Pia Raug, født den 21. februar 1953 i Odense, er en af landets flittigst turnerende solister og mest markante sangskrivere gennem tiden og deler en langvarig historie med Sweet Silence Studios. I dagens anledning får Flemming Rasmussen, producer og lydtekniker i nævnte studie, lov til at fortælle om sine år med Pia Raug som samarbejdspartner, der resulterede i en række fornemme albumudgivelser.
Nedenstående beretning blev oprindelig bragt som del af bogen Rock & stjernestøv (2021) skrevet sammen med Thomas Vilhelm og udgivet af Forlaget Momenta.
Udpluk af afsnit 24 – ”Hej lille drøm – Fyn er fin”
I slut-80’erne bosatte Pia Raug sig i Middelfart og gav de år op mod 200 koncerter i hele landet. Ved at bo i Middelfart havde hun nogenlunde lige langt til forskellige destinationer i Jylland, på Fyn og Sjælland. Alt hendes gear kunne være i en Volvo Stationcar, som hun har slidt nogle stykker af. Pia sørgede for alt, inklusive opstilling, nedpakning og lyd. Det gav en klækkelig årlig Koda-check, selv om hun har diverse fortolkninger af andres sange og digte på repertoiret.
Jeg mødte Pia for første gang i 1977-78, hvor hun arbejdede på sin første plade, Hej lille drøm (1978), optaget hos Metronome og mixet i Sweet Silence. Raugs producer, Nils Henriksen, syntes, det lød så skidt, at resten måtte gøres færdig ude hos os. Forinden havde jeg været på ferie i Madeira, og på grund af en flystrejke i Portugal måtte vi mellemlande der. Min ferie med Spies Rejser var planlagt i god tid, men Freddy Hansson havde arbejde til mig dagen efter hjemkomsten om natten, hvor jeg skulle hjælpe med at mixe Pias debut-lp.
Fra den huskes titelsangen og især Regnvejrsdag i november, kendt som ‘Jeg vil male dagen blå’. To kæmpe radiohits. Michael Friis delte rytmesektion med Tom McEwan på trommer, Finn Olafsson spillede guitar, og Nils Henriksen håndterede forskellige elektriske og akustiske guitarer.
Pia og jeg svingede øjeblikkeligt på alle planer trods min til tider fremadstormende og højtråbende facon. Pia er fem år ældre end mig, og fordi vores kemi passede så godt, har jeg mere eller mindre haft en finger med i alt, hun indspillede sidenhen. Et af hendes største mesterstykker er Det med musik til Inger Christensens digte. Det blev udgivet som lyrik af Gyldendal i 1969 og 12 år senere sendt på gaden som fonogram i Pias fortolkninger. Ud over de tekniske opgaver sang jeg kor på første skæring side et, En grå og diset morgen, sammen med Sanne Salomonsen, pladens producer Flemming Ostermann, Pia og Søren Thuesen. Det er mixet af Ostermann og mig.
Jeg sætter også pris på Saga (1979) og Iskrystaller (1983). Sidstnævnte er en af mine all time-favoritter med Ole Theill på trommer og Kenneth Knudsen (keyboards). Pia Raug placerer sig i spændingsfeltet mellem jazz og rock. Hun gjorde delvist brug af Sebastian-holdet fra 70’erne og 80’erne. Pia er som Sebastian en dygtig melodi- og tekstsmed. Jeg vil strække den så vidt som til at sige, at hun er en slags kvindelig Sebastian, hvilket absolut er positivt ment. Der er hul igennem til Pias vokal, så ren og klar. Jeg har altid været fan, mens andre synes, det lyder som noget forfærdeligt feministmusik, hvilket det på ingen måde er.
Det er kunst for kunstens skyld frem for krig mellem kønnene. Efter at hun stoppede med at lave plader, rejste hun stadig land og rige rundt. Pia begyndte ligeledes at blive faglig aktiv i Kodas råd, hvor hendes specialområder er internationale rettigheder til ens sange. På det område har hun gjort et kæmpe stykke arbejde, og Koda trækker stadig på hendes kompetence.
