Procol Harum’s GARY BROOKER er død

”STEMMEN BAG ‘A WHITER SHADE OF PALE’ ER FORSTUMMET"

Gary Brooker var næppe overraskende særlig kendt for Procol Harums Bach inspirerede kæmpehit ‘A Whiter Shade of Pale’ fra 1967, der som single alene har rundet et salg på 10 millioner enheder. Men nu er den engelske sanger, sangskriver og pianist død i London den 19. februar 2022 som følge af kræft i en alder af 76 år. Samme by hvor han også blev født den 29. maj 1945. Brooker kan dog bryste sig af meget andet end blot ‘A Whiter Shade of Pale’ gennem en knap 60 år lang karriere.

Faderen Harry Brooker ernærede sig som professionel musiker, og sønnike Gary lærte fra barnsben at spille klaver, kornet og trombone. De senere planer om at ville studere zoologi og botanik blev skiftet ud med arbejdet som fuldtidsmusiker. I 1962 dannede han det R&B- og soulinspirerede The Paramounts sammen med vennen og guitaristen Robin Trower.

The Paramounts markerede sig stærkt som liveband på den britiske scene, hvor konkurrencen var mere end blot almindelig hård. Især The Rolling Stones tog gruppen til sig og optrådte sammen med den, når lejlighed bød sig. I 1966 grundlagde Brooker Procol Harum i tæt parløb med sin nære ven Keith Reid, der har skrevet teksterne til næsten samtlige Procol Harum numre fraset de instrumentale.

Ud over ‘A Whiter Shade of Pale’ satte Brooker og Procol Harum i 1967 trumf på med efterfølgeren ‘Homburg’, der stemningsmæssigt minder en del om førstnævnte. At præstere to så fuldendte melodier i al deres rigdom i løbet af et halvt år knap fyldt 22 år er ret bemærkelsesværdigt.

December samme år udkom Procol Harums debut-lp, der blot bærer gruppens navn. Brookers inderligt klangfulde vokal og harmonisk avancerede pianospil dannede sammen med Robin Trowers guitar og ikke mindst Matthew Fishers yderst karakteristiske orgelsound rygraden i Procol Harums musikalske univers, der rummede elementer af symfonisk progrock, blues, R&B og tidens psykedeliske udskejelser.

Flere åbenbaringer – og opløsning af bandet

Procol Harum udgav frem mod opløsningen i 1977 en stribe album, hvoraf især ‘Shine on Brightly’ (1968), ‘A Salty Dog’ (1969) – titelsangen er en mindre kompositorisk åbenbaring i sig selv – og ‘Grand Hotel’ (1973) bør fremhæves. I 70’erne gennemgik gruppen en del udskiftninger og mistede i den forbindelse tre af de originale medlemmer, Matthew Fisher, bassisten David Knight samt Robin Trower. Desuden sneg den noget tungere rock sig ind i lydbilledet her og der.

Brooker indledte sin solokarriere i 1979 med det pop- og soulprægede udspil ‘No More Fear of Flying’, der distancerede sig mærkbart fra den gammelkendte Procol Harum lyd. I 1982 fulgte endnu en soloplade, ‘Lead Me To The Water’, der er noget af en overset pop-rock perle fra det årti proppet med habile sange fra første til sidste minut.

Og line uppet her er ingenlunde at kimse ad: Phil Collins, Albert Lee, Eric Clapton, George Harrison, keyboardvirtuosen Chris Stainton, saxofonisten Mel Collins plus andre højt profilerede studiemusikere. ‘Lead Me To The Water’ byder på materiale, der ikke lader de bedste Procol Harum skæringer meget efter – anbefales varmt.

I 1980 sluttede Brooker sig til Claptons band, der imidlertid blev fyret hver og en efter udsendelsen af ‘Another Ticket (1981). Clapton og Brooker bevarede venskabet og har optrådt side om side ved særlige lejligheder herunder mindekoncerten for George Harrison i 2002. Brooker bidrog iøvrigt til Harrisons triplealbum ‘All Things Must Pass’ i 1970. Senere gentog det sig i ex Beatlens navn med ‘Somewhere In England’ (1981) og ‘Gone Troppo’ (1982).

