RITCHIE BLACKMORE – 75 ÅR

”En ægte guitarlegende med hang til klassisk”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Blackmore, der i går rundede de 75 år, er kendt for hårde riffs, hurtige løb på en Fender Stratocaster, flittige lån fra den klassiske musik og udpræget aparte adfærd. En stor kunstner på sit instrument, men også en personage, der har voldt en del i branchen visse udfordringer omkring samarbejdets kunst. Derudover er han selvfølgelig verdensberømt for at være medgrundlægger af Deep Purple – et britisk rockslagskib par excellence, der stadig turnerer, dog uden ham.

Som 11-årig fik Blackmore foræret en guitar af sin far på betingelse af, at han lærte at spille ‘rigtigt’ på den, hvilket var lig med klassisk undervisning. I en alder af 15 år forlod han skolen, som han afskyede inklusive lærerne. Dernæst arbejde som radiomekaniker og undervisning hos session guitaristen Big Jim Sullivan.

I 1960 startede Blackmore i forskellige bands og mestrede snart guitarspillet på et niveau, der skaffede ham studiearbejde og livejobs med et utal af i dag obskure navne inden for pop, R&B og rock heriblandt den dybt excentriske Screaming Lord Sutch frem mod 1968, hvor trommeslageren Chris Curtis inviterede ham med i en konstellation, der hurtigt blev til Deep Purple, men uden Curtis.

Deep Purple excellerede de første år i psykedelisk progressiv rock med poptendenser anført af Jon Lord bag Hammondorglet. I 1970 var det ultimative Mrk II hold inklusive Ian Gillan, Roger Glover og Ian Paice klar til at lægge verden for deres fødder med ‘Deep Purple In Rock’, der i juni runder de 50 år. Herefter klassiker på klassiker skabt ud fra bandets jam baserede arbejdsform, der resulterede i, at hele kvintetten blev krediteret for sangene. Blackmore har siden udtalt, at alt dette og selve numrenes struktur ikke interesserede ham synderligt, blot han kunne få lov til at tyre den af så hurtigt, højt og larmende som muligt.

Det fik han i righoldigt mål i Mrk II og efterfølgende med David Coverdale som vokalist. I 1975 var det i første omgang slut med Purple, hvorefter han søsatte Ritchie Blackmore’s Rainbow senere forkortet til Rainbow.

Den mere metalliske og hårde stil fra anden halvdel af 70’erne med påvirkning fra middelalderlig klassisk musik og barok udviklede sig i starten af 80’erne i retning af mere poppet mainstream rock.

Rainbow med Roger Glover som producer og bassist besøgte Sweet Silence studiet i København af et par omgange for at indspille ‘Difficult to Cure’ (1981) og ‘Bent Out of Shape’ (1983) – Flemming Rasmussen sad ved pulten begge gange, hvilket forlener fødselsdagsportrættet her med en lille dansk krølle.

Albumcover – bagside af “Difficult to Cure”

I 1984 måtte Rainbow en tur i garagen, da Blackmore sagde ja til en Mrk II Deep Purple reunion, der blev ganske succesfuld med nye albums og verdensturnéer til følge. November 1993 var det imidlertidig definitivt slut for Blackmore i Deep Purple regi. Joe Satriani blev i hast hyret til at spille den igangværende turné færdig.

Klimaet i orkesteret havde udviklet sig i den gale retning, hvor især Gillan og Blackmore røg i totterne på hinanden. Relationerne blev tyndslidte, og til sidst kunne ingen længere leve med Blackmores egotrips og krav på særbehandling.

Rainbow kørte ud af garagen igen i midten af 90’erne, men kun for et par sæsoner. Sammen med kæresten og senere kone Candice Night dannede Blackmore i 1997 den folk prægede duo Blackmore’s Night, der i 2000 tallet lejlighedsvist blev udvidet og tilført lidt el guitar – Blackmore har nemlig siden 1997 hovedsageligt foretrukket at spille akustisk.

El spaden måtte dog frem igen for en kort bemærkning, da Rainbow atter blev samlet for at give nogle få koncerter på europæisk grund i 2016. Et enkelt live album blev det også til året efter. Rainbow optrådte igen i 2018 på en noget længere turné.

Blackmore på Sweden Rock – Foto af Henrik Hildebrandt

Blackmores blues- og hardrockmættede stil tilsat en stor dosis klassisk inspiration og senere folk har påvirket en del guitarister herunder Paul Gilbert, Scott Henderson, Randy Rhoads, Brian May og ikke mindst Yngwie Malmsteen.

Som teenagerknægt stordyrkede jeg Deep Purple, sled deres vinyler ned og tændte heftigt på Blackmores ekvilibrisme, energi og showmanship – han kunne være en vildmand, når det stak ham, hvilket det heldigvis gjorde ofte i de mest lukrative Deep Purple år.

Stort tillykke med de 75, Ritchie Blackmore – tak for al spektakel og speed på gribebrættet.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.