Vi kender dem. Én er måske selv en af dem!?. Vi elsker af fremhæve de litterære luksus linjer og kompositoriske underværker fra artister som Olesen-Olesen, Nikolaj Nørlund, Lars H.U.G., Jens Unmack og Mouritz/Hørslev. Se. Hør. Det ER cremén, DET er eliten. Det er det varme brød, og her at musik og poesi hæves – og begejstringen måske endda flyder over.
Men der er andre, der rent faktisk også har brugt den rette mængde gær i dejen, og stille og roligt vokser sig op imod elite niveau. Siden 2001 har sangeren og sangskriveren Jens K udgivet fire album, som i en perfekt verden havde givet mere opmærksomhed. Men han har også gemt sig lidt. Til tider måske ligefrem meget. For meget. Og hans sange og hans album – har trods tilløb – heller ikke helt ramt det niveau, som der skal til for at blive lukket helt ind i ”eliten”.
Men NU skal det være. Jens K skal og vil ud af skyggesiden, selvom det er der han måske trives bedst – og hvor hans ord og musik skabes bedst. Han er både melankoli, livsglæde, sorg og kærlighed – båret af skarpladte drømme.
Side 33 har hans album “Skarpladte drømme” til lyt med henblik på anmeldelse. Og uden at afsløre for meget. Det begejstrer. Sammen med producer Flemming Borby har de skabt et album, der indrammer fortid og nutid – og som bør skaffe Jens K en fremtid som fuldtidsleverandør af legende blåtonede pop-poetiske-perler.
Det er et album, der emmer af musikalske og lyriske ambitioner, og de indfries – tag bare nogle af titlerne ”Tintin og Zen”, ”Cand Mag i løgn og latin” og ”Sport, nazisme og biler”. Det er ikke hverdagskost – og dog. De er nemlig skrevet på den hverdagskost en observerende poet har indtaget igennem sådan cirka et halvlangt liv i København og forstæder dertil – og de drømme, det liv har skabt.
Der er netop udsendt en video til det nærmeste vi kommer et titelnummer ”Spejderrøg og skarpladte drømme”, som har guitarist Peter Peter med som gæst, og med en rumlende underlæggende lyd er han i høj grad med til af farve et nummer, der føles som et nysgerrigt møde imellem Lou Reed og Love Shop i Berlin.
Albummet udkommer 01.11 via eget selskab og den 02.11 er der pladerelease på Kind of Blue i KBH, men forinden da spiller Jens K også i selskab af Flemming Borby og bassist Greta Brinkman på Hviddovre Hovedbibliotek 31.10 og hos vinspecialisten i Assens den 01.11.