Guitaristen Peter Peter Schniedermann (født i Rønne den 12. august 1960 og opvokset i København), der altid har været sand og stålsat ener på den danske scene, var i slutningen af 1970’erne en aktiv del af punkbevægelsen i København og medlem af Sods, der senere blev til Sort Sol. Han forlod desillusioneret Sort Sol i 1995 efter succesen med ‘Glamourpuss’ dybt uenig i den musikalske kurs, som gruppen valgte at slå ind på – alt for poppet og kommerciel efter hans smag.
Dernæst etablerede Peter Peter sit eget band, Bleeder, med keyboard-spilleren Povl Kristian som ankermand. Omkring skrivningen af min første bog ‘Det visuelle øre – filmmusikkens historie’ (Systime, 2005) kontaktede jeg instruktøren Nicolas Winding Refn og fik aftalt et interview, der tog udgangspunkt i det kreative parløb, han indledte med Peter Peter i midten af 90’erne. Parløbet omfatter ‘Pusher’ trilogien og ‘Bleeder’ i 1999.
Refn gav mig Peter Peters mobilnummer, men desværre meldte han ikke tilbage, så jeg kunne få hans synsvinkler på deres bemærkelsesværdige samarbejde. Det følgende fokuserer derfor på, hvad instruktøren måtte have af ønsker til komponisten frem for omvendt. Refn gik efter alt andet end diskrete lydkulisser, og den tidligere Sort Sol guitarist leverede varen.
‘Peter Peter har en gennemført slagkraft i det, han laver. Ved at bruge ham får jeg den aggressivitet, som filmene står for. Jeg ville gerne have en rå lyd for at understrege karakterernes tankegang i ‘Pusher’. Peter Peter og jeg kan godt lide at se de samme film, og derfor har vi den samme referenceramme’, fortæller Nicolas Winding Refn om deres samarbejde.
Med “Pusher” (1996) viste Refn, at det rå og dybt kriminelle narkomiljø godt kan skildres, så resultatet ikke blot er en billig kopi af de udenlandske genrerfilm.
Sammen med Bleeder stod Schniedermann for underlægningen til Refns debut, og han har mellem 1996-2019 derudover skrevet musik til en del kort-, dokumentar- og spillefilm.
Bleeders første single, ‘Knucklehead’ og ‘Jeg skal Dø ved Arresø’, er begge inkluderet på soundtracket til ‘Pusher’. Hans forvrængede og tungmetalliske punkrock i filmen reflekterer både personernes afstumpethed og tilføjer actionscenerne ekstra fremdrift og dynamik. På lydsporet får Peter Peter følgeskab af Düreforsög og Koxbox, der gør deres for at holde storby-junglen i kog.
Scoret til ‘Pusher II’(2004) udgøres hovedsagligt af sange, der stammede fra nye navne indenfor rock-, punk-, techno- og electronica-genren. I samarbejde med musikbladet Gaffa og sitet MyMusic udskrev holdet bag filmen en konkurrence, hvor unge bands uden pladekontrakt, kunne deltage over nettet ved at sende deres bidrag som MP3-filer.
600 bands fulgte opfordringen og panelet, der også talte Peter Peter, havde særdeles travlt med at indsnævre feltet. Refn foretog det endelige valg og havde filmholdet med på råd. Lyden af autentisk undergrundsstemning blev således fundet i landets øvelokaler og garager. Grupper som Hyperlove, Lovelight, Loopy og Monstah beviste, at der fortsat er masser af liv i den eksperimenterende musik i Danmark.
Bleeder Group fyldte resten af lydsiden med flere hæsblæsende temaer, der fungerede som det egentlige score. Det massive nummer “With Blood on My Hands” lukker sig til sidst truende om hovedkarakteren Tonny på vej ud i intetheden og følger ham med en mur af aggressivt larmende guitarer, da rulleteksterne sætter ind.
Musikken i ‘Pusher III’ (2005) er mere psykologisk betonet, idet filmen handler om en mands desperate kamp mod sig selv og et heftigt eskalerende stofmisbrug. Peter Peters guitarspil er trængt i baggrunden for at give plads til elektroniske lydflader. Dog er det kaskader af elektronisk manipuleret støj og dystert forvrængede guitar-akkorder, der musikalsk sætter det uigenkaldelige sidste punktum for trilogien henover de rullende krediteringer.
Refn og Peter Peter skabte i tæt symbiose lyden og billederne af Helvedets forgård i et brutalt storbyjungle miljø, en samlet præstation af unik karakter inden for dansk film og musik.
Stort tillykke med de 60 til Peter Peter, en ægte rebel der stadig holder den kunstneriske piratfane højt, selv om det nok har undret nogen, at han blev sideman hos Lars H.U.G i 2015. Dette rokker dog ikke ved den vitale betydning, Peter Peter har haft for det danske undergrundsmiljø i flere årtier præget af stor entusiasme og aktivitet. Stationerne er nærmest uoverskueligt mange.
