Poeten, sangeren, sangskriveren, aktivisten, guitaristen og forfatteren Patti Smith, der med god ret er blevet betegnet som punkrockbevægelsens nok største ikon, fylder halvrundt, mens endnu et turbulent pandemiramt år går på hæld. Smith er stadig aktiv, særligt på den litterære front, hvor hun har markeret sig med ‘M Train’ (2015) og ‘Year of The Monkey’ (2019), der på hver deres måde tager selvbiografisk udgangspunkt i hendes senere liv.
Patti Smith, født den 30. december 1946 i Chigaco, Illinois og navngivet Patricia Lee Smith, har siden midten af 70’erne haft status som et af de mest stilskabende navne inden for punk- og nyrockinspirerede genrer og udtryk med geografisk og kunstnerisk arnested i New Yorks konstant vibrerende puls. Smith, der albumdebuterede i 1975 med det John Cale producerede mesterstykke ‘Horses’, har sidenhen præget en del kvindelige navne, som bærer ånden fra udgivelserne i 70’erne og 80’erne videre i vor tid.
En af mine personlige favoritter fra repertoiret er ‘Dancing Barefoot’ inkluderet på ‘Wave’ (1979), der umiddelbart må betegnes som en af Smiths mere tilgængelige udgivelser produceret af Todd Rundgren med vægt på radiovenlig lyd, der næppe huede de mest inkarnerede fans, der så den slags som forsøg på kommercielt udsalg. Pudsigt nok klarede ‘Wave’ sig mindre godt på den front end forgængeren ‘Easter’ (1978), der indeholder Smiths største hit til dato, ‘Because The Night’, skrevet i samarbejde med Bruce Springsteen. På ‘Easter’ parres kantet rock’n’roll med en god portion popappeal, en formel der her fungerer ganske glimrende.
‘Easter’ og ‘Wave’ er krediteret som Patti Smith Group, hvilket ligeledes gælder Smiths toer ‘Radio Ethiopia’ (1976), der imidlertid ikke vandt samme genklang hos hverken anmeldere eller publikum som debuten. Det var nemlig ‘Horses’, der satte Smiths karriere i drejning og kombinerede punkrockens harmonisk enkelthed og fræsende rå energi med ordenes magt og det mere improviserede udtryk. Til trods for ‘Horses’ ikke slog an ved udgivelsen i slutningen af 1975, har eftertiden set på albummet med anderledes mildere øjne og kanoniseret det som et af punkrockens essentielle hovedværker.
Efter ‘Wave’ og de hæsblæsende år for Patti Smith Group fra 1975-79, der inkluderer en både berømmet og berygtet optræden hos tysk tv’s ‘Rockpalast’ april 1979 sendt til store dele af Europa, hvor denne teenager så måbende med, indtraf en længere pause på pladefronten, der først blev brudt i 1988 med ‘Dream of Life’. Den er indspillet og produceret sammen med musikere fra den hedengangne Patti Smith Group og navnlig hendes daværende husbond Fred ‘Sonic’ Smith oprindelig en del af det politisk hardcore og hårdtslående Detroit band MC5. Singlen ‘People Have The Power’ opnåede tilpas mængder radio airplay, men Smith valgte dernæst igen at tage sig god tid, før omverdenen atter hørte nyt fra den kant.
Tavsheden ophørte i 1996 med udsendelsen af ‘Gone Again’ fulgt op året efter af ‘Peace and Noise’ begge uden Fred Smith, der døde i 1994 blot 46 år gammel. De nævnte udspil klarede sig ganske præsentabelt med guitaristen Lenny Kaye, der har hængt på fra karrierens start, i producerstolen på ‘Gone Again’. Smith klarede selv den del på ‘Peace and Noise’. Smith har til dato udsendt fire plader efter årtusindskiftet, hvoraf ‘Trampin’ (2004) og senest ‘Banga’ (2012) skal fremhæves. Enkelte reminiscenser fra den vrede og insisterende 70’er punkrock lyser op her og der på ‘Trampin’, hvilket klæder det niende studiealbum.