Med god støtte fra Peter Abrahamsen udgav hun plader hos Exlibris frem til slutningen af 90’erne. I det årti lavede hun flere af dem i samarbejde med den amerikanske pianist og komponist Steve Dobrogosz bosiddende i Stockholm. Deres speciale er fortolkninger af ældre danske sange. Den sidste plade i mere Raug-kendt territorium udkom i 1994, Silke & stål. Derudover har hun medvirket på diverse støtteplader. Pia arvede sin fars hus på Omø, hvor jeg så hende live i sommeren 2019 i Omø Kirke. Pias sange er jo ikke forsvundet ud af folks bevidsthed til trods for de mange år uden pladeindspilninger.
De er på sætlisten og fungerer fortrinligt udsat for vokal og guitar. Pia har betalt prisen for alt det slæberi med slidte hofter og nedsat gangfunktion. Hun har gjort det rigtige ved at sige ja til de mange musikforeninger på landsplan, kirker og mere intime steder. Den slags er blevet moderne med tiden, men Pia har gjort det systematisk siden 90’erne.
Hun er en yderst afholdt kunstner i de rammer, og der var stuvende fuldt i kirken på Omø, hvor folk stod ude i gangene og lyttede. Pia har sit kernepublikum med tilhørsforhold til venstrefløjen. Efter tiden som albumproducerende kunstner har jeg ikke haft meget med hende at gøre. Vi har skrevet lidt sammen, og i ny og næ kiggede hun forbi studiet, hvis det passede ind. Desuden er Omø ikke bare et sted, du sådan tager til – ikke for min kone og mig.
Pia er højt på listen over mine yndlingskunder. Hun er rar, omgængelig, lyttende og åben. Der blev etableret et pingpongspil mellem os, hvor også musikerne kunne byde ind med ideer. Pia er sikker nok på sig selv, dog uden behov for at være decideret egenrådig. Hun spiller fremragende guitar, men undgår det helst i studiesammenhænge. Under indspilningerne tog Finn Olafsson sig ofte af arbejdet. Hun spillede numrene for de medvirkende på akustisk guitar, men koncentrerede sig derudover om det vokale.
Lyrisk er Pia observerende, men også psykologisk i sin tilgang. Hun er meget til det alternative og har flirtet en del med tankerne om Atlantis, og om der gemmer sig mere under havet, end man tror. Generelt beskrives hun bedst som åndelig spirituel med fokus på flere bevidsthedslag, end mange tænker på i det daglige. Hun er en god personlig ven og sparringspartner gennem 40 år.
Stadig på landevejen
Pia Raug kan til april opleves LIVE til tre unikke koncerter sammen med JOMI, en af den nyere tids mest markante musikalske profiler med feministisk forstærkning.
Sammen vil de stå på scenen omgivet af Frihedskæmperne og fremføre numre fra både Pias og Jomis bagkatalog af stærke danske sange. Det syv personer store orkester lover at de vil sætte ild til nye og gamle toner med en både jazzet, folket og rocket energi.
Som den fremgår af Flemming Rasmussens tekst ovenfor, har Pia Raug altid omgivet sig at musikere fra øverste hylde, og det også tilfældet ved denne lille koncertrække. Frihedskæmperne er lidt af et drømmehold, der består af :
Kresten Osgood på trommer
Tove Sørensen på bas
Jesper Løvdal på saxofon og fløjte
Anne Efternøler på trompet
Maria Dybbroe på saxofon og klarinet
Koncerterne finder sted den 20. april på Templet i Lyngby, den 22. april i Musikhuset i Århus, og den 23. april i Huset i København. Der er i skrivende stund ledige billetter til de to førstnævnte, mens København har meldt UDSOLGT!
Der skulle være aftegningen af noget stort i vente. Om det så bliver ligeså stort, som da Pia Raug på imponerende vis sammen med Michael Friis på bas den 21. september 1985 sad på scenen foran hele 30.000 mennesker i Idrætsparken, og fik dem til at skråle med på kampsangen ”Chile”, som en del af den den store støttekoncert Rock for Afrika, må vi foreløbig lade stå som et foreløbig ubesvaret spørgsmål. Men det siger måske lidt om hvilken kaliber af en artist vi fejrer i dag.