Musikhistorisk er det naturligvis Roskilde Festival, der altid vil løbe med de største overskrifter. Men rent faktisk har byen Roskilde også i årenes løb haft masser af lokale bands, og nysgerrige spillesteder, der har holdt musikken i live året rundt.
I 80’erne blev der afholdt Roskilde Rock Galla i Roskilde Kulturhus – Festsalen på Hotel Prindsen. Og dengang var det blandt andre navne som Dieters Lieder, Effy & Eliten samt Agathorn, der satte dagsordenen, og var med til at sætte Roskilde på landkortet. Det er lykkedes at få netop disse tre band på plakaten når Roskilde Rock Galla genopstår den 01.02.2020 på Gimle i Roskilde.
Dieters Lieder blev dannet af brødrene Johan og Martin Gerup i 1981. De udgav to ret originale pop orienterede album – konceptalbummet ”Jeg ka’ Lieder” (1983) og ”Hvor flink kan man blive” (1988) – og fra sidstnævnte har især nummeret ”Dig og mig” sikret sig evergreen status. Men flere numre fra de to album rummer de eviggrønne kvaliteter – ikke mindst numre som ”Mig og vennerne” og ”Skyggedyr”.
Gruppen blev opløst i 1988 – og har siden kun været kortvarigt gendannet ved nogle få koncerter i 2014. Men nu er de klar til igen at gå på scenen – brødrene Gerup har med i bandet den Dan Turell pladeaktuelle Halfdan E på bas og Morten Kaufmann på trommer.
Effy og Eliten var vel fra dannelsen i 1985 det tætteste Danmark kom på en rustik og feminin udgave af Bryan Adams – og de fik hurtigt et ry om altid at levere varen live. Dengang som nu spiller de altid råt, højt, humørfyldt – og med masser af holdning, hjerte, og hengivenhed til det loyale og medlevende publikum. I alt fem album er det blevet til i årenes løb – det seneste ”Undervejs” fra 2013 – men de huskes især for deres to første album – ”Ingen vej tilbage” (1988) og ”Rock” (1989). Begge album der for længst har bevist der langtidsholdbarhed.
Orkestret består i 2019 af de tre stiftere: Effy (sang, guitar), Ole Larsen (guitar), Erik Damgaard (bas) samt Lars Jensen (tangenter), Anders Hvidberg Hansen (slagtøj) og Sidsel Nielsen (kor).
Sidste band til genhørs gallaen er Agathorn – der blev dannet tilbage i 1980 – og udgav i 80’erne nogle opsigtsvækkende album, der den dag i dag har en vis kult-status over sig. Der var tale om melodisk (hard)rock med symfoniske anstrøg og ikke mindst en god portion humor. De åbnede endog Roskilde Festival i 1983 – og viste sig at have holdt formen ved lige ved deres en 30-års jubilæumskoncert i 2010 på Gimle i Roskilde. Efter at de siden 1984 har fungeret som en kvartet er gruppen ved koncerten i 2020 tilbage i den fuldstændig oprindelige version på seks mand. I sig selv mere end usædvanligt. Der er tale om Henrik Dall på guitar, Erik Havaleska på trommer, Morten Bruun Pedersen på bas og Jan Heidebo på keyboards, som danner den gængse kvartet – og så er de i aftenens anledning udvidet med de stiftende medlemmer Jan Kargaard Madsen og Lars Jensen.
Et nyt kapitel i den lange Roskilde rocker og rykker historie, står klar til at blive skrevet.