Til trods for, den amerikanske sanger, sangskriver, producer, filmkomponist, arrangør og dirigent Randy Newman ikke just har været flittig gæst på alverdens top-ti lister med egne udgivelser, har mange faktisk lyttet til hans musik i andres fortolkninger og i diverse Hollywood blockbusters. For Newman, døbt Randall Stuart Newman, født den 28. november 1943 i Los Angeles, Californien, er en skarptunget produktiv herre, der allerede tidligt i karrieren havde endog særdeles godt styr på sit håndværk tilsat besk humor og løssluppen satire ikke uden kontroverser og konsekvenser.
Hans fætre og onkler i det kendte Newman dynasti er alle mere eller mindre født ind i showbizz og filmbranchen som komponister, sangleverandører og arrangører, så det er næppe overraskende, at Randy Newman fulgte samme levevej. I en alder af 17-18 år kørte karrieren på skinner som hitmager for The Fleetwoods, Cilla Black, Gene Pitney og Alan Price Set. Senere fulgte blandt andet Jerry Butler, Petula Clark, Dusty Springfield, Jackie DeShannon, The O’Jays og Irma Thomas med på kundelisten. Pop og r&b var Newmans specialer i 60’erne og starten af 70’erne en tendens, der har strakt sig frem mod vor tid.
Debut albummet fra Randy Newman udkom i 1968 og blev en anmeldersucces, men slog ikke an hos publikum. Newman fortsatte dog ufortrødent i 1970 med toeren 12 Songs hjulpet på vej af Ry Cooder og flere af folkene fra The Byrds. Randy Newman Live (1971) cementerede hans begyndende kultstatus, og Three Dog Night fik et pænt gennembrud med hans Mama Told Me Not to Come, som ligeledes Tom Jones flere årtier senere tog på sit repertoire.
Fra Sail Away (1972) blev titelsangen et mindre hit for Ray Charles og Linda Ronstadt, mens You Can Leave Your Hat On fra samme album er taget under behandling af Three Dog Night, Joe Cocker, Keb Mo, Etta James og Tom Jones. Ud over de allerede nævnte kunstnere, der har givet deres bud på versioner af Newman numre, tæller listen derudover Barbra Streisand, Helen Reddy, Bette Midler, Van Dyke Parks, Dave Van Ronk, Judy Collins, Glen Campbell, Cass Elliot, Art Garfunkel, the Everly Brothers, Claudine Longet, Bonnie Raitt, Tom Odell, Nina Simone, Lynn Anderson, Wilson Pickett, Pat Boone, Neil Diamond og Peggy Lee.
I 1974 vakte Newmans udspil Good Old Boys opmærksomhed med sangen Rednecks, der er en satire over den racisme, der fandt sted i flere sydstater, og over det hykleri en del udenfor disse stater dækkede sig ind under ved blot kritikløst at stemple samtlige folk fra de områder som værende racister uden at gribe i egen barm. Little Criminals (1977) førte til kontroverser på grund af den åbenlyst ironisk mente Short People, der ikke desto mindre endte som Newmans største sællert i eget navn.
‘There’s one song about a child murderer. That’s fairly optimistic. Maybe. There’s one called ‘Jolly Coppers on Parade’ which isn’t an absolutely anti-police song. Maybe it’s even a fascist song. I didn’t notice at the time. There’s also one about me as a cowboy called ‘Rider in the Rain.’ I think it’s ridiculous. The Eagles are on there. That’s what’s good about it. There’s also this song ‘Short People.’ It’s purely a joke. I like other ones on the album better but the audiences go for that one,’ har Newman udtalt i forbindelse med det overraskende kommercielle gennembrud, der blev 1977 albummet til del og hangen til at tirre lytterne med sine dobbelttydige, spydige og ofte sorthumoristiske sange.
1983 pladen Trouble in Paradise er bedst kendt for I Love L.A., om hvilken Newman har udtalt: ‘There’s some kind of ignorance L.A. has that I’m proud of. The open car and the redhead, the Beach Boys … I can’t think of anything a hell of a lot better than that.’ Døm selv, er det fristende at tilføje. i 1988 kom Land of Dreams, der blandt andet var gæstet af Mark Knopfler, hvilket blandt andet tydeligt høres på It’s Money That Matters. 90’erne, nullerne og 10’erne har været tyndt besat med soloalbums, hvor Newman hovedsageligt har prioriteret arbejdet som filmkomponist. Harps and Angels (2008) og senest Dark Matter fra 2017 demonstrerer dog, at der fortsat er et vist liv i Newman som sangsmed udenfor Hollywood bygningerne.
Ud over et enkelt filmscore i 1971 kom der for alvor gang i den del af Newmans produktivitet fra starten af 80’erne, hvor især hans melodiske og klaverbårne underlægning af Milos Formans periodeskildring Ragtime bør fremhæves. Herefter fulgte scores til spillefilm som The Natural (1984), Awakenings (1990), Cats Don’t Dance (1997), Pleasantville (1998), Meet the Parents (2000), Seabiscuit (2003) og Marriage Story (2019).
Randy Newman er i filmverdenen især berømmet for sit driftssikre samarbejde med den globale Disney-Pixar koncern. Han har stået for sang og musik til deres animationsfilm Toy Story (fire i alt fra 1995–2019), A Bug’s Life (1998), begge Monsters, Inc. films (2001, 2013) samt James and the Giant Peach (1996) og The Princess and the Frog (2009). Newman er blevet tildelt 22 Academy Award nomineringer i kategorierne Best Original Score og Best Original Song. Han har vundet to priser i sidstnævnte kategori med sange til Monsters, Inc. og Toy Story 3.
Den dybt originale og underholdende ordgyder Randy Newman er genremæssigt nået vidt omkring i amerikanske musik; fra rock, pop, soul og r&b over Cajun, zydeco, klassisk blues og Dixieland jazz til symfonisk og mere eksperimenterende orkestermusik. Newman, der tillige har leveret musik til teater og tv, er svoren demokrat og støttede Obamas kandidatur i 2008 og 2012. Newman er desuden medlem af Songwriters Hall of Fame (2002), Disney Legend (2007) og Rock and Roll Hall of Fame (2013).
