Retrosoul fra Sahra da Silva feat. Renay

”Se video til den nye single her”

Fotograf: PRESSEFOTO

”To sjæle, en tanke, kan få et hjerte til at banke” sang Stig Møller en del år før at Sahra da Silva og Renay Nielsen overhovedet var født.  Men budskabet holder i den grad stadig, ikke mindst når to sjælfulde stemmer mødes omkring sød musik.  

Sarah da Silva har efterhånden været en markant stemme og personlighed på den danske blues, jazz og soul scene i mere end 10 år. Ikke mindst LIVE har hun oparbejdet et stort og loyalt publikum, der kommer når hun synger.

Det har knebet mere med hendes sporadiske forsøg på albumfronten. Seneste bud var ”Blueswoman”, der udkom i 2020. Bestemt ikke et ueffent album, men omvendt heller ikke et, der havde de numre, der kunne slå nye døre ind, og åbne mange flere øregange.  

Det kan måske i stedet ske i forbindelse med hendes aktuelle samarbejde med musiker og producer Laust “Krudtmejer” Nielsen. De har før arbejdet sammen LIVE og i forbindelse med The Cornbread Project, og man fornemmer, at der er kemi til meget mere.

Første eksempel på det samarbejde kom tidligere i år i form af singlen ”Just a bit crazy”, der blev særdeles godt modtaget af DR P5, som siden har haft den i stabil rotation.

Nu følges der så op i dag med singlen “Learn To Love Again”, der er en retro inspireret soulballade, der handler om at rejse sig efter at have været nede at skrabe bunden – og lære at elske sig selv og andre igen.

Sangen er skrevet af Sahra da Silva og Renay Nielsen. Sidstnævnte er en ny sprød stemme på den danske musikscene, og han har i eget navn foreløbig i år udsendt to særdeles lovende singler ”Fire to the dancefloor” og ”Good without you”.   

”Learn To Love Again” er produceret og indspillet af Laust “Krudtmejer” Nielsen, mens det er Hans Nybo Jørgensen og Peter W. Kehl (begge fra Thorbjørn Risager & The Black Tornado), der leverer saxofon og trompet.

Singlerne er en forløber for en EP, der forventes at blive udsendt næste år.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.