelse. Serien er et fascinerende og underholdende indblik i, hvordan stor lydkunst skabes, enhver musikentusiast bør unde sig selv at gå ombord i.
Peter Jacksons knap otte timer lange dokumentar i tre afsnit om indspilningen af Let It Be januar 1969, Get Back, har været imødeset med stor spænding af Beatles fans overalt i verden. Get Back giver et noget andet billede af arbejdet med Beatles sidst udgivne album end Michael Lindsay Hoggs Let It Be film fra 1970. Jackson havde adgang til samtlige lyd- og billedoptagelser, der lå til grund for Lindsay Hoggs udlægning af begivenhederne samt den berømte koncert på taget af Apple bygningen. Paul McCartney tog styringen fra dag et og prøvede ihærdigt at motivere de øvrige i bandet i håb om at få noget brugbart i kassen. Til trods for momentvise sure miner, afslører Get Back også mange positive stunder og klip, hvor McCartney viser sin kærlighed og respekt i forhold til John Lennon.
En menneskelig og sine steder rørende dokumentar, der kulminerer med tagkoncerten i sin helhed i fantastisk remastered kvalitet. Den viser, hvor organisk et band, The Beatles var, når de fik ro og lov til bare at give los, før de beklageligvis blev afbrudt af emsige bobbies i uniform. Paul McCartneys melodiske besnærende basgange og Ringo Starrs præcise og driftssikre trommespil – hvilken rytmesektion. Fuldstændig forbilledligt, og et lærebogseksempel i hvordan den slags skal gøres.
Hurra til en af de få
Et kæmpe, nej giga, tillykke til the one and only Sir James Paul McCartney, der heldigvis har beredt os flere sublime stunder end banale smuttere, selv om disse også hører med i den samlede fortælling. Paul McCartney har ofte været klar i mælet omkring sine holdninger og mærkesager og talt dunder til fordel for dyrs rettigheder, vegansk levemåde, bedre musikuddannelser og imod sæljagt, landminer og fattigdom. En mand af et helt ubeskriveligt format, vi kun oplever yderst få af i vores levetid.
