1969 blev et travlt år for britiske Pink Floyd med turnevirksomhed, filmmusik og udgivelsen af dobbeltalbummet ‘Ummagumma’. Først fokus på bandets bidrag til Barbet Schroeders debut som instruktør med ‘More’ (1969), der stadig nyder en vis kultstatus. Schweiziskfødte Schroeder, der sidenhen opnåede markant berømmelse i Hollywood, kredser i ‘More’ om tidstypiske fænomener som fri sex, stofmisbrug og antiautoritær modkultur.
Pink Floyds underlægning af ‘More’ er en blanding af mere eksperimenterende lydflader, psykedelisk klingende folk og bastant tung rock, der leder tankerne i retning af tidlig Heavy og Grunge. Soundtracket til Schroeders erotiske ‘counterculture’ drama er Pink Floyds tredje album og første helt uden Syd Barrett udgivet i England juni 1969 og to måneder senere i USA. Bemærkelsesværdigt for dette album er også, at samtlige leadvokaler er sunget af David Gilmour, der med ‘The Nile Song’ og ‘Ibiza Bar’ beviser, at det hårdere udtryk klæder ham godt.
De nævnte numre hører klart til det mest metalliske i Floyd regi. Efter ‘Ummagumma’ blev sendt på markedet 07.11.69, kastede gruppen sig over arbejdet med at levere musik til endnu en kultfilm, nemlig Michelangelo Antonionis politisk/revolutionære situationsrapport fra et USA i forandring, ‘Zabriskie Point’, der havde amerikansk premiere februar 1970.
”Ummagumma” er et forrygende livealbum og et undværligt samt overflødigt studiealbum, lyder min overordnede konklusion omkring Pink Floyds fjerde udspil, dobbeltsættet ‘Ummagumma’, der altså i dag kan fejre fem årtiers jubilæum. Koncertdelen, der indledes med en dynamisk og suveræn version af Syd Barretts ‘Astronomy Domine’ fra debuten ‘The Piper At The Gates of Dawn’ (1967), kunne sagtens have stået alene som en selvstændigt lanceret lp, hvilket havde sikret ‘Ummagumma’ yderligere klassiker status inden for den psykedelisk spacerock.
Live udgaverne af titelnummeret fra Floyds anden lp ‘A Saucerful of Secrets’ og Waters klassikeren fra samme, ‘Set The Controls for The Heart of The Sun’, demonstrerer tydeligvis, at bandet udviklede sig med enorm hast på en koncertscene med superguitaristen David Gilmour som erstatning for Barrett. Så er der ydermere Waters sønderlemmende skrig i ‘Careful With That Axe Eugene’, der oprindeligt udgjorde B-siden på den relativt sjældne single ‘Point Me At The Sky’.
Studiealbummet er sat sammen af de enkelte medlemmers solo kompositioner, hvor hver får en halv pladeside til at udfolde sig på. Disse prætentiøse eksperimenter, der flere steder tangerer rendyrket avantgarde, lyser kun op i glimt og aldrig siden blevet gentaget i den form i Pink Floyds produktion.
Det er nu ret forståeligt, og ingen i gruppen har efterfølgende decideret jublet over ‘Ummagumma’ pt 2. Slutteligt bør det æstetisk og avanceret gennemførte cover nævnes – ren nydelse. ‘Ummagumma’ er faktisk sidste gang, man ser de enkelte musikere på forsiden. Dyrk livepladen – ren tour de force – og glem resten, er mit råd. Trods forbehold: Tillykke med de 50!