‘Banga’, hvor sønnerne Jackson og Jesse Smith medvirker som henholdsvis guitarist og pianist, er mere eftertænksomt dvælende med tekster, der kredser om emner som livet, naturen og historiens gang inspireret af egne drømme og observationer. ‘Banga’ vinder for hvert gennemlyt med fine indsatser på musiksiden fra nuværende som tidligere Patti Smith Group folk. Skulle dette ende som Smiths sidste album, sluttes der således af i flot stil dog uden at være decideret prangende.
Smiths prisvindende og fremragende selvbiografi ‘Just Kids’ (2010) beskriver samlivet med den verdensberømte og ofte provokerende kunstfotograf Robert Mapplethorpe, som hun på generøs vis delagtiggør læseren i. Deres intense kærlighedsforhold beskrives med et imponerende sprogligt overskud, der levner plads til kunstforståelsen og den opposition til omgivelserne, parret følte grundet manglende værdsættelse af deres ubændige skaberkraft sammen og hver for sig, før Smiths gennembrud kom med ‘Horses’.
Coverfotoet er i øvrigt taget af Mapplethorpe som et stilrent og enkelt portræt af Smith i hvid skjorte, sorte seler og med en sort jakke nonchalant hængt over skulderen. ‘Just Kids’ er ligeledes bogen, man skal have fat i for at blive klogere på Patti Smiths dybt religiøse opvækst, pige- og teenageårene samt de første tegn på oprør og nonkonformitet.
Under arbejdet med min og Henrik Hildebrandts tekst- og fotobog ‘The Stars Are Out Tonight’ (2019) i coffee table format fik jeg lejlighed til at gense Steven Sebrings yderst nærværende portrætfilm ‘Patti Smith: Dream of Life’ (2007). Fotografen Sebring lærte Smith at kende i 1995 og fulgte hende igennem 11 år, hvor han arbejdede energisk på at få mest muligt med hjem så tæt på som muligt. Smith er filmens gennemgående fortællerstemme, og udover interviews med musikerne fra hendes band lykkedes det for instruktøren at fange hende i selskab med forældrene og i mere fortrolige og ømme øjeblikke med Philip Glass, Michael Stipe og Sam Shepard. I koncertklippene ser vi artisten, poeten og aktivisten Patti Smith brænde igennem med enorm power. Noget trænger sig på og må ud. Det er bestemt ikke hver dag, et filmhold får lov til at være en del af en feteret rockstjernes liv gennem så lang en periode som i ‘Dream of Life’. Fascinerende og perspektiverende.
Den 2. august 2016 aflagde Patti Smith og band visit i DR Koncerthuset. Det udviklede sig til en sublim aften i ord og toner. Smith beviste nemlig, at hun også er en glimrende oplæser, der forstår at fastholde lytteren selv gennem længere passager, der kræver stor opmærksomhed. Den havde hun under oplæsningen fra ‘Just Kids’. Så er der jo ligeledes musikken: ‘Dancing Barefoot’, ‘Because The Night’ og slagsangen ‘People Have The Power’. Som ekstranummer fik vi en vild og furisk fortolkning af det gamle Van Morrison og Them nummer ‘Gloria’, der indgår i åbningsskæringen fra ‘Horses’. Smith viste ægte storhed ved halvvejs inde i showet at hylde Prince med sin udgave af ‘When Doves Cry’. Et nær magisk øjeblik idet Prince gik bort mindre end fire måneder før Smiths optræden i København.
Derudover mindedes hun to andre afdøde kunstnere af format, nemlig Lou Reed (‘Perfect Day’) og soulsangeren Curtis Mayfield (‘People Get Ready’). En sådan overflod af menneskelig og kunstnerisk integritet kan der kun kvitteres passende for med en stående ovation. Den modtog hun hin aften i hovedstaden og her på skrift i dette 75 års fødselsdagsportræt, der dog ikke er i stand til at yde en personlighed af Smiths kaliber fuld retfærdighed, da hendes samlede virke har så mange forgreninger og betydningslag, formatet her ej levner plads til at indfange, når det samtidig skal være nogenlunde overskueligt. Men forsøget er gjort, og skulle det give anledning til yderligere fordybelse i Patti Smiths righoldige katalog af sange, digte og prosa, er missionen vel egentlig fuldført.
