Protestsangen længe leve

”…sammen med ligestilling og anden sund fornuft”

Fotograf: Maria Fremming

I tider som disse spørger mange hvad musikkens og kulturens rolle er i et moderne samfund som vores. Et samfund, der i parentes bemærket er presset på mange parametre – af gamle vaner, af racisme, af fanatisme, af fake news, af fart, af uoplyst grundlag, af ulighed, af grådighed, af flokmentalitet, af egoisme, af ligegyldighed – og mindst ikke af en alt for sen erkendelse af at vi i fællesskab er ved at afvikle og ikke udvikle vores fælles Moder Natur.

Så lad os da se det i øjnene – ALLE SAMMEN. Vi er simple produkter af, og en konsekvens af os selv – af vores valg – af vores fravalg – af de muligheder vi har mødt, om de blev grebet eller tabt.

Vi lever i vores egne små båse – godt hjulpet af markedskræfternes dataanalyserende ‘hjælpemidler’. De ved hvad DU vil have (læs tjener penge på!). Kassetænkningen har taget overhånd. Også hvis vi isolerer det til musikkens verden. Kender du typen? Hvis mig din pladesamling og jeg skal fortælle hvem du er! Glem det – den viser mest af alt hvordan DU tror du er – hvordan du vil opfattes, baseret på hvad du bevidst/ubevidst har mødt på din vej, og ikke mindst hvad det har været muligt for dig at købe.

Foto: Mads Kornum

Jeg var for nylig på sommerferie i et lånt hus, hvor inventar – inkl. pladespiller måske benyttes. Samlingen var ikke stor, men alligevel faldt jeg over 10 – 20 album jeg ikke har i min ellers pænt velvoksne samling. Hvorfor? Ja – nogle band kendte jeg ikke ! Havde f.eks. aldrig hørt om de ellers straks fængende Ned’s Atomic Dustbin – og så var jeg åbenbart bare kommet skævt ind på andre kunstnere, som jeg nok bare har ‘mødt’ på en ‘dårlig dag’ eller på dage, hvor jeg har været opslugt af andet eller andre. Men mens alting forandres, så holder f.eks. IGGY POP s debutplade lige fedt denne dag i JULI 2021, 44 år efter den udkom. Det i en grad at jeg kunne høre tiøren falde for “The Idiot” – mig selv. Og det er det at den bedste musik kan – åbne døre, åbne ører, åbne sind – over lang tid – igennem hele livet. Derfor har albumformatet sin vigtighed. Den er med til at skabe det fysiske møde .

Så din musiksamling er måske nok et lille spejl af dit liv – men ikke nødvendigvis af dig selv – eller hvor du står i dag. Det er et sammensurium af valg, fravalg, tilfældigheder og økonomisk råderum. Kloge Åge! Kender du typen? Alting skal gøres så langhåret, skrues op. Kan vi ikke bare klippe en hæl og en tå – og komme videre – yde det vi plejer og så bare nyde?. Plejer er bare død. Heldigvis. Æret være dets minde. Nu er det tid til at vi hver især sørger for at tonen får en anden lyd. Det er ikke med rettidig omhu, men det er heller ikke for sent!

Og JA – det koster økonomisk. Det klarer vi nok – hvis vi vil, og stiller os selv de spørgsmål, som er forholdsvise lette at svare på – de behovs- og adfærdsregulerede. For skal målet altid være mere – fremfor lidt mindre, der til gengæld er til gavn for helheden?

De sociale medier og de digitale streamingtjenester har uomtvisteligt også skabt en øget ulighed i musikbranchen. De store er blevet større, de mindre er blevet dråber i et uoverskueligt hav. Jeg er så fristet til at spørge – “Er du som forbruger gladere for det ’frie’ valg imellem 20 til 40 millioner numre på en streaming tjeneste nær dig – end for din egen musiksamling?”, “Bruger du mere tid på at høre musik end før alt blev digitaliseret?”, “Er det rimeligt at hovedparten af udøvende musikere ikke kan opnå en fair indtjening på at du vælger deres vare – musikken?” . Jeg har ikke hørt mange svare tre gange “Ja” til de spørgsmål!

PRIVATFOTO – venligst udlånt af Jakob Villadsen

COVID-19 har gjort et særligt spørgsmål væsentligt. Anerkendes kulturlivet med rette – og til hvilket formål? Har vi nogle velfungerende støtteordninger – ellers er det mest administration, bureaukrati og rygklapperi de mange skattekorner og fondsmidler går til? Spørgsmål uden ET rigtigt svar. Og sådan er det jo med de mange store spørgsmål her i livet. Der findes ikke endegyldige svar – idet faktorer som holdning og handling – for vilje til/mangel på forvandling altid spiller ind. Men hele den danske kulturbranche og politiske elite bør nu skænke det nogle tanker om det ikke er tid til nytænkning – til mere samling – til at sikre at der fremover bliver en kulturel bredside til os alle!

Til gengæld er det til at glæde sig over at der igen skrives protestsange. De er stille og roligt kommet tilbage. Mere nuancerede, med mere humor, og ofte helt uden fortidens prikkende pegefingre. De havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne – men siden blev de sendt i skammekrogen. ’Vi gider ikke mere brok – og løftede pegefingre” lød det i kollektiv flok. Fint nok – problemet er bare at hvis nogle f.eks. i 80’erne havde hørt på fornuftige og konstruktive tiltag i forhold til at løse integrationsproblemer fra en visionær borgmester som Per Madsen i Ishøj eller havde hørt på nogle af de fremsynede tanker fra en miljøforkæmper som Svend Auken – ja, så havde vi måske ikke været så langt bagud i dag på de punkter. De blev til tider kaldt rabiate i deres tankesæt – sågar af egne partifæller – og der kom ingen ‘støtte’ eller ”protestsange” sange til dem.

Du må også gerne kalde dette indlæg rabiat – men lov mig bare at tænke over hvad du vil MED DIT LIV på vores FÆLLES jord. Hvad der spiller for dig – spiller nødvendig ikke for mig – men vi har kun samme ’legeplads’ til rådighed! …og så har vi musikken tilfælles, til at mødes omkring, til at få sat samling og ord på alle følelserne.

Her er mit bud på et firkløver af gode nyere protestsange. Lad mig endelig høre hvis du har andre gode bud, nye som gamle, danske som udenlandske.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.