Dagens postkort går til en musiker, der har helt sin egen intense gennemslagskraft, og som selv i et amputeret COVID-19 år, har formået at holde kontakten til sit store og loyale publikums. For de har – alt til trods – kunne se, høre og mærke Poul Krebs’ tilstedeværelse uanset om det har været de noget færre gange end planlagt ude i virkeligheden – ingen festivaler, men på mindre spillesteder og i kirker – eller om det har været hjemme i stuerne foran skærmen til en online koncert eller en daglig Poul Krebs Facebook live opdatering krydret med sange, der kommer så sjældent ud.
Alt sammen noget der har bekræftet indtrykket af en spillemand, der elsker sin gesjæft, og som aldrig kunne drømme om at læne sig tilbage med fordums bedrifter som rygrad.
I efterhånden mere end 40 år har han spillet og sunget, og siden det folkelige gennembrud med pladen “Små sensationer” har han tilhørt superligaen af danske udøvende artister – eller “Toppen af poppen”, som han naturligvis også har gæstet – og igen i år, hvor Tv-programmet holdt sit 10-års jubilæum. Her lykkedes det ham igen på forunderlig vis at “Poul-Krebs-ficere” numre af Annika Aakjær og Hush, så de næsten lød som sange , der kunne være skrevet af ham selv.
Han har således sin klare klang og signatur uden dog at være lukket for omverdenen eller for nye idéer. Som tekstforfatter og komponist til langt over 500 sange har han altid formået at forny sig, for så alligevel altid at forblive den samme, altid genkendelige Poul Krebs, der nu med tidens klædelige patina og personlighed i stemmen har en sjælden evne til at få fortalt nogle historier, der rammer både tidsånd og de store tidløse spørgsmål.
I år udsendte han albummet “Ingen Grænser for kærlighed”, der indeholder 10 sange, der nok engang viste at han på ingen måder har tænkt at hvile på små sensationer, men snarere stadig opsøger de små nye mirakler.
Han er kort sagt en af de musikere, der gør en forskel – og gerne for andre – for kollegaer – unge som gamle – og i år særligt som fortaler for alle de ‘sorte T-shirts’ i musikbranchen. En betegnelse for alle dem man ikke lige ser, når musikken spiller, men som gør et stort arbejdende backstage, med lys, lyd etc. Uden dem kan det ikke lade sig gøre at afholde koncerter i de formater vi kende – og mange af disse mennesker blev desværre nogle af dem, der blev ramt hårdest af kristen, idet de ikke kunne få gavn af de mange hjælpepakker, der bestemt ikke var skræddersyet til kulturbranchen og dens samme slags freelance arbejdere.
Undervejs blev det også til en single – “Sommer i april” – der blev skrevet som en direkte effekt af den første nedlukning. Så noget godt kom der da ud af den.
