Poul Krebs & Band er aktuelt på sommer turne – og der er stadig seks gode muligheder for at fange dem på farten. F.eks. i aften til Musik i Gryden i Grindsted – og på tirsdag på Gæstgiveren i Allinge på Bornholm – og derefter i Lemvig, København, Odense og Hjørring.
I denne uge var de forbi Byparken i Roskilde – hvor 8.000/10.000 tilskuere – fik gratis glæder i et omfang, der med garanti kan leves godt og vel på et godt stykke tid efter.
Allerede fra starten viste Palle Hjort på keys og klaver at han som altid var toptændt på sin næsten skræmmende velspillende og virtuose facon – og en lidt mere tilbagelænet – men alligevel tydelig guitarist Rune Kjeldsen understregede, at han fortjente bifald for mere end at han kommer fra Lejre (lige ved Roskilde). Rytmegruppen med Troels Skjærbæk og Rasmus Valldorf er ligeså funklende, som stjernen på Mercedesen – og naturligvis uden at stjæle billedet.
Poul Krebs selv virker til at være i noget der minder om hans livs form. Stemmen er måske en kende slidt efter en tæt sommerturne – men det er omvendt også med til at fuldende billedet af en kunstner, der aldrig går efter glansbilledet. Det dokumenterede aftenens sætliste også. Mange numre var kraftigt omarrangeret i forhold til originalversionerne, og med tilføjelse af blæsersektionen – Niels Mathiasen (sax) og Rasmus Bøgelund – kom der ekstra pondus, power og proaktivitet i det samlede billede.
Man kunne sådan set have fremhævet langt de fleste numre – lige fra ”På en kaj i Kalundborg”, Hør Suset”, ”Fri som et forår”, og til ”Op og Ned (Hamsterhjulet)” – men der var så lige en håndfuld, der rummede de der helt ekstraordinære magiske øjeblikke.
Der var det helt nye nummer ”Ingen grænser for kærlighed” – der med en aktuel tekst ramte lige ind i de åbne musikhjerter i Byparken, og der var de storswingende versioner af ”Det blå hotel” og ”Huset ved havet” – og så var der ikke mindst versionen af ”Leidse Plein”, der havde fået en rytmisk indsprøjtning af en karakter – der i en lun stund gjorde denne skribent en kende i tvivl! Er det i virkeligheden Poul Krebs, der burde bære titlen som Mr. Swing King?. Sikke et arrangement – Van Morrison ville næppe have kunne gjort det bedre!. Det var dansk roots musik i sin mest levende og luksuriøse form!.
Og når de så slutter det hele med en vanvittig vital og legesyg version af ”Morgendagens tåber”, så er det bare at bukke, takke og sende de varmeste anbefalinger videre. Heldigvis tager Poul Krebs – på nær blæsersektionen – sit band med på den kommende tour med Henning Kvitnes, der skal følge op på udgivelsen af det fælles album “Sange på rejse”. Duoen har netop udsendt deres anden single – titelnummeret fra albummet – og det bare at konstatere, at god musik ligesom vin har det med at blive bedre med alderen.
Side 33 har haft fornøjelsen af at få lov til at smug lytte til albummet, der udkommer sidst på måneden i forbindelse med Tønder Festivalen, og vi kan garantere, at de to singler vil blive overgået flere gange på et album, der på fascinerende vis sammenfatter det bedste fra to af nordens absolut skarpeste musikalske håndværkere og hyggespredere igennem årtier.
Alle fotos er af Maria Fremming og taget ved en tidligere koncert på sommerturen – Ditlevdal Open Air – på nær de to sidste fotos der er taget af Mads Kornum og fra koncerten i Roskilde Bypark den 30.07.