PUNK, POESI OG DEN KLARE KLANG

”TOM VERLAINE ER DØD 73 ÅR”

Guitaristen, sangeren og sangskriveren Tom Verlaine var bedst kendt som den ledende drivkraft i New York rockbandet Television , der gjorde sig som et anderledes og toneangivende navn på den amerikanske punk, punkrock og new wave scene i slutningen af 70’erne. Verlaine, oprindelig Thomas Miller, født den 13. december 1949 i Denville, New Jersey – død den 28. januar 2023 i New York, tog sit kunstnernavn efter den franske 1800-tals symbolske poet Paul Verlaine.

Tom Verlaine voksede op i en jødisk familie og var fra starten mest til klaver, saxofon og jazz. Især Stan Getz betog ham, og rocken samt guitaren blev først for alvor en del af det musikalske dna, efter han lyttede til The Rolling Stones’ 19th Nervous Breakdown som 16-årig i starten af 1966. Senere stod den på Miles Davis’ elektriske periode med albums som Agharta (1975) og Dark Magus (1977). Sideløbende blev Verlaine bevidst om poesi og gik selv i gang med at skrive tekster.

Han opdagede, at skolekammeraten og det senere punk-ikon Richard Hell (Richard Meyers) delte denne passion, og de besluttede at flytte til New York, hvor de tog hver deres kunstner alias i håb om at skabe sig et navn og distancere sig fra fortiden. Først etablerede de i starten af 70’erne præ-punk bandet Neon Boys, hvis levetid forblev kort og fra 1973 lød navnet Television. Vildmanden Hell, der forsøgte at leve op til sit alias, røg ud et par år senere, og med ny besætning frekventerede bandet in steder som CBGB og Max’s Kansas City.

Fra Television til solist og sideman

Television debuterede med Marquee Moon (1977) fulgt op af Adventure (1978), der begge modtog positive anmeldelser, men solgte halvskidt. De nævnte albums skilte sig ud fra meget af den samtidige, hurtige og hårde punk og new wave ved at indeholde flere længere og lyriske numre, velspillet og veldisponeret med Verlaines karakteristiske og klart klingende guitartone som bærende element. Television blev opløst, men gendannet i begyndelsen af 90’erne, hvor de udsendte Television (1992), det tredje og sidste studiealbum.

I 1979 udkom Tom Verlaines første af en halv snes soloplader, Tom Verlaine, der indeholder flere ikke færdiggjorte Television sange og især er kendt for nummeret Kingdom Come, som David Bowie fortolkede på Scary Monsters (And Super Creeps) (1980) og havde udset Verlaine til at spille sologuitar på, men endte i stedet med at foretrække Robert Fripps bud.

Verlaine boede i en periode i England i 80’erne og profilerede sig med flere post-punk prægede albums som Dreamtime (1981), Words from the Front (1982), Cover (1984) og Flash Light (1987), der for alles vedkommende stort set gjorde brug af samme musikerhold. I 1992 udkom Verlaines første instrumentale plade Warm and Cool, og karrieren som albumproducerende kunstner sluttede med endnu en af slagsen, Around (2006). Både Warm and Cool og Around kræver lidt tilløb og stritter i flere retninger også i den mere eksperimenterende.

Songs and Other Things, Verlaines næstsidste udgivelse fra 2006, kan varmt anbefales og byder på en flot buket af fine rocksange. Dette album måtte gerne genudgives, nu Verlaine har sagt farvel til det jordiske liv. Han dannede i 70’erne for en stund par med Patti Smith og lagde guitar på Break It Up fra hendes berømmede og stilskabende debutalbum Horses (1975). Verlaine medvirker desuden på Smith udgivelserne Gone Again (1996) og Gung Ho (2000). Tom Verlaine var udset til at producere Jeff Buckleys planlagte andet album efter det sensationelle Grace (1994), men desværre døde Buckley under en drukneulykke i 1997.

I 2006-07 var Verlaine del af supergruppen Million Dollar Bashers, der talte musikere fra Sonic Youth, Wilco, Bob Dylans tourband og organisten John Medeski. Det sammensatte hold nåede at bidrage til soundtracket til I’m Not There (2007) instrueret af Todd Haynes og inspireret af Dylans liv.

I de sidste par årtier var aktivitetsniveauet forholdsvis lavt, men i 2012 bidrog Verlaine til den forhenværende Smashing Pumpkins guitarist James Ihas andet soloalbum Look to the Sky, og samme år var han tilbage som guitarist hos Patti Smith i forbindelse med hendes Banga album. Noget af det sidste han medvirkede på var 2019 albummet Hotel Last Resort fra Violent Femmes.

Æret være Tom Verlaines minde.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.