Genetableringen og en lang retssag

Live og i studiet har Brooker ydermere spillet med navne som Alan Parsons Project, Kate Bush, Ringo Starr’s All Star Band og Bill Wyman’s Rhythm Kings. Brooker genetablerede Procol Harum i 1991. Besætningen, der også talte Fisher og Trower, udgav i 1991 ‘The Prodigal Stranger’ tilegnet Procol Harums originale trommeslager B.J. Wilson, der døde i 1990 blot 42 år gammel.

Derudover har Procol Harum kun sendt yderligere to albums på markedet, nemlig ‘The Well’s On Fire’ (2003) og senest ‘Novum’ i 2017 det 12. og nok sidste i rækken med nye folk og ny tekstforfatter. Stilistisk minder ‘Novum’ en del om det ældre Procol Harum kombineret med lidt andre farver på klangpaletten. ‘Novum’ demonstrerer tillige, at Brooker stadig var en fremragende sanger med stemmebåndene så godt som intakte, og at der lå nogle fine sange tilbage i posen.

Matthew Fisher forlod Procol Harum for anden gang efter ‘The Well’s on Fire’ og lagde i 2005 sag an mod Brooker for at opnå andel i de enorme summer, ‘A Whiter Shade of Pale’ vedblev med at generere i royalties, idet Fisher i retten advokerede for, at han faktisk havde været med til at skrive sangen. Fisher vandt søgsmålet december 2006, men blev kun tilkendt 40 procent af de indtægter selve musikdelen indbragte og først med virkning fra 2005, mens Brooker sad med de øvrige 60 og hele indtjeningen før 2005. Rettighederne til teksten lå stadig uberørt hos Keith Reid.

Sagen blev anket af Brooker og hans forlag efteråret 2007, og foråret 2008 lød afgørelsen, at Fisher bevarede sin co.-writer status, men ikke skulle have penge for den, da han først havde indbragt sit krav 38 år senere. Men slaget var endnu ikke tabt. I løbet af efteråret 2008 fik Fisher endda mulighed for at få spørgsmålet prøvet hos jurister med tilknytning til det britiske Overhus, hvilket var usædvanligt for den slags tvistigheder.

Juli 2009 gav de høje herrer Fisher medhold i, at hans sene krav ikke havde skadet modparten, nærmere tværtimod, og at engelsk lov ej opererede med forældelsesfrister i sager, der omhandlede spørgsmål om intellektuel ophavsret. Retten til at modtage royalties for ‘A Whiter Shade of Pale’ efter 2005 gik således retur til Matthew Fisher i et juridisk slagsmål, der vakte en vis opsigt i den internationale musikbranche.

På vej til Danmark med aktuel EP i bagagen

Musikken spillede alt til trods da heldigvis videre og Procol Harum har siden besøgt Danmark ved flere lejligheder, og de skulle også have spillet den 23. april i Portalen i Greve. En koncert, der var flyttet fra sidste år. Også Hotel Fuglsøcentret skulle havde haft besøg af bandet sidste år, men også den koncert blev rykket til i år – til den 17. september. De koncerter gennemføres næppe uden deres eneste tilbageværende originalmedlem. Ud over ankermanden Brooker består Procol Harum nu af bassisten Matt Pegg og organisten Josh Phillips, der begge har været med siden ’93, samt trommeslageren Geoff Dunn, der kom med i ’06, og sidst men ikke mindst guitarveteranen Geoff Whitehorn.

I 2021 udgav bandet EP’en “Missing Persons (Alive Forever) digitalt og på CD via Esoteric Antenna. Den indeholdt tre numre, hvoraf “Misssing Persons (Alive Forever) var i to forskellige udgaver. Titelnummeret blev indspillet under lockdown i forbindelse med COVID 19 pandemien, og er en ganske gribende og følelsesladet sang i ret klassisk Procol Harum stil. Et nummer, der sammen med det andet nummer på EP’en “War is Not Healthy” også fint understreger at bandet stadig var observerende og vedkommende i sin samtid.

Men nu er Brooker, den gudbenådede britiske musiker med den karakteristiske klang, altså ikke iblandt os længere. En sværvægter i faget, der i sine bedste stunder har budt på vokale præstationer, klaverfærdigheder og ædelt sangskriverhåndværk af sublimt tilsnit. Æret være Gary Brookers minde.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.