“Dette er en “voksenplade”. Du har med garanti aldrig hørt noget lignende før”.
Dén varedeklaration af albummet “Hele mit liv” fra GadeJørgen taler så sandt så sandt. Der ER kun én GadeJørgen, det er ham fra Reginehøj, Århus, der nu bor langt ude på landet, i Skjoldelev ca. 15 kilometer ud af Viborgvej og så til højre efter Sabro.
GadeJørgen – “Hele Mit Liv”- er på det nærmeste soundtrack´et til den delvist animerede film af samme navn, skabt af Kristian Nordentoft, der ligeledes har skrevet filmen/albummets sangtekster og lagt dem i GadeJørgens lidt tandfattige mund. Filmen om Hele GadeJørgens brogede liv har (såvidt vides) kun været vist én gang. På sidstedagen af CPH:DOX-festival i Aveny-T på Frederiksberg, Kbh, den dukker vist op på en TV-kanal som serie en gang til sommer, hold øje med den, det er en spøjs, spøjs…og meget, meget hjertevarm film.
Filmen….og albummet…skildrer GadeJørgens vej fra en tumultarisk barndom i en sæk lopper af en søskendeflok, Jørgen ryger i familiepleje, kommer tilbage til det hårde barndomskvarter, Reginehøj i Århus, får hul på at spille, men så bliver han gift, får barn, flytter til Sjælland…og hurtigt tilbage til Århus. Det er da Jørgen er hjemme i Århus igen og, han ikke har råd til færgen til Kalundborg, at han begynder at spille på gaden:
“Jeg skal hente min knejt på Sjælland
Så jeg spiller på Århus Havn
Jeg står helt fortørnet på gadehjørnet
Det var sådan jeg fik mit øgenavn”
..som GadeJørgen synger. På et tidspunkt meget senere optræder GadeJørgen med den herligt aparte gruppe, Analogik , og hvem får han øje på blandt publikum? Sønnen Rune, der er ved at blive voksen. Så får Jørgen sukkersyge, flytter på landet…hvor Kristian Nordentoft opsøger ham og får materiale til film og plade.
På pladen er krediteret en lille håndfuld mere eller mindre prominente gæster, Daimi, Nanna Lyders Jensen, Michala Petri og Analogik. Gæsternes bidrag er dog ganske sporadiske, det er et hold musikere med musiker/producer/arrangør, Lasse Aagaard i spidsen, der trækker det store læs. Og fuldstændig lever op til sætningen på LP-omslaget: “Du har garanteret aldrig hørt noget lignende før”. Med GadeJørgens skæve gårdsangerstemme i forgrunden dribler musikerne bag ham rundt i den herligste rodebutik af stilarter, balkan, schlagerpop, rock, you name it, men hver en skæv stilart, de roder sig ud i, passer som fod i hose til GadeJørgens historie og somme tider lettere vaklende sangstemme. Jeg elsker den plade! Og jeg har rent faktisk hørt lignende!
Det lykkedes mig i en sen nattetime, mens der var Festuge i Århus for en ca. 5-7 år siden, at forvilde mig ind i en café/værtshus, hvor GadeJørgen gav den gas med sit Erik Påske-jamband. Dér havde jeg aldrig oplevet noget lignende, men det har jeg så nu, hvor Hele Mit Liv med GadeJørgen er i høj rotation blandt den musik, jeg fisker ud af en streamningtjeneste. Pladen er trykt i 175 eksemplarer og kan købes via raskepenge.com og pladeforretningen Route 66 i København og Århus. .
Glæd dig til GadeJørgen dukker op på en fjernsynskærm og lad Jørgen Ernesto Grønning (GadeJørgens folkeregisternavn) få de sidste ord i denne omgang:
“Jeg døber Jer i øl
Og tilspørger Jer alle sammen
Om I vil elske og ære mit navn
Og kysse min agterstavn”