Rockbrag i Helsingør med SHAKRA er udsat

”Længe ventet 25 års jubilæumstur må vente med dansk visit til efteråret”

Fotograf: PRESSEFOTO

Sikke en fest der var lagt op til her den 27. januar i Karosserifabrikken i Helsingør – Nordsjællands nye højborg for melodisk og hård rock.  Shakra fra Schweiz skulle endelig give koncert på dansk grund, men bandet måtte opgive at gennemføre januar og februar datoerne for deres “Mad World Tour 2022”, pga konsekvenserne af den stadig aktuelle COVID-19 pandemi.

Men heldigvis betyder det ikke en aflysning, men en ny dato for koncerten. Koncerten afvikles nemlig i stedet den 18. november. Og er du til melodisk hard rock a la Pretty Maids, Scorpions etc., så bør du nok være hurtig, hvis du vil sikre dig en af de få tilbageværende billetter til koncerten. Shakra fra Schweiz er nemlig et band, der i deres 25 årige levetid og på over 12 album har vist at rockens vilkår er uændret for dem, der bærer rocken i hjertet, og de er berygtet og berømmet for at give den slags liveoplevelser, der vil blive husket.

Live oplevelser, der vil blive husket er der iøvrigt så rigeligt at hente af i programmet for de kommende måneder på Karosserifabrikken. Spillestedet genåbner med Gnags guitaristen Per Chr. Frost & Band den 4. februar, og herefter står den på en velvalgt ‘HIGH-FIVE’ af gode danske navne i den kommende tid – Rene Shades (fra Pretty Maids), Michelle Birkballe med band, The Consolation, Silvera, og ikke mindst den 22. april, hvor en af landets mest glødende og bevægende rocksangerinder Stine Vega og hendes band (feat. Søren Andersen fra Electric Guitars) indtager scenen med nyt materiale.

Derudover er der fornemt besøg fra Canada den 15. april når den crispy-classic-rock kvartet The Damn Truth forhåbentlig vil ruske os alle tilbage til ‘normalen’ – med support fra danske Superloader. Tjek lige den helt nye video fra The Damn Truth – og mærk efter om du ikke hører en ny lille rockklassiker i “Only Love”. Denne skribent er ihvertfald blevet musikalsk nyforelsket!

Jo – de mener det ærligt talt og seriøst på Karosserifabrikken. Så kom endelig ud – og støt dem med at holde sig inden i kampen! Ikke mindst for dit eget rockhjertes ve og velværes skyld.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.