I dag den 3. marts 2023 udgiver sanger og sangskriver Rasmus Matthiesen sit tredje album, Ansøgeren. Det indeholder sange, som med inspiration fra højskolesangbogen, kredser om kærligheden, friheden, årstiderne og historien. Sange, som tegner et billede af, hvem og hvad Matthiesen er rundet af som menneske og sangskriver. Og som samtidig fletter hans søgen efter mening og identitet ind og ud mellem vores fælles historie og den særlige tid, vi befinder os i. På albummet stiller Matthiesen spørgsmålene, men lader svarene stå åben for fortolkning. Og efter en periode med sygdom tæt inde på livet, afspejler albummet et vendepunkt i sangskriverens perspektiv på tilværelsen.
Fra alt godt til alt for alvorligt
Rasmus Matthiesen debuterede i 2017 med folkede debutalbum Alt Godt, som handlede om flytningen fra land til by og overgangen til voksenlivet. Sangene Frie Valg og Østjylland gjorde sig godt på P4, og en god grobund var lagt for den talentfulde sangskriver.
Allerede året efter udkom opfølgende Nye Idealer, som stadfæstede indtrykket af en sangskriver, der går efter de langtidsholdbare og tidløse kvaliteter i både tekst og musik, men samtidig tegnede der sig også et mørkere og mere alsidigt billede af Matthiesens lyd, og numre Ude Af Mine Hænder og Hvad Elskende Kan Gøre Ved Hinanden, opnåede airplay på både P3 og P6.
Første smagsprøve fra det aktuelle album var singlen Jeg skulle ha været, der her på siden gjorde at vi officielt udnævnte Matthiesen som en af de næste store samlende fortællere på dén danske folk/rock/sangskriver scene.
At Matthiesen havde meget mere at byde på kan albummet Ansøgeren nu for alvor dokumentere. Yderligere tre ganske forskelligt farvede singler ”Bedstefars hus”, ”Sange om frihed” og ”Skolelærens søn” havde skærpet forventningerne til et afgørende bredt gennembrud for en sangskriver, der lige nu fremstår som et af de bedste bud fra den nye generation, der skal tage over den dag hvor Allan Olsen, Poul Krebs og Niels Skousen ikke gider eller kan mere.
Albummet indeholder også ”Når Det En Dag Bliver Sommer”, der er nummer skrevet om at køre landet tyndt i sommervejret i en pakket bil, efter at have overstået en alvorlig sygdom i den tætte familie.
Om nummeret fortæller Rasmus:
”På Når Det En Dag Bliver Sommer kredser jeg indirekte om en begivenhed, som fandt sted for nogle år siden, og som har været et vendepunkt i mit liv.
Min datter, som blev født med en sjælden og kronisk leversygdom, gennemgik i sommeren 2020 en vellykket levertransplantation. Hun var 3 år på det tidspunkt. Den taknemmelighed og glæde, som jeg følte på den anden side, har været med til at sætte tilværelsen i et andet perspektiv for mig, og det har sat et gennemgående lyst spor på pladen.”
Stærkt hold bag
Ansøgeren er indspillet over en periode på tre år i et tæt samarbejde med guitarist og lydsnedker Søren Bigum (Peter Sommer, Jonah Blacksmith, The Mukherjee Development m.fl.). Resultatet er et dybt, dragende og velproduceret album, hvor der er plads og rum til både klang og sang. En bevægende roadmovie, hvor fortællingerne er drivkraften, og musikken er det bæredygtige brændstof.
Albummet er produceret af Thor Andersen, og musikholdet tæller kapaciteter som Casper Simonsen: trommer, August Feldballe Korsgaard: klaver mm., Julius Holst Hvarregaard: bas og kontrabas
Musikalsk befinder albummet sig et sted i grænselandet mellem folk, rock og den danske vise- og sangskriver tradition, mens Rasmus Matthiesen vokalmæssigt til tider minder om de store stunder hvor Nikolaj Christensen for alvor sprang ud som sig selv, og lod Piloterne blive på jorden.
Et ekstra plus for albummet er at Søren Bigums sanselige og legende strengeleg og pedal steel guitar har en bærende rolle på et album, hvor der også bliver sendt hilsner til den Nashville-inspirerede folk- blues og country lyd. Selvom lyden til tider er helt solvarm og atmosfærisk, så er det samlede indtryk dejligt jordnært og poetisk, samtidig med at der tempomæssigt skiftes spor undervejs, mens alle fletteregler overholdes.
RELEASEKONCERTER i næste uge
Albummet udkommer digitalt den 3. april, og udsendes efterfølgende som LP, ligesom hans andet album Nye idealer gjorde det. I den forbindelse holder Matthiesen et par release koncert. Den 7. marts er han med band på Loppen i København og dagen efter er han på HeadQuarters i Århus.