PHIL COLLINS 70 ÅR

”TROMMESLAGER OG HITMAGER, ELSKET OG HADET”

Fotograf: Album Covers (beskåret)

80’erne blev Phil Collins triumfale årti som solist og del af Genesis. Den allestedsnærværende britiske trommeslager, sanger, sangskriver, pianist og producer fylder i dag 70 og kan se tilbage på en usædvanlig karriere, der mestendels har budt på hits, højdepunkter, anerkendelse og popularitet, men ligeledes hadefulde reaktioner, sygdom, genoptræning og beskyldninger om skattespekulation samt andre mindre flatterende ting. Collins har mærket de berømte kuldegrader på toppen, men evnet at vende modgang til medgang.

Philip David Charles Collins lyder det fulde borgerlige navn. Han er født den 30. januar 1951 i Chiswick, Middlesex i England. Collins startede med trommespillet allerede i femårsalderen og har desuden gået på dramaskole. Det blev til flere roller i musicals og på tv plus en statistoptræden i Beatles’ ‘A Hard Days Night’ filmen. I teenageårene spillede Collins med diverse rock-, blues- og jazzbands, før han august 1970 blev medlem af Genesis efter en audition i Peter Gabriels forældres hus. Ud over at håndtere trommerne sang Collins diverse anden stemmer bag Gabriels leadvokal.

I Genesis Gabriel æra nåede Collins at bidrage væsentligt til progrock hovedværker som ‘Nursery Cryme’ (1971), ‘Selling England by The Pound’ (1973) og det ambitiøst anlagte koncept dobbeltalbum ‘The Lamb Lies Down On Broadway’. Collins, der allerede i Gabriel årene sang enkelte solovokaler, opnåede status som fast forsanger, efter Gabriel forlod Genesis sommeren 1975. Over 400 meldte sig til audition i håb om at blive frontfigur i bandet, hvis succeskurve var støt stigende, men efter en langstrakt prøveproces faldt valget i sidste ende på Collins, der fik sin ilddåb bag mikrofonen på ‘A Trick of the Trail’ udgivet januar 1976.

Med Collins som førstemand drejede stilen gradvist i retning af det mere poppede og sangorienterede som modvægt til de lange numre delt op i flere sektioner med komplicerede strukturer, overgange, rytme-, tempo- og taktartskift. ‘…And Then There Were Three’ (1978), ‘Duke’ (1980) og ‘Abacab’ (1981) satte sikker kurs mod øget radiovenlighed, mens Collins lagde an til at brage igennem i eget navn. Soloårene fik en forrygende start med ‘Face Value (1981), der indeholder signatursangen ‘In The Air Tonight’, og fortsatte i flot stil med ‘Hello, I Must Be Going’ året efter.

I starten af 1985 blev der sat top ti turbo på med ‘No Jacket Required (1985) et stedvist hårdtpumpet og hitspækket album, der tydeligt afspejlede Collins forkærlighed for soul, funk, det let jazzede og navnlig ørehængere i stride strømme tilsat blæsere, synths, slagkraftigt gatede trommer og intenst vokalarbejde i det høje leje, en formel der gjorde Collins til en af dekadens absolut største superstars. Disse velafprøvede ingredienser gik næppe overraskende igen på …But Seriously (1989), der sørgede for, at årtiet rent kommercielt sluttede, hvor det startede. ‘In the Air Tonight’, ‘Against All Odds (Take a Look at Me Now)’, ‘One More Night’, ‘Sussudio’, ‘Take Me Home’, ‘Two Hearts’, ‘A Groovy Kind of Love’, ‘I Wish It Would Rain Down’ og ‘Another Day in Paradise’ – fuld fart på Philmobilen med singlehits, albumfavoritter og soundtrack numre, så det svimlede for øjnene og susede i ørerne.

