Også i denne uge er det med rocken på toppen af den hjemlige vinyl hitliste. D-A-D har generobret førstepladsen fra The Raconteurs, der rykker ned som nummer to, lige foran ugens højest placerede nyhed – Black Keys ”Let’s Rock”
Til gengæld er nyheden på fjerdepladsen en rendyrket pop-dronning . Fra Australske Kylie Minogue er der udsendt opsamlingen ”Step Back In Time: The Definitive Collection” – og den hopper direkte ind på plads nummer fire. Bruce Springsteen og ”Western Stars” holder sig lige præcis inde i Top 5 – og Claus Hempler på syvende pladsen er igen indenfor Top 10 med sin første dansksprogede udgivelse ”Kuffert fuld af mursten”. 10 gode uger har den foreløbig haft på listen.
Helbredende hedenske toner og en musikalsk tidsrejse uden ret meget sammenligningsgrundlag finder man hos det internationalt bredtfavnende band med danske aner – Heilung og deres nye album ”Fuhta”, der går direkte ind som nr. 9.
Tre andre udgivelser debuterer i Top 20 – genudgivelsen af Iggy Pop albummet ”Zombie Birdhouse” (oprindeligt fra 1982), – og de nye album fra Gov’t Mule ”Bring On the Music – Live at the Capitol” og fra The Tallest Man on Earth ”I love You. It’s A Fever Deam” rammer placeringerne 16, 19, og 20.
Endelig er det værd at bemærke i denne uge hvor Copenhagen Jazz Festival kører på fuld blus, at en Blue Note genudgivelse af Dexter Gordon ”Clubhouse” er gået ind på hitlisten som nr. 32!.