Peter H. Olsen har som sanger, musiker, komponist, sangskriver, poet og forfatter efterhånden fået sat ganske forskellige aftryk siden han omkring 1981 i hjembyen Vejle, for første gang gjorde offentligt opmærksom på sig selv. Dengang som en del af postpunkbandet Sort-Hvide Landskaber. Siden foldede musiker karrieren sig ud via mindeværdige og langtidsholdbare album med Greene og ikke mindst Olesen-Olesen (sammen med broderen Henrik Olesen) og senest med trioen De efterladte, der i 2021 udsendte deres femte album ”Skrevet i sand”.
Sideløbende har Peter H. Olesen udsendt en række digtsamlinger, der ligesom hans tekster til sin musik generelt har været drevet af en dyb fascination af det danske sprog. Han er er blevet kaldt en oprejst mørkemand, der med nysgerrighed lader ordene få ordet med både liv, list og tvist. Primært ladet med melankoli og sørgmodighed, men dog også med lyset, humoren og positiviteten, som momentvise uventede gæster.
Nu udgiver han for første gang et album i eget navn. Albummet ‘Blues & salmer’ udkommer i slutningen af marts, og er indspillet med et sandt stjernehold af kreative kræfter – nemlig de tre solister i eget navn Mads Mouritz, Mellemblond, og Nils Bo Davidsen.
Video, release-koncert og album som LP
I dag er så udsendt den første digitale single fra albummet. ‘Nattens sang’, der har tekst af Peter H. Olesen og musik af Mads Mouritz. Et nummer, der med garanti for mange loyale Peter H. Olesen følgere vil sætter forventningerne omkring og til det kommende album i vejret.
Peter og hans tre medmusikanter tager i forbindelse med udgivelsen af albummet på en mindre turné, hvor de udover sangene fra albummet også vil spille fortolkninger af udvalgte sange fra Olesens efterhånden omfattende bagkatalog.
Foreløbig er det offentliggjort at kvartetten holder releasekoncert den 30. marts i Musikcaféen, Huset, København K, og derudover er der foreløbig planlagt koncert med kvartetten den 13. maj hos Frederiksberg Country Club.
Peter H. Olesen har netop afsluttet en crowdfunding kampagne for at sikre det økonomiske grundlag for en udgivelse af albummet på vinyl. Kampagnen gik sikkert hjem, og der kan derfor ses frem til et LP oplag på 300 stk. af ”Blues og salmer”.