14. december 1979 udsendte The Clash dobbeltalbummet ‘London Calling’, der tog afsked med 70’erne, sagde goddag til 80’erne og indvarslede en ny æra i det britiske samfund, efter Thatchers tories tog magten samme år.
‘London Calling’ er et eklektisk sammensurium af diverse stilarter med punkrocken og post-punken som samlet udgangspunkt: Fra reggae, ska og dub over rockabilly, klassisk R&B samt et snert af jazz til det hårdere rockudtryk tilsat et vist flair for iørefaldende melodier og effektive arrangementer.
Lyrisk set kredser bandets tredje udspil om personlige, politiske og samfundsmæssige problemstillinger og tager emner op som racisme, social ulighed, arbejdsløshed, miljøudfordringer, kapitalismens skyggesider, konformitet, forbrugerisme, stofmisbrug samt kredser om at udvikle sig fra ung rebel til et voksent individ, der tager stilling.
Guitaristen og sangeren Joe Strummer (1952-2002) lægger ikke skjul på sit socialistiske sindelag og går til den på tekstsiden, hvor man aner et klart ønske om markante ændringer af revolutionær karakter.
Sammen med Mick Jones (guitar & vokal) står Strummer for hovedparten af de i alt 19 sange på et af rockhistoriens væsentligste hovedværker, hvis status har været støt stigende gennem de seneste fire dekader. Fuldt ud berettiget da der på indholdssiden er rigeligt at fordybe sig i tonalt som lyrisk.
Titelsangen, der udkom som single en uge før 2LP’en, viser vejen og gør sit til at råbe publikum op. Det er sgu alvor, hvis vi fortsætter ad den nuværende vej, og Themsen går over sine bredder. Verden er et voldeligt sted og af lave i sange som ‘Hateful’, ‘Spanish Bombs’, ‘Clampdown’ og ‘The Guns of Brixton’ – pengemagt, undertrykkelse og ekstremisme styrer.
Selvbiografiske og mere personlige træk når til udtryk i bl.a. ‘Lost In The Supermarket’, ‘Death or Glory’, ‘I’m Not Down’ og ‘Train In Vain’, der først røg i kassen, efter omslagets for- og bagside lå klar og derfor ikke står nævnt blandt de øvrige numre.
Sammenspillet er lydhørt og tæt hele vejen igennem ikke mindst takket være den dynamiske rytmesektion bestående af bassisten Paul Simonon og den yderst alsidige trommeslager Topper Headon.
Selve coverfotoet af Simonon, der i frustreret vrede smadrer sin bas mod scenegulvet under en koncert i New York efteråret 1979, er i samme ikonklasse som hele resten af ‘London Calling’ og sætter en tyk visualiseret streg under hele albummets grundstemning af lige dele desperation, analytisk overblik og ønske om forandringer.
‘London Calling’ er såvel et statement, en tilstandsrapport og et dokument over The Clash’ kunstneriske kulmination, der med afsæt i punkbølgens urkraft demonstrerer, hvor langt denne genre var i stand til at udvikle sig i kombination med andre musikalske udtryk og stilretninger.
Det er alt i alt en ypperlig præstation, der er værd at fejre her 40 år efter, og tematisk set er ‘London Calling’ langt hen ad vejen stadig usvækket relevant i en insisteren på, at vi må tage os selv og det samfund, vi er en del af, alvorligt.
‘London Calling To The Faraway Towns Now That The War Is Declared And The Battle Come Down’.
Albummet bliver i øvrigt fejret med en stor koncert i New York her på selve dagen – til støtte for The Joe Strummer Foundation. Det er naturligvis med et line-up ud over det sædvandige.