Collins kongestatus i den pastelfarvede periode blev yderligere cementeret med de to Genesis udgivelser ‘Genesis’ (1983) og ‘Invisible Touch’ (1986), der bød på solide sager i det brede publikums smag som ‘Mama’, ‘That’s All’, ‘Home By The Sea’, ‘Invisible Touch’, ‘Land of Confusion’ og ‘Throwing It All Away’. Mange kunne ikke få nok, mens andre derimod havde fået mere end nok. Kritikken blev blandet med jubel. Før den for alvor slog igennem, indspillede Collins sit sidste album med Genesis i 1991, ‘We Can’t Dance’, der talte slagere som ‘I Can’t Dance’, ‘No Son of Mine’ og ‘Jesus He Knows Me’. Fem år senere forlod Collins bandet og vendte først tilbage i 2007, da ‘Turn It On Again’ verdensturneen løb af stablen i gendannet form dog uden Gabriel.

90’erne var ikke meget at skrive hjem om i Collins land med hensyn til soloproduktioner. ‘Both Sides’ (1993) og ‘Dance Into The Light’ (1996) er i mine ører behagesyg pop grænsende til det søvndyssende. Den auditive valium tendens er knap så fremherskende i nullerne med ‘Testify’ (2002) og ‘Going Back’ (2010), men meget nyt under solen er der ikke just at melde om. Jævnt hen kedeligt og ned ad bakke. 80’er niveauet syntes langt væk, og ‘Going Back’ er indtil videre det sidste nye studiemateriale fra den kant.

Som før nævnt udeblev de knubbede ord heller ikke, og hverken anmeldere, musikjournalister, sladrebladsskribenter eller visse kolleger i branchen heriblandt de højrøstede Gallagher brødre fra Oasis lagde just bånd på sig selv. I kritikernes øjne var og til en vis grad er Collins en skattespekulant in exile, højreorienteret gammel nar og irrelevant popprut, der burde holde kæft og helst blive væk fra England. Collins blev beskyldt for at fylde alt alt for meget i 80’erne og 90’erne, og at hans optræden under Live Aid juni 1985 i både England og USA fragtet frem og tilbage med privatfly var helt ude af proportion, når midlerne nu skulle gå til humanitære formål. Han har også i interviews erkendt, at det blev for meget, og han endte med at få spat af at se sit eget omnipresente kontrafej.

Andre stjerner som David Crosby, Brian May, Ozzy Osbourne og Robert Plant har taget Collins i forsvar og rost ham for at være en god ven, loyal holdspiller og fremragende trommeslager, hvis enorme virke har været til inspiration for mange i musikindustrien. Forhenværende Genesis folk inklusive Peter Gabriel og Mike Rutherford taler ligeledes pænt om Collins og fremhæver hans arbejdsomme samt omgængelige væsen. Collins deler mildest talt vandene, og den næstmest velhavende trommeslager i verden efter Ringo Starr har desuden måttet slås med flere skilsmisser, høreproblemer, nedslidt krop, lavt selvværd, suicidale tvangstanker, alkoholmisbrug, sukkersyge og gangbesværethed. Heldigvis er det lykkedes ham at genoptræne trommespillet, der atter gør det muligt at turnere, hvilket desværre pt er umuligt grundet Covid-19. Af samme årsag har det stadigt eksisterende Genesis skubbet deres planlagte aktiviteter fra april til september 2021.

Som trommeslager mestrer Collins det meste: Fra progressiv rock, fusion og jazz over soul, funk, rock til pop, lidt latin og blød rock. Hans spil er teknisk flydende, musikalsk veldisponeret udført med et stærkt svingende drive fremme på beatet. En lydhør og aktivt agerende mand bag sættet, der forstår at levere varen i den kollektive proces. Live og i studiet har Collins arbejdet sammen med et utal af markante navne inden for et bredt felt af musikgenrer: Brian Eno, John Cale, Brand X, Peter Gabriel, Mike Oldfield, John Martyn, Anni-Frid Lyngstad, Robert Plant, Eric Clapton, Paul McCartney, Tears for Fears og Quincy Jones.

Stort tillykke med den runde dag til Phil Collins, der for millioner af mennesker blev synonym med 80’ernes rock- og poplyd, men kan så meget andet oveni, upåagtet hvad du og jeg iøvrigt måtte mene om manden, der uomtvisteligt har sat sine spor i det 20. og 21. århundredes musikhistorie, respekteret, feteret, elsket og hadet.